Getting your Trinity Audio player ready...
|
Danskerne har fortjent en undskyldning for 40 års forfejlet udlændingepolitik.
Men desværre glimrede det meste af Folketinget ved sit fravær, da Dansk Folkeparti forleden gav dem muligheden for at sige undskyld for den naive og ødelæggende udlændingelov, som flertallet gennemførte i 1983
Af Pia Kjærsgaard, udlændingeordfører, Dansk Folkeparti
Kun syv folketingsmedlemmer var til stede i salen, da Folketinget torsdag den 1. februar 2024 behandlede to beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti.
Flere partier var slet ikke repræsenteret. Enhedslisten, Alternativet og Det Konservative Folkeparti glimrede helt ved deres fravær i salen.
Det er flovt, at så få møder op for at tage debatten, når et beslutningsforslag skal 1. behandles i vores vigtigste demokratiske forsamling. Jeg synes, det er mangel på respekt for vælgerne.
Men måske var der en grund til, at så mange folketingsmedlemmer blev væk. Måske skammede de sig for meget til at møde frem?
Det ene af vores beslutningsforslag handlede nemlig om, at regeringen skal pålægges at give en undskyldning til den danske befolkning for 40 års forfejlet udlændingepolitik. Det andet var et forslag om at ophæve alle regler begrundet i særhensyn til islam.
For hvis der er politikere fra de store gamle partier, der skammer sig over udlændingepolitikken, forstår jeg dem godt. Det var nemlig en katastrofal beslutning, deres partier var med til at træffe, da et stort flertal i Folketinget den 3. juni 1983 vedtog udlændingeloven. Loven trådte i kraft fem dage senere, og den har haft enorme konsekvenser for Danmark.
Alle de problemer, Danmark i dag slås med i form af parallelsamfund, underminering af dansk kultur, religiøse særkrav, enorme udgifter til passiv forsørgelse og kriminelle indvandrere; de kan alle føres tilbage til vedtagelsen af udlændingeloven, der er blevet kaldt en af verdens mest liberale.
Med udlændingeloven af 1983 fik flygtninge og asylmodtagere retskrav på familiesammenføring, og asylansøgere fik retskrav på ophold i Danmark, mens deres sag blev behandlet. Samtidig blev flygtningebegrebet udvidet til at omfatte ’de facto’ flygtninge. Det var personer, som ikke levede op til FNs flygtningekonvention, men som ’formodedes’ at have et beskyttelsesbehov.
Resultatet har været en massiv og ødelæggende indvandring til Danmark. I 1983 var der 136.976 indvandrere og 21.552 efterkommere af indvandrere i Danmark. Pr. 1. januar 2023 var tallet steget til 697.981 indvandrere og 212.918 efterkommere. Næsten 600.000 af disse kommer fra ikke-vestlige lande.
Det var kun Fremskridtspartiet, der stemte imod udlændingeloven i 1983. Jeg blev selv valgt til Folketinget i 1984 for Fremskridtspartiet, og i 1995 var jeg med til at stifte Dansk Folkeparti. Dengang som nu har jeg kæmpet for at få rettet op på de enorme skader på Danmark, som udlændingeloven har medført.
Det er heldigvis lykkedes at få gennemført mange stramninger. Det skete især i årene efter 2001, hvor Dansk Folkeparti – som Poul Nyrup Rasmussen havde udråbt til ikke-stuerene i 1990erne – fik indflydelse på udlændingepolitikken under daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans VK-regering.
Socialdemokratiet, som under Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft fortsatte partiets slappe og ødelæggende udlændingepolitik fra 1980erne, har siden ændret kurs, og bredt i Folketinget er der i dag en selvopfattelse af, at man står for en stram udlændingepolitik.
Det er desværre ikke rigtigt. Som vi senest så det med koranloven, er det så som så med strammerlinjen hos Venstre og Socialdemokratiet, når det gælder. Så er disse partier desværre villige til at bøje sig for religiøse særkrav og pres fra islamistiske diktaturer i Mellemøsten.
Dansk Folkeparti er også det eneste parti i Folketinget, der vil gøre op med de internationale konventioner. Andre partier, der hævder at stå for en stram udlændingepolitik, vil f.eks. ikke udfordre Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som gang på gang står i vejen for, at Danmark kan føre den nødvendige udlændingepolitik med udvisning og hjemsendelser.
Så der er stadig rigeligt at gøre. Udlændingeloven fra 1983 trækker fortsat sit ødelæggende spor, og dagligt lider danskerne under konsekvenserne af den massive indvandring, som der blev åbnet op for, da et stort flertal i Folketinget stemte ja til udlændingeloven i 1983.
Derfor havde det været på sin plads, hvis arvtagerne for dette flertal var mødt op og havde stemt ja til Dansk Folkepartis forslag om at give danskerne en undskyldning for 40 års forfejlet udlændingepolitik.
De kunne da i det mindste være mødt op for at tage debatten. Men de skammede sig måske for meget?