Allerede i maj 2023 vandt Ørsted Danmarks første CCS-pulje (carbon capture and storage) på ca. 8 milliarder statskroner til at være dansk frontløber inden for C02-fangst, transport og lagring.
Avedøreværket og Asnæsværket begynder i 2025 at fange og lagre C02 fra bæredygtig biomasse og i 2026 skal dette gøres på mindst 430.000 tons C02 pr år. Herved bidrages til at opnå Danmarks klimamål. Dansk C02 udledning alene ved elproduktion var 5,2 mio tons i 2020.
Den 21 august 2023 præsenterede klima-, energi- og forsynings-minister Lars Aagaard (kef-min) regeringens næste udspil for at fremme udviklingen af en fuld værdikæde af fangst, transport og lagring af C02 for at bidrage til, at Danmark opfylder sine klimamål.
I alt vil knap 27 milliarder kroner blive udbudt i 2 omgange- juni 2024 og juni 2025 med forventet fuld fangst på 0,9 og 1,4 millioner tons C02 pr år fra 2029 eller før. Man har valgt at lade brug af C02 til fx anvendelse i PtX processer udgå, for i stedet at bruge alle pengene til lagring af CO2.
Ineffektiv metode
Umiddelbart virker det ulogisk at skabe energi ved først at bruge et brændsel og dernæst at opsamle dets røg, der fortyndes mere og mere, desto længere det fjerner sig fra forbrændingsstedet/kilden.
En grundregel i klimahygiejne/forureningsbekæmpelse er, at valget af forbedringstiltag vurderes adskilt på 3 emner: for kilde, for vej fra kilde til receptor og sluttelig for receptor.
Erfaringen er, at tiltag er mest effektive og dermed billigst ved kilden.
Samtidig bør altid overvejes, om et teknologiskift ikke ville give en bedre og billigere løsning på længere sigt. Denne overvejelse synes regeringen ikke at have foretaget.
OM CCS
Der er tale om en moden teknologi.
Kraftværket Boundary Dam i Saskatchewan, Canada, byggede i 2014 et anlæg til opfangning af CO2. Det er kompliceret, men det fungerer. Kraftværket har en kapacitet på 115 MW – mod Avedøreværkets 900 MW – er dog ikke stort. Den indfangede CO2 bidrager derfor kun lidt i Canadas CO2-regnskab.
Den indfangede CO2 gør god nytte i den canadiske olieindustri. Kraftværket ligger nær oliefelter, og ved at pumpe kuldioxid ned i disse, kan man drive mere olie op. Så ved Boundary Dam giver CCS mening. Men andre canadiske kraftværker har ikke bygget systemer med en tilsvarende funktion.
I Danmark blev der i årene 2005-7 udført omfattende forsøg med CCS hos Vestkraft i Esbjerg. Man ville reducere energiforbruget ved processen. Det lykkedes dog ikke at komme under et energiforbrug på 3,6 MJ/kg kuldioxid.
Anvender man Energistyrelsens normtal for kraftværkskuls energi-indhold og kuldioxidudvikling finder man, at disse 3,6 MJ/kg CO2 repræsenterer en tredjedel af kullenes energiindhold. Nogenlunde det samme vil gøre sig gældende for biomasse.
Man skal være godt inde i driften af et kraftværk for at kunne sige noget præcist om, hvor stor en del af disse 3,6 MJ/kg kuldioxid, der vil kunne nyttiggøres, evt. som fjernvarme om vinteren. Men det er utænkeligt, at processen ikke skulle medføre et mærkbart energitab.
Vore politikere har ikke gjort deres arbejde, førend de har ladet sig oplyse om konsekvenserne af CCS på økonomi og brændselsforbrug.
Regeringen har ikke beskæftiget sig hermed, selvom der næsten kun er to muligheder for skift til en anden stabil og styrbar energikilde uden skadeligt affald.
Vandkraftenergi er ideel, men det tilsiger Danmarks flade geografi ikke.
En anden stabil og styrbar grøn energikilde er moderne kernekraft.
TEKNOLOGIVALG – moderne kernekraft er stabil og co2 fri
Danske politikere har imidlertid med en folketingsbeslutning fra 1985 baseret på den tids viden om kernekraft til energiforsyning blokeret for valg af moderne kernekraft.
Det har ikke gjort indtryk, at ingen af de mange kraftværker der blev bygget i perioden 1970-1990 efter det princip, man anvender i Europa og USA, har forårsaget ulykker, der har kostet menneskeliv.
Heller ikke at Finland har åbnet et dybt nedgravet lager til opbevaring af langtidsholdbare affaldsstoffer og at flere lande er langt i bygningen af tilsvarende lagre.
FN og mange højt kvalificerede institutioner har for længst erkendt, at moderne kernekraft behøves for at opnå Paris-aftalens mål om begrænsning af det globale CO2 udslip.
Rigtig mange lande, også vore nabolande, undtagen Tyskland, planlægger da også snarlig bygning af moderne kernekraftværker såvel store på ca. 1,5 GW som små værker (SMR) på godt 100 MW.
