Søndag oplevede de russiske styrker en af deres hidtil værste dage i krigen mod Ukraine.
På denne ene dag blev mindst fire enheder i deres luftstyrker skudt ned af ukrainerne i den russiske region Bryansk.
Det står ikke helt klart, hvilke flyenheder der blev ramt. Men der tales om, at mindst to russiske kampfly og to helikoptere styrtede til jorden.
Dermed blev russerne ramt af endnu et alvorligt slag oven på deres mislykkede forsøg på at indtage byen Bakhmut.
Rusland oplevede en af sine værste dage, siden Ukraine-krigen begyndte. For de ukrainske styrker var det omvendt en triumf, der faldt oven i det mislykkede russiske forsøg på at indtage Bakhmut.
Russerne ”løb ind i nogle problemer”
Fra ukrainsk side holder man lav profil omkring det dramatiske opgør i luften. Man nøjes med at konstatere, at den russiske helikopter ”løb ind i nogle problemer”.
Generelt er ukrainerne tilbageholdende med at triumfere, når det går deres vej på slagmarken. De ved, at det kan ramme dem selv ved senere lejlighed.
Men kendsgerningen er, at helikopter-nedskydningen i Bryansk føjer sig til den ukrainske modoffensiv ved Bakhmut og til den britiske forsyning af Ukraine med de slagkraftige Storm Shadow missiler.
Den ukrainske styrke, der skød helikopterne ned, lå tilsyneladende parat til at angribe de russiske enheder. En russisk militærblogger taler om et ukrainsk ”baghold”, hvor man lå parat til at angribe de russiske enheder.
Forvirring i de russiske rækker
Tabet af hele fire flyvende enheder i bare én aktion har rystet russerne. De russiske kommentarer er præget af chok – og samtidig forargelse over, at de russiske styrker kunne udsætte sig for et sådant angreb.
En blogger på den russiske kanal Telegram kalder det ligefrem ”komplet idioti” at sende en sådan helikopter så tæt på de ukrainske forsvarslinjer. Videre hedder det: ”Man må være helt ude af trit med virkeligheden for at lave sådan noget.”
Men kendsgerningen er, at russerne blev overrumplet over, at ukrainerne lå parat så tæt på.
Forløbet viser den forvirring, der hersker i de russiske rækker, og den manglende evne til at omstille sig, når den ukrainske fjende foretager sig noget, man ikke havde regnet med.
Ruslands svagheder på slagmarken blev således udstillet på det mest ubarmhjertige. Det bliver givetvis ikke sidste gang, at det sker.
Det handler ikke bare om våben, men om kultur
De russiske svagheder handler ikke bare om våben. De handler i høj grad om kultur.
Den russiske hær har en ekstremt autoritær kultur, hvor man gør, hvad der bliver sagt – selv når man kan se, at der er noget galt. Og hvis man forsøger at gøre noget andet, bliver man straffet hårdt.
Kreativ tænkning er … en by i Rusland.
Og det kan hurtigt blive værre endnu for russerne.
Fra Storbritannien får ukrainerne nu de langtrækkende Storm Shadow krydsermissiler – med en rækkevidde på 250-300 km.
Dermed stilles der nye muligheder til rådighed for ukrainerne. Ikke mindst vil det betyde, at Krim-halvøen rykker tættere på slagmarken.
Ukrainske angreb på Kertj-broen (også kaldet Krim-broen), der forbinder Krim med fastlandet, kan få afgørende betydning i krigens videre forløb.
Kaos truer Putin og hans generaler
Det er dog endnu ikke umiddelbart forestående. Til gengæld er ukrainerne begyndt på en offensiv i det østlige Ukraine, hvor storbyen Donetsk nu er under kraftig ukrainsk artilleribeskydning.
Det kan være starten på den længe bebudede ukrainske offensiv. En sådan offensiv tager næppe bare form af ét angreb i ét område. Snarere bliver der tale om, at der lægges et voldsomt tryk på de russiske styrker fra flere sider.
Man vil nu givetvis sætte hårdt pres på for at udnytte de åbenlyse svagheder, der præger de russiske styrker.
I søndags mistede russerne fire af deres enheder på én dag i Bryansk. Måske får de efterhånden bedre styr på deres styrker. Men umiddelbart ser det ikke sådan ud.
Kaos truer Putin og hans generaler.