De Radikale har under store fanfarer krævet, at Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg senest ved Folketingets åbning den 4. oktober.
Det ligger hen i tåger, hvad partiet tror, at det kan opnå med denne trussel.
Kendsgerningen er, at De Radikale står til at få et dårligt valg, hvis valget kommer så hurtigt. Og kendsgerningen er videre, at partiet risikerer at blive fuldstændig kvast, når den socialdemokratiske valgmaskine for alvor kommer i omdrejninger.
Mette F. vinder ikke ved at smiske for De Radikale
Det står allerede nu temmelig klart, hvad Socialdemokratiet vil forsøge at vinde valget på. Og det drejer sig bestemt ikke om at komme De Radikale og deres ’Østerbro-segment’ i møde.
De tider er forbi, hvor De Radikale kan presse sig til store indrømmelser fra Socialdemokratiet. Det var dengang, Mogens Lykketoft og Marianne Jelved var dansk politiks førende ’ægtepar’.
Mette Frederiksen og hendes parti har set i øjnene, at moderne politik ikke er et partispil i beskyttede Christiansborg-omgivelser. Moderne politik er først og fremmest en kamp om at appellere direkte til befolkningen.
Mette Frederiksen er fuldt bevidst om, at hun ikke appellerer til den brede befolkning ved at smiske for De Radikale. Tværtimod. Det vil være farligt for hende, hvis vælgerne får den opfattelse, at Socialdemokratiet prøver at gøre De Radikale tilpas.
Hvad i alverden forestillede De Radikale sig?
Det er noget gådefuldt, hvad De Radikale troede, at de kunne opnå, da de truede med at fremtvinge et folketingsvalg, hvis Mette Frederiksen ikke selv udskrev valget senest ved Folketingets åbning (4. oktober). Hvad i alverden forestillede de sig?
Deres vælgeropbakning var ringe, da de kom med truslen om at fremtvinge et valg. Og denne opbakning er i mellemtiden blevet endnu ringere. I øjeblikket ligger de omkring sølle 6 procent af stemmerne (Voxmeter).
Samtidig viser en aktuel Megafon-måling (TV2), at vælgerne vurderer Sofie Carsten Nielsen til at være en af de mindst dygtige, troværdige og sympatiske partiledere.
De Radikale har placeret sig selv i den ejendommelige situation, at de arbejder som gale på at få fremtvunget et valg, som med stor sandsynlighed vil kvase dem under Mette Frederiksens valgoffensiv.
Er gået fuldstændig fejl af Mette Frederiksens strategi
Hvorfor gør de det?
Måske har de følt sig pressede til at slå sig for brystet og kræve valg, fordi de sagde nej til en advokatundersøgelse af minksagen og dermed hjalp Mette Frederiksen ud af hendes kattepine. Nu skulle de vise, at de kunne være lidt faste i kødet.
Måske håbede de også, at når de pressede for at få et valg, så kunne det få Mette Frederiksen til at’købe sig’ til deres velvilje ved at indlemme dem i regeringen.
Men hvis det er tilfældet, er de gået fuldstændig fejl af Mette Frederiksens strategi.
De Radikale og deres ’snakkende klasser’
Mette Frederiksen kunne ikke drømme om at give De Radikale plads i en regering ledet af hende. Faktisk vil hun hellere løbe en risiko for, at hun taber regeringsmagten, end hun vil lade sig binde i et politisk parforhold med Sofie Carsten Nielsen.
For det første ville der være udsigt til, at en sådan regering ville ryge med et brag ved det snarlige folketingsvalg.
For det andet ville et sådant projekt kræve politiske indrømmelser til De Radikale, som Mette Frederiksen absolut ikke vil give. Det ville efter hendes mening føre Socialdemokratiet i en retning, som både politisk-taktisk og principielt er hende inderligt imod.
Denne holdning blev knæsat af den tidligere socialdemokratiske toppolitiker Henrik Sass Larsen, som Mette Frederiksen har haft nære politiske bånd til.
Mette Frederiksen tror ikke på, at Socialdemokratiet kan skabe sig en holdbar fremtid ved at binde sig til et radikalt parti, som vækker modvilje i størsteparten af den danske befolkning.
Hun synes at være klar over, at Socialdemokratiet ikke kan bygge sin fremtid på en tæt omfavnelse af det, som Den Korte Avis har kaldt ’de snakkende klasser’ – der fortrinsvis holder til i de større byer.
Hos disse snakkende klasser finder man i høj grad de radikale kernevælgere. Der er også strømninger i Socialdemokratiet, der trækker i den retning – for eksempel i partiets kulturpolitik, der til tider antager gruopvækkende former.
Udlændinge og sosu-elever
Men de meldinger, som Mette Frederiksen nu kommer med op til det kommende folketingsvalg, går i en ganske anden retning.
De drejer sig især om stram værdi- og udlændingepolitik og om en skærpet social profil – temaer, som skal appellere til den brede befolkning. I den seneste Megafon-måling kommer Mette Frederiksen da også ind på en snæver førsteplads, når det gælder troværdighed.
Socialdemokratiet markerer ikke mindst den sociale profil med forslaget om løn til sosu-elever. Det vil formentlig få bred støtte i både befolkningen og i Folketinget.
Til gengæld er der åben krig mellem S og R, når det gælder udlændingepolitikken.
Asylcenter i Rwanda
Mette Frederiksen fastholder den socialdemokratiske regerings plan om et asylcenter i Rwanda, hvor man kan sende migranter hen for at få behandlet deres asylansøgning – eventuelt med en efterfølgende permanent opholdstilladelse i landet.
Det vender De Radikale sig imod i voldsomme vendinger. Sofie Carsten Nielsen erklærede på sit partis landsmøde:
”Jeg er også overbevist om, at Radikale Venstre aldrig kommer til at støtte en regering, der vil gå enegang og føre planerne om et dansk asylcenter i Rwanda ud i livet.”
Men intet tyder på, at de bombastiske radikale afvisninger får Mette Frederiksen til at droppe dette projekt. Hendes kommentar til Sofie Carsten Nielsens voldsomme afvisning var blot:
”Vi fortsætter vores arbejde for et helt nyt og mere retfærdigt asylsystem. Det er det rigtige og mest humane for de mennesker, der i dag er prisgivet menneskesmuglernes brutalitet. Det er det rigtige for Danmark, og det er det rigtige for Europa.”
Og Mette Frederiksen drev sin pointe helt hjem, da hun understregede, at ”Danmark ikke har brug for en radikal udlændingepolitik”.
Forbud mod muslimske friskoler
Socialdemokratiet vil også gå til valg på andre udlændingepolitiske stramninger, som støder frontalt sammen med De Radikale (og venstrefløjen).
Mette Frederiksen ønsker således et forbud mod muslimske friskoler, hvor et flertal af eleverne har anden etnisk baggrund – det vil reelt sige stort set alle muslimske friskoler i dag.
S-regeringen lægger desuden op til, at udlændinge uden dansk statsborgerskab skal kunne udvises ved en ubetinget dom, uanset hvor længe de har haft ophold i Danmark.
Vil forsøge at ’springe De Radikale over’
Der vil givetvis frem mod valget komme en masse debat om, hvor troværdige Socialdemokratiets udlændingepolitiske valgløfter er.
Men én ting kan der ikke være nogen tvivl om:
I værdi- og udlændingepolitikken åbner Socialdemokratiet en afgrund til De Radikale (og i øvrigt til venstrefløjen). Mette Frederiksen vil så vidt muligt forsøge at ’springe De Radikale over’ og søge mod direkte samarbejde med Konservative og Venstre.
Det udelukker selvfølgelig ikke, at S og R efter valget kan finde sammen i konkrete sager som en del af bredere flertal.
Men den klassiske nære SR-alliance, der har spillet en historisk hovedrolle i dansk politik, er død.
I værdi- og udlændingepolitikken er afstanden mellem S og R nu så stor, at Socialdemokratiet vil søge andre veje.
Det er jo ikke tilfældigt, at Mette Frederiksen i dag taler så lidt om SR-samarbejde og så meget om et bredere samarbejde omkring midten – også med V og K. Der er selvfølgelig taktik i det, men der er også alvor bag taktikken.
Socialdemokratiets store valgmaskine ændrer retning op til folketingsvalget. De Radikale kan blive fuldstændig kvast under den.
