Det Radikale Venstre (RV) har trykket på en imaginær valgknap, efter at partiet fandt på at ville vælte den regering, det så inderligt gerne vil være en del af. Det er radikal logik, som ingen indtil nu har kunnet forklare – heller ikke partiet selv.
Makker statsministeren ret, vinker et snarligt valg forude. Og partierne byder sig til. Vi er ved at kvæles i valgflæsk, og løfterne er legio.
Gode bud på fremtiden
Alle partierne har hver deres bud på, hvad der tjener Danmark – eller dem selv – bedst.
Nogle partier vil stoppe klimaet i at opføre sig så balstyrisk, som det har gjort siden Big-Bang. Andre vil sørge for, at danskernes menu fremover skal bestå af insekter og larver, kogt, stegt, bagt. Og så er der partiet, der vil frelse danskerne fra en højtflyvende inflation på madvarer og energi ved at dele milde gaver ud. At gaverne når frem til de forkerte, må vi leve med. Det er den hjertevarme intention, der gælder. Og det er da vel godt nok.
Men jo flere problemer der er, enten virkelige eller indbildte, jo mere trænges det vigtigste i baggrunden:
Den accellererende invasion af folk fra ikke-vestlige muslimske lande – de lande i Mellemøsten, Afrika og Pakistan, der kaldes MENAP-landene. MENAP-folket tror nemlig, at Danmark, inden de ankommer, er selve paradis på jord. For så at opdage, at landet bebos af modbydelige mennesker, og at vejret er forfærdeligt. Af en eller anden uforklarlig grund får det dem ikke til at gå på jagt efter et andet land.
Det altoverskyggende problem er den samfundsmæssige, ideologiske og økonomiske indvandrerbyrde.
Slut med lapperierne og tag fat i ondets rod
I 2019 kom Nye Borgerlige i Folketinget. Partiet ønskede at tage fat om indvandrerbyrden fra dens rod. Ikke flere lapperier. Så partiet oplyste at have tre ufravigelige krav til den regering, der ønskede støtte fra partiet:
1) Asylbehandling skal ikke foregå her i landet, 2) udlændinge skal forsørge sig selv, og 3) kriminelle skal udvises ved første dom.
I sit Principprogram erkender Nye Borgerlige dog, at det vil være nødvendigt at skille sig af med de konventioner, der står i vejen for effektueringen af disse krav.
Statsløsekonventionen
I TV2-programmet Lippert med Pernille Vermund i den varme stol, stod det dog klart, at partiet ikke vil opsige konventioner (i flertal), men blot FN’s Statsløsekonvention. En god idé, da ratificeringen af denne konvention er en overtrædelse af Grundlovens § 44. Den overtrædelse er ingen, mig bekendt, blevet straffet for.
Udover Statsløsekonventionen, der skal give (overvejende) palæstinensere det statsborgerskab, som deres fædrelande nægter at give dem, har Flygtningekonventionen også en finger med i spillet, når det gælder statsborgerskab.
Flygtningekonventionen
Til brug for de tre ufravigelige krav er der mere ræson i partiets ønske om enten at reformere eller opsige FN’s Flygtningekonvention.
Dette ønske rammer lige ind i partiets første krav om ikke at behandle asylsager her i landet.
Da intet EU-medlemsland må afvise en flygtning (artikel 33) til et usikkert land, kan vi prise vores held over, at vi slet ikke er omgivet af usikre lande.
Men hvad gør vi? Tager, som langt de fleste EU-lande, revl og krat ind, når bare de kan sige asyl på grænsen til det land, de har udvalgt sig.
Om alt går vel, kan denne trafik blive stoppet, såfremt de forhandlinger om asylbehandling i Rwanda, der har pågået gennem de sidste par år – og stadig er pågående – lykkes.
Der er dog rigtigt mange artikler, der skal reformeres for at kunne leve op til Nye Borgerliