Æret være Søren Krarups minde

Foto: Carsten Lundager
Foto: Carsten Lundager
Getting your Trinity Audio player ready...

I lørdags blev Søren Krarup begravet ved Seem kirke, og efterfølgende var der samling i Høm forsamlingshus, hvilket Kristeligt Dagblad har skrevet en god artikel om.

 

Søren Krarup har viet min hustru og jeg og har døbt alle vores børn. Og findes der en bedre måde at blive indført i den kristne tro?!

 

Jeg har arbejdet sammen med Søren Krarup i kampen for Danmark, siddet i Folketinget sammen med og været ansat hos Marie Krarup, og har siddet i en nationalkonservativ arbejdsgruppe med Katrine Winkel Holm.

 

Jeg har altid nydt Sørens og hans hustrus Elisabeths selskab, og har stor kærlighed for Krarup-familien, og ikke at glemme Langballe-familien.

 

Jeg tillader mig her at fremhæve nogle af mine pointer fra min tale til Søren Krarups begravelse. Selvom ord nogle gange kan virke utilstrækkelige, så tillod jeg mig alligevel at tage ordet, fordi jeg føler at jeg skylder Søren at sige hvad han har betydet for mig og for min familie. Det er også baggrunden for mit indlæg.

 

Jeg håber, at I – til ære for Søren Krarup – vil læse med.

 

Jeg står her som en mand med kærlighed for Søren Krarup, fædreland og kristendom, for når man siger Sørens navn, så siger man også fædreland og kristendom, som jeg ser det.

 

Men først og fremmest står jeg her som Sørens ven, tør jeg godt at sige.

 

Der er meget få ting her i livet, som jeg med ægte stolthed vil holde op foran andre, og sige, at det er jeg en del af, eller det var jeg en del af.

 

Min familie kommer først, men Søren kommer hurtigt derefter.

 

Mange har i løbet af ugen sagt kloge og rigtige ting om Søren, om hvem og hvad han var,

Søren var en god mand, Søren var en god far, en god bedstefar, Søren og Jesper var gode sammen.

 

For mit vedkommende var Søren den person, jeg mødte som et ungt menneske, når jeg kom op på øverste etage i proviantgården efter de sene debatter i folketingssalen.

 

Dengang, når jeg var færdig i salen, og jeg gik forbi, så kom der en tyk røgsky ud fra kontoret, og så sad Søren og Jesper og drak og røg, mens de diskuterer kristendom og danmarkshistorie, så det bragede.

 

I starten gik jeg ikke ind af mig selv, men Søren eller Jesper kaldte “MARTIN, KOM HER”, og det gjorde jeg så

 

Så sad jeg der, fik en lille en eller to, og lyttede med på deres diskussioner, mens jeg engang imellem forsøgte at komme med en gæk bemærkning. Så kunne vi grine af det.

 

Jeg bildte ikke mig selv ind, at jeg kunne matche dem i debatterne. Men midt i pibe- og cerutrøgen blev min interesse for kristendom for alvor vakt, og det er jo ikke en lille ting, det har jeg senere i livet fulgt op på.

 

Jeg har arbejdet sammen med Søren i fædrelandets tjeneste, så på flere måder er min egen personlige historie, og vores børns historie, blevet viklet ind i hinanden igennem årene, der er gået.

 

Søren var min ven, og jeg kalder meget få mennesker for mine venner.

 

Søren var en mand, som gjorde en forskel, for sin familie og for sit land, og det er der sagt og skrevet meget om, og det er på sin plads.

 

Søren var i min optik modstandsmand, en dansk kæmpe og en kristen kriger. Intet mindre, og det er meget.

 

Søren var mange ting, men en ting er, hvad man har været, noget andet er, hvad man er, og Søren er ikke kun “han var”, fordi, at det havde været noget, er fortid, og selvom alle i denne forsamling naturligvis er optaget af fortiden, som det, der definerer os, så må vi ikke glemme den evighed, som Søren nu er trådt ind i, og det håb, tro og erkendelsen af at Sørens fremtid pga. Guds godhed – ikke menneskers godhed – er fyldt med evigt lys og frelse

 

Søren var, og det var han, og Søren er, der hvor han skal være nu, Søren er trådt ind i rækkerne hos dem, der kom før, og som også var, men som nu er, hos Kristus med sine cerutter, og findes der en mere lykkelig afslutning, og start på livet, end det.

 

En kristen mand sagde engang noget i stil med, at når I hører, at jeg er død, så græd ikke, for jeg lever. Men lidt græder man jo alligevel…

 

Og det er det kristne håb, døden er besejret og sandheden kan ikke gradbøjes, og der kan ikke indkaldes til forhandlinger, for det er afgjort.

