Overalt i samfundet er der sket en devaluering af etiske standarder. Det afsløres i omgangen med sandheden og i værdirelativeringen. Og det anes både blandt lovgivere, høj og lav.
Normer
Det stigende antal butikstyverier afslører et skred i respekten for andres ejendom. Forretningsdrivende savner, at politiet rykker ud, selv når der er foretaget en civil anholdelse af tyve. Men i kølvandet af den generelle afkristning i vort land, forsvinder selvfølgelig også respekten for kristen etik. For, som en ung i konfirmandstuen spurgte: ”Hvorfor skal man overholde De ti Bud?”
Forklarligt svind
Forretninger kalkulerer nu med et tyverisvind på ca. 12 %. Det er såre trist. Fordi tyve ikke kun stjæler fra tingenes ejer, men også fra dem, der skal betale overpris for at dække indehavers tab. Taget på fersk gerning, er krokodilletårer stadig høj mode. Fra kriminologer lyder det derfor, at det bedste middel mod butikstyveri er ”risikoen” for at blive opdaget. En ung mand begik indbrud og tyveri. Det gav en dom i både Byret og Landsret på 14 dages betinget fængsel. Bygningen ejedes af en mindre religiøs forening.
Syndsbekendelse
Den unge mand var før tyveriet ustraffet. Han ankede dommen. Forseelsen var tyveri af tre rammer sodavand. Men efterfølgende fortæller han, at han og et parvenner senere fortrød og leverede varerne tilbage til en tilsyneladende nedlagt og forladt skole. Hvad den altså ikke var. Overvågningskameraer havde afsløret dem. ”Jeg fortryder meget, at vi gik derind. Jeg tænkte bare, det var drengestreger. Vi havde ikke til hensigt at overtræde nogens grænser”, udtaler han. ”Det er ikke i orden, det vi har gjort. Vi skal have en straf, men denne er ikke retfærdig. En bøde og rap over fingrene ville være passende.”
Usædvanlig Højesteretsdom
Den dømte vil gerne læse jura. Og så er uplettet vandelsattest nok at foretrække. En advokat tog sagen op. Den fandtes principiel og kom for Højesteret. Også advokaten fandt dommen ude af proportioner og udtalte: ”Stjæler man varer i et supermarked for 7-8.000 kroner, og det er første gang, får man bøde på max. 8.000 kr.” Højesteret frifandt derefter den pågældende.
https://nyheder.tv2.dk/krimi/2023-08-31-koebmaend-plages-af-stigende-antal-tyverier-savner-at-politiet-rykker-ud
https://nyheder.tv2.dk/business/2023-09-04-kriminolog-om-butikstyverier-det-mest-effektive-middel-er-risikoen-for-at-blive-fanget
https://www.dr.dk/nyheder/indland/ricco-stjal-tre-rammer-sodavand-og-fik-betinget-faengselsstraf-nu-faelder