Tak til Woke og Cancel Culture for at gøre vores Folkemødetelt til en forhånds-succes

bornholm.info

Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

 

Om godt tre uger er der Folkemøde igen. Eller Folkemøde og Folkemøde: det er jo ret beset ikke særlig folkeligt i betydningen ”repræsentativt for det danske folk”, for det er i det store og hele kun ganske bestemte segmenter af Det Snakkende Mellemlag, der i tre dage invaderer Solskinsøen. Men det er på mange måder en underholdende og interessant festival og også et oplagt udstillingsvindue for allehånde interesseorganisationer.

 

Også for Trykkefrihedsselskabet, der troligt har deltaget og bidraget med nogle af Folkemødets mest omtalte arrangementer. Mest spektakulært i 2015, hvor vi havde inviteret den hollandske politiker og islamkritiker Geert Wilders til debat med Flemming Rose. De senere år, inden corona-nedlukningerne også satte en midlertidig stopper for Folkemødet, blev det dog tiltagende svært for os at godtgøre det enorme træk på foreningens ressourcer, som deltagelse med blot et enkelt arrangement kostede: vores seneste 1-times møde i Brandstationens Mødetelt kostede således foreningen ca. 30.000 kr. – og det er alt, alt for meget, faktisk det rene optrækkeri.

 

Derfor havde vi også besluttet at trække Folkemøde-stikket og bruge pengene på noget andet, men så insisterede Karen West fra Dansk Ligestilling og Jaleh Tavakoli fra Islamkritisk Dialogkaffe på, at Trykkefrihedsselskabet skulle være medarrangør på et lille, men slagkraftigt telt sammen med Manderådet. Vi værgede længe for os, men lige meget hjalp det – og godt det samme, for det har vist sig ikke bare at være en godt og konstruktivt samarbejde mellem vidt forskellige organisationer: vores lille pagodetelt på 5×5 meter, som Jaleh Tavakoli har givet navnet: ”Mindste telt – største emner”, har allerede nu sat de skallesmækkende woke-sind i kog.

 

Det drejer sig mere konkret om Manderådets debat, der afholdes fredag formiddag under overskriften: ”Er feminismen en hadideologi?” med deltagelse af Henrik Dahl, Marianne Stidsen, Karen West og Daniel Holst Pinderup. En interessant og aktuel debat, der i Berlingske 21. maj har trukket overskriften: ”Skal der være plads til ”velfriseret had og kæk fascisme” på Folkemødet?”.

 

Citatet i overskriften er hentet fra en såkaldt ekspert i digital ekstremisme ved navn Christian Mogensen, der generelt mener, at det samlede program i vores lille telt ”…handler om at sætte et telt op, hvor man bare sviner de andre til”, og mere specifikt i forhold til Manderådets arrangement om feminisme som hadideologi: ”Når en debat indrammes som en så ensporet kritik af (…) #Metoo, så falmer Folkemødets værdier”

 

I sig selv ret en ret besynderlig udtalelse, for hvem siger noget som helst om at svine andre til og hvad i alverden har Metoo med Folkemødets værdier at gøre? Men Christian Mogensen, hvis ekspertise i (digital) ekstremisme tydeligvis er hentet fra dybet af hans eget totalitære sindelag, er ikke i tvivl: ”Der er nogle helt fundamentale demokratiske værdier og forhold, som vi aldrig må give illusionen af kan være til debat” udtaler han – og kortslutter dermed totalt demokratibegrebet i det rene nonsens.

 

Ikke desto mindre er han – og også Kirstine Holst, som er forkvinde for Voldtægtsofres Vilkår, og som mener, at Manderådets debat er ”noget hadskabende og ubehageligt fis” – eksponenter for den omsiggribende og totalitære woke-bevægelse, der også – som her – rummer klare kønsfascistoide træk, men som det indtil videre er lykkedes stort set uimodsagt at hævde, at deres totalitarisme er det skinbarlige demokrati.

 

Påfaldende er det i hvert fald, at de selv ikke ønsker at tage debatten, men vil have den fjernet – ikke bare fra Folkemødet, men i det hele taget. Det kan man da kalde Cancel Culture i sin mest rendyrkede form.

 

Det lille Pagodetelt på A18 i Danchells Anlæg er allerede et hit og en livlig og frem for alt demokratisk debat er sikret – helt i Folkemødets ånd. Det kan vi takke Christian Mogensen og Kirstine Holst for. Det føles en smule underligt.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…