Getting your Trinity Audio player ready...
|
Så blev knæfaldet offentligt.
Efter at en række muslimske taberlande med Iran i spidsen har sagt bøh til Danmark på grund af nogle koranafbrændinger, har regeringen nu ladet sig true til et forbud.
”Vi har i den seneste tid set mange afbrændinger af Koranen i Danmark. Der er tale om forhånende handlinger, der skader danskernes sikkerhed i udlandet og herhjemme,” lød det fra justitsminister Peter Hummelgaard, da regeringen i dag præsenterede sig forslag om et forbud.
Omfatter også andre religiøse skrifter
I sit lovforslag lægger regeringen op til en straframme på to år for at afbrænde en Koran eller andre religiøse skrifter.
Helt konkret nævnes i den forbindelse Koranen, Torahen, Biblen og budisternes Vedaer.
Men det stopper ikke med de hellige skrifter.
Af lovforslaget, der skal indsætte som et nyt stykke i straffelovens paragraf 110 e, fremgår det, at den, der offentligt gør sig:
”skyldig i utilbørlig handling af en genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund, eller en genstand, der fremstår som sådan, straffes med bøde eller fængsel i indtil to år.”
Udover de hellige skrifter nævner regeringen i en kommentar til lovforslaget, at lovgivningen som udgangspunkt ikke vil omfatte tegninger og figurer med videre:
”… medmindre disse i sig selv har væsentlig religiøs betydning for trossamfundet, som det for eksempel er tilfældet med krucifikset i katolicismen eller mezuzah i jødedommen.”
En farlig åbning for at fortolke
Under hele forløbet har regeringen haft travlt med at forsikre, at et eventuelt forbud ikke vil omfatte eksempelvis tegninger med videre, men det skal tages med et vist gran salt.
Problemet er her formuleringen ”væsentlig religiøs betydning”.
Hvis de muslimske taberlande på ny skulle finde på at gå amok over en muhammedtegning, må det vel betyde, at forbuddet mod at tegne Muhammed er af væsentlig religiøs betydning for dem.
Det har vi tidligere set eksempler på, men dengang bøjede Danmark ikke af takket være den stålfaste statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som stod fast.
Med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen har regeringen til gengæld med sit knæfald nu åbnet en ladeport for islamisk indflydelse på dansk lovgivning og de hævdvundne danske frihedsrettigheder.
”Det er et vigtigt signal, vi sender til resten af verden, og jeg håber, at Folketinget vil gribe det med den alvor, det skal tages med,” lød det fra Lars Løkke Rasmussen, da regeringen præsenterede lovforslaget.
Et vigtigt signal – ja, mon ikke!
I hvert fald et vigtigt signal til den muslimske verden.
Kilder til denne artikel:
https://www.justitsministeriet.dk/wp-content/uploads/2023/08/Lovforslag.pdf