Vladimir Putin fører krig mod Ukraine for at fjerne landet fra jordens overflade og skabe et storrussisk rige. Men som bekendt er Ukraine gået til hård og heroisk modstand mod de russiske planer.
En række vestlige lande giver både politisk og militær støtte til den ukrainske kamp. USA går i spidsen, og Danmark deltager aktivt.
Den amerikanske støtte blev denne mandag understreget af udenrigsminister Anthony Blinken og forsvarsminister Lloyd Austin, der er på besøg i Europa.
Efter et møde med præsident Zelenskyj gav de tilsagn om yderligere økonomisk støtte til det ukrainske forsvar svarende til knap 5,5 mia. kr.
Det blev endnu engang gjort krystalklart fra amerikansk side, at man ønsker at gøre Ukraine i stand til at sætte hårdt mod hårdt over for Putin.
Amerikanerne er ikke i tvivl om, at magtens sprog må tages i brug over for den russiske tyran. Gør man ikke det, vil han kun opfatte det som et svaghedstegn og se det som en opfordring til yderligere aggression over for Ukraine.
Denne vurdering burde være indlysende. Den deles – naturligvis – af den ukrainske regering og altså af en række andre europæiske regeringer, herunder den danske.
Tyskland svigter og bruger faren for en tredje verdenskrig som undskyldning
Men afgørende lande i EU svigter fatalt. Det gælder frem for alt Tyskland. Landet skulle forestille at stå i spidsen for EU, men dets håndtering af Ukraine har været en regulær katastrofe.
Nu bliver det igen USA, der skal redde Europa. Heldigvis for os stiller amerikanerne endnu engang op til at levere de militære muskler til den europæiske modstand mod Putin.
Det er dog ikke hele Europa, der viser anerkendelse af dette. Tysklands forbundskansler Olaf Scholz gør sig således store anstrengelser for at fortælle offentligheden, at Europa og især Tyskland bør holde igen med våbenleverancer til Ukraine – og det er rent faktisk, hvad Tyskland gør.
Scholz giver den ikke for lidt, når han skal begrunde, hvorfor Tyskland undslår sig for at tillade de leverancer af tunge våben, som Ukraine i den grad efterlyser.
Nyhedsmagasinet Der Spiegel spurgte ham, hvad han var bange for. Scholz svarede, at det ikke drejede sig om at være bange. Det drejede sig derimod om ”politisk ansvarlighed”.
Ifølge Scholz selv bestod hans og Tysklands politiske ansvarlighed i, at han gjorde alt for at forhindre en eskalering af Ukraine-konflikten, ”der kan føre til en tredje verdenskrig”.
Putins propagandaministerium kunne ikke have sagt det bedre
Med andre ord: Scholz sluger fuldstændig råt Putins propaganda, der slår på, at Tyskland risikerer at udløse ragnarok, hvis man styrker Ukraines militære slagkraft med flere tunge våben. Panservåben, artilleri, luftforsvarssystemer osv.
Helt konkret har Scholz da også forhindret, at Ukraine kunne modtage en række tunge våben, som den supermoderne tyske våbenindustri var parat til at levere, og som ukrainerne i den grad efterspurgte.
Scholz giver den ikke for lidt, når han skal udmale, hvor forfærdende konsekvenser en øget tysk våbenstøtte til Ukraine kan få.
Den tyske kansler taler ligefrem om, at tyske våbenleverancer til Ukraine kan udløse Tredje Verdenskrig og provokere Rusland til at bruge atomvåben! Putins propagandaministerium kunne ikke have sagt det bedre.
Den tyske frygt og den tyske drøm
Nøgternt betragtet handler Scholz’ meget bombastiske udtalelser nok ikke så meget om, at han ser en atomkrig rundt om hjørnet. Men hans melding afspejler den frygtsomme og tilpasningsivrige holdning, som i årevis har præget Tysklands forhold til Rusland.
Den tyske holdning har været præget af to ting:
Frygten for den militære trussel fra Rusland (tidligere Sovjetunionen). Og drømmen om et tysk-russisk parløb, der kan sikre fred og stabilitet i Europa.
