Af Flemming Jansen
Staten skovler penge ind, fordi de voldsomt stigende priser på både energi og madvarer afgiftsbelægges, så danskerne kommer til at mærke udhulingen af reallønnen endnu stærkere. Efter at have tømt danskernes lommer i en grad, så mange firmaer og familier er under et voldsom pres for at få enderne til at nå sammen, har man så forsøgt sig med lidt ”fattighjælp” i form af engangsbeløb, som har ramt mere eller mindre tilfældigt. Tilsyneladende har regeringen ikke lært af disse uværdige fiaskoer, men har afsat et brutt beløb på 2 mia. på næste års finanslov til at fortsætte det bureaukratiske cirkus med at kompensere udvalgte grupper.
Ansvarlige politikere eller gullaschbaroner?
En samlet blå blok bør hurtigst muligt fremlægge et forslag om her og nu at få dels nedsat afgifterne på energi, dels nedsat momsen på almindelige dagligvarer, så det værste tryk tages af de skatte- og prisplagede danskere. Herved kan det inden valget stå soleklart, hvem der tænker på at hjælpe danskerne igennem denne krise, og hvem der benytter lejligheden til at få endnu mere central statsstyring af befolkningen. En generel nedsættelse af afgifterne til et niveau før priseksplosionen satte ind, vil være en både værdig og retfærdig måde at kompensere danskerne på. Der er jo blot tale om, at de får nogle af deres egne penge tilbage i stedet for, at regeringen skal optræde som gullaschbaroner.