 

Søren er, gået videre, og jeg håber, at jeg, når min dag kommer vil blive vejet og vurderet, ikke til at være fantastisk eller noget særligt, men bare til lige at være god nok, til at træde i himlen, så vil jeg efter at have opsøgt mine familiemedlemmer finde Søren, og Jesper, sætte mig ned og begynde at lære at ryge cerutter, og diskuterer danmarkshistorie så det brager.

 

Nogle lever kun med håbet, nogle lever kun med fortvivlelsen, mens andre lever i håbet, nogle gange med tvivl, men i sidste ende med visheden om, at hvad der er skrevet, vil blive.

 

Da jeg var barn hørte jeg sætningen “Se, jeg gør alting nyt”, og det sætte sig i mig, og vendte tilbage et par gange ved forskellige lejligheder – med års mellemrum, indtil jeg i mit voksenliv fandt ud af, at “Se, jeg gør alting nyt” står lige der i Johannes Åbenbaringen, og det kom jeg i tanke om, når jeg hørte og læste hvordan alle fortalte om hvordan, hvad og hvem “Søren var”, og så måtte jeg selvfølgelig tage den gode bog frem.

 

“Han vil tørre hver en tåre af deres kind, og der skal ikke længere være død eller sorg, skrig eller smerte. Alt det gamle er væk. Han, der sad på tronen sagde “Se, jeg gør alting nyt”

 

Så der er grund til at huske og glæde sig over, alt det gode, der var. Men der er – vil jeg tillade mig at sige – sandelig også grund til at glæde sig over det, som kommer og det som er.

 

Kan et menneske ønske sig mere end at få lov til at leve et langt liv som det, Søren har levet, at få lov til de ting, som Søren har fået lov til og arbejdet sig frem til, at få lov til at sætte sit præg på landet, historien og på de mange mennesker, som har mødt Søren på deres vej igennem deres liv.

 

Hvis vi andre kan få lov til bare lidt af det, så er vi godt stillet.

 

Og vi bør i det hele taget være taknemmelige for meget, og jeg synes, at det også er, når det er allersværest, at vi på en eller anden måde er forpligtiget på at huske på det løfte og Ord, som Søren også brugte meget tid på.

 

“Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig. I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at I også skal være, hvor jeg er, og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen” Fra Johannesevangeliet.

 

Søren sagde mange kloge ting om kristendom, indvandringspolitik, om Danmark, om islam, om konventionerne.

 

Men det klogeste Søren – og Jesper – sagde, og det betyder på ingen måde, at alt det andet ikke var klogt, men, det var, da han understregede at han ikke var politiker, han aftjente sin værnepligt. Jeg drillede ham og Jesper dengang, og sagde, I går her på gangene, I taler nede i salen, I går til forhandlinger, I er per defination politikere, det synes jeg selv var sjovt, og rigtigt.

 

Men jeg tog fejl, og af alle de guldkorn, og der er mange, som Søren kom med, så var det –  i min optik – et af de bedste, for hvis der er noget, som Danmark har brug for, og som Danmark vel altid har haft brug for, så er det politikere, der sætter en ære i at de ikke er politikere, men at de er modstandsfolk på dette tidspunkt i historien, modstandsfolk i kampen for Danmark.

 

Søren spillede ikke det politiske magtspil, han var der ikke for sin egen skyld, han behøvede ikke at være der, men var der for at tale Danmarks og kristendommens sag, det er min oplevelse, og det er her, han gjorde den største forskel for sine landsmænd med den tilgang til tingene.

 

Kære Elisabeth. Jeg har virkelig nydt din og din mands nærhed og varme, nydt jeres fars retfærdige kamp, jeres bedstefars venskab og jeg føler mig meget privilegeret over at have været en lille del af Sørens liv.

 

Tak fordi, at du Elisabeth og Søren, at I altid har spurgt hvordan min hustru har det, mine børn har det og hvordan mine forældre har det, når vi har talt sammen. Der er nogle, der taler om næstekærlighed, og så er der dem, der ikke kun taler om det, men også praktisere det.

 

Jeg kunne godt sige mere, for at vise min respekt for den mand, som vi har begravet her i dag, men jeg tror at jeg stopper, der hvor jeg også startede, nogle gange så kan ord virke utilstrækkelige til at beskrive alt det, som fortjener at blive sagt. Men jeg skyldte Søren at gøre forsøget.

 

Æret være Søren Krarups minde.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…