Merkels gamle rådgiver på slap line
Da Scholz blev forbundskansler, lagde han ellers ud med en klar melding om, at de tyske forsvarsudgifter skulle stige.
Men nu fornemmer man, at de russiske trusler får ham til at glide tilbage i den ’appeasement’-politik over for Rusland, som har været holdepunktet for Socialdemokratiet i Tyskland og i det hele taget for store dele af tysk politik.
Denne holdning prægede også Tyskland under Merkel. I den aktuelle situation er den da også blevet formuleret af Merkels tidligere militære rådgiver, general Erich Vad.
I et nyligt TV-interview advarede eks-generalen om, at det kunne ende helt galt, hvis Tyskland leverede panservåben til Ukraine. Ifølge Vads formulering kunne det betyde, at Tyskland gled ind i en rolle som ’part i krigen’.
Dette er usandt. Man bliver ikke krigsførende part ved at sende våben til Ukraine. Men general Vad brugte denne formulering til at skræmme den tyske offentlighed. Formålet var efter alt at dømme at presse på for at få Tyskland til at vende tilbage til den traditionelle tilpasningslinje over for Rusland.
Tro pokker, at det gik så galt under Merkel med sådan en mand som sikkerhedspolitisk chefrådgiver.
Scholz frygter sin egen venstrefløj
De interne forhold i Scholz’ eget parti, Socialdemokratiet, har formentlig også bidraget til, at kansleren nu går nærmest amok med at udmale faren for en atomkrig, hvis man sender våben til Ukraine.
Partiet har en stærk venstrefløj, der vel holdningsmæssigt ligger et pænt stykke til venstre for SF i Danmark. Denne venstrefløj er en magtfaktor, som Scholz helst ikke vil lægge sig ud med i en så følsom situation.
Hvis det ikke var for USA…
Den europæiske håndtering af Ukraine-konflikten kunne ryge ud i meget alvorlige problemer, hvis der ikke var den beslutsomme amerikanske støtte til Ukraines kamp for frihed.
Vel er amerikanerne ikke alene om at give støtte. En stribe europæiske lande, herunder Danmark, yder deres bidrag.
Men USA’s aktive engagement udgør en afgørende forudsætning for, at ukrainerne forvarer sig så godt.
Den danske folkeafstemning
Det er lidt af et paradoks, at vi netop (1. juni) skal have en folkeafstemning i Danmark om at ophæve det såkaldte forsvarsforbehold, der holder Danmark uden for det forsvarspolitiske samarbejde i Danmark.
Denne folkeafstemning karambolerer med de voldsomme begivenheder, der netop nu udspiller sig i det virkelige liv.
I dette forsvarspolitiske EU-samarbejde vil Tyskland – som altid i EU – få en politisk hovedrolle.
Men Tyskland har i den grad svigtet i den aktuelle situation, hvor det handler om benhårde militære realiteter – nemlig sikringen af den militære kapacitet, der kan beskytte ukrainerne.
Skulle det være Tyskland med dets tradition for eftergivenhed over for Rusland, der skulle stå i spidsen for den nye forsvarspolitiske dimension i EU-samarbejdet? Det virker fuldkommen utroværdigt.
Det kan blive ren dynamit, når danskerne skal stemme
Dette problem er tilsyneladende slet ikke gået op for det store flertal i Folketinget, der vil have danskernes ja til forsvarspolitisk samarbejde i EU.
Men hvad nu, hvis det på et tidspunkt går op for befolkningen, så vi op til folkeafstemningen får en debat om Tysklands troværdighed som hovedkraft i EU’s forsvarspolitiske samarbejde? Det Putin-eftergivende Tyskland?
Tyskland skulle forestille at stå i spidsen for EU. Men dets håndtering af Ukraine er en ren katastrofe. Endnu engang er det amerikanerne, der skal redde Europa.
Her har man et problem, der kan gå hen og blive politisk dynamit, når danskerne skal stemme.
