Regeringen ryster ikke på hånden over dårlige meningsmålinger: Store bededag vil blive afskaffet og nye upopulære tiltag er på vej

Beslæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen under 1. behandling af lovforslag om afskaffelse af store bededag i folketingssalen (Foto: Emil Helms, Ritzau/Scanpix)

Da dannelsen af SVM-regeringen blev offentliggjort den 15. december 2022, stod den med et flertal i Folketinget på i alt 90 mandater.

 

Siden er det i meningsmålingerne gået stejlt ned ad bakke i ekspresfart.

 

Hvis der var valg i dag, ville regeringen samlet set stå tilbage med blot 74 mandater ifølge Voxmeter. Og 68 mandater ifølge Megafon.

 

I begge målinger står især Socialdemokratiet til en syngende vælgerlussing med et tab på ti mandater hos Voxmeter og et tab på hele 12 mandater hos Megafon.

 

Venstre slipper noget billigere med et tab på tre mandater hos Voxmeter og et tab på syv mandater i Megafon-målingen.

 

Men de dårlige meningsmålinger får ikke regeringens økonomiminister, Troels Lund Poulsen (V), til at ryste på hånden.

 

Ikke kun store bededag – nye upopulære tiltag på vej

Under Folketingets førstebehandling i dag torsdag af regeringens lovforslag om afskaffelse af store bededag blev det fra regeringens side klokkeklart understreget at der ikke er noget at rafle om.

 

Store bededag vil blive afskaffet uanset oppositionens samlede modstand og uanset et underskrevet krav om en folkeafstemning fra næsten en halv million vælgere.

 

Det fastslog arbejdsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) som afslutning på den seks timer lange debat.

 

Og der er flere ubehagelige tiltag på vej, understreger hendes regeringskollega, økonomiminister Troels Lund Poulsen (V), i et interview i Berlingske i dag.

 

”De seneste regeringer har været karakteriseret ved, at der af forskellige årsager ikke er sket særligt meget i forhold til arbejdsudbud og det at gøre Danmark rigere. Jeg kan sige det, fordi jeg selv sad med under Løkke, så jeg har også et ansvar,” fastslår Troels Lund Poulsen.

 

Men det skal der nu ændres radikalt på, lyder det fra økonomiministeren.

 

Vil også fremover løbe ind i problemer

I regeringsgrundlaget bebudes der en række reformer af blandt andet SU, og en gennemgribende reform af beskæftigelsesindsatsen inklusive afskaffelse af jobcentre.

 

Men store bededag kom som en tyv om natten, som Inger Støjberg (DD) udtrykte det under debatten i Folketinget i dag, og der er mere af samme skuffe på vej.

 

Det understreger Troels Lund Poulsen i dagens interview i Berlingske.

 

”Vi har ikke indledt en popularitetskonkurrence”

Således lægger Troels Lund Poulsen ikke skjul på, at der også fremover vil blive fremsat initiativer, som vil give regeringen problemer.

 

”Ja, som i nuet kommer til at give os store problemer, fordi folk vil spørge, hvorfor skal vi gøre det, eller fordi det lige nu synes at gøre ondt. Det er klart, at vi har ikke indledt en popularitetskonkurrence,” siger Troels Lund Poulsen til Berlingske og understreger:

 

”Vi siger åbent, at vi kommer til at gøre nogle ting i nuet, som kan virke upopulære, men som vi er overbeviste om er det ansvarlige at gøre, fordi det på længere sigt er godt for Danmark og dermed for den enkelte.”

 

Men han er dog optimistisk med henblik på vælgernes dom ved næste valg.

 

”Jeg tror, at vælgerne kommer til at måle os på at tage et politisk ansvar og på at forsøge at løse nogle af de udfordringer, vi står overfor. Man skal passe på ikke at hænge sig for meget i målinger,” lyder det  fra økonomiminister Troels Lund Poulsen.

 

Læs hele interviewet i Berlingske her:

https://www.berlingske.dk/politik/trods-protester-over-helligdag-er-topminister-klar-til-at-gaa-endnu-videre

 

Se og hør hele debatten i Folketinget her:

https://www.ft.dk/da/aktuelt/tv-fra-folketinget/tv_kanalen_folketinget

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…