Uden viden om de sidste 38 års fremskridt i kernekraftforskning og -kernekraftanvendelse virker den danske regerings valg af tiltag i form af opsamling af C02 ved kilden forståeligt, om end den vil medføre opbygning af et meget kompliceret system med store indbyggede energitab. Denne form for grøn elproduktion vil derfor blive dyr.
I planer for store klimainvesteringer har de sidste to regeringer yderst sjældent beskrevet de teknisk-økonomiske beregninger, som disse investeringer er baseret på. Dette er en grundlæggende projektfejl, hvis alvor og uhyrlige størrelse netop er demonstreret for den såkaldte energiø i Nordsøen.
Da denne projektfejl nu gentages i det netop vedtagne projekt, har forfatterne udført egne analyser af det fremlagte projektmateriale og sammenlignet dets pris mm. med andre klimaprojekter.
ANALYSE AF ØKONOMIEN VED NY DANSK CCS
Vi anvender Energistyrelsens normtal for stenkul til fyring på et termisk kraftværk.
I regeringens projekt ønskes 2,3 mio. tons CO2/år deponeret. Dette svarer til en forbrugt kulmængde på: 1,02 mio. tons/år svarende til 24,42 Mio GJ/år dvs. en effekt på 744,2 MW. Med en virkningsgrad på omsætningen fra kul til el på 0,45 svarer dette til en teoretisk elproduktion på i gennemsnit 348 MW.
Med en investering i CO2 lageret på 27 mia. kroner betyder dette en investering i forhold til elproduktionskapaciteten på 77,6 mio. kroner/MW el-kapacitet.
Hertil kommer, at energiforbruget til CCS – ikke under 1/3 af kullenes energiindhold – nødvendigvis vil reducere el-udbyttet så investeringen per MW el-kapacitet bliver en del større end de 77,6 millioner kroner. De bevilligende politikere bør forlange et konsolideret tal!
Til sammenligning kostede det meget forsinkede og dyre nybyggede finske kernekraftværk Olkiluoto 3 ca. 80 mia. kroner. Dette yder ca. 1500 MW. Investeringen er da ca. 53 mio. kroner per MW el-kapacitet.
Den finske investering per MW el-kapacitet i moderne kernekraft er dermed betydeligt under 70 % af investeringen per MW el-kapacitet i det foreslåede danske CCS-system.
Et teknologiskift fra brug af CCS til fuld sikring af grøn el fra fossilfyrede kraftværker til grøn el direkte fra et kernekraftværk ville overflødiggøre CCS og samtidig sikre forbrugerne billigere el.
Den finske investering giver en betydelig return of investment. Det gør den danske CCS ikke. Tværtimod vil CCS medføre et betydeligt tab af energi. Man vil umuligt kunne anvende 1/3 af kullenes energi på CCS, uden at dette påvirker kraftværkets ydelse.
Det må være klima-, energi og forsyningsministerens opgave og pligt at fremskaffe og forelægge konsoliderede beregninger for det forventelige tab.
Elnet.dk oplyser, at Danmarks elproduktion i 2020 udledte 5,2 mio. tons CO2, dvs. ca. 2,5 gange mere end det foreliggende projekt.
Vi kan derfor se frem til dyr el fra kulfyrede kraftværker med CCS og til dyre varer produceret med andre CO2 udledende processer. Det totale danske CO2-udslip udtrykt i ækvivalenter er på ca. 44 mio. tons /år.
Såfremt danske politikere ønsker at skaffe danskerne billig grøn el og billige produkter heraf, er det nu på tide at se på moderne kernekraft.
KONKLUSION
Det er glædeligt, at regeringen synes at have øget tempoet i den grønne omstilling. Det kan derimod diskuteres, om CCS er det fornuftigste område at investere i. Som sædvanligt har Regeringen desværre ikke fremlagt en redegørelse for projektets samlede økonomi. Både politikere og befolkning er dermed uvidende herom.
Sammenligning med et nybygget, ret dyrt finsk kernekraftværk viser, at alene investeringen i CO2-deponering fra et kulfyret kraftværk vil koste langt over 70 mio. kroner per MW el-kapacitet. Dette er betydeligt mere end en tilsvarende investering i et moderne kernekraftværk, der også producerer stabil og styrbar grøn el.
Nærværende forfattere er stærkt tvivlende på, om priserne på investering og drift af CCS kan nedbringes til et konkurrencedygtigt niveau. Klimarådet tvivler for øvrigt også på, om denne teknologi kan levere tilstrækkelige CO2-reduktioner til klimamålet for 2030.
Regeringen har i denne omgang fravalgt at støtte PtX. Dette må undre. Teknologien til fremstilling af metanol ud fra brint og kuldioxid har været kendt i 100 år og med de planlagte vindmølleudbygninger vil der være masser af overskudsstrøm til brintfremstilling. Projektplaner om metanol-fremstilling er også hyldevare hos danske leverandører.
PtX produkter fremstillet af grøn el fra vindmøller vil dog være dyre pga. store energitab ved de fysisk/kemiske produktionsprocesser.
Ib Andersen,klimahygiejniker,dr.med Søren Kjærsgaard,civilingeniør
København 30/08 -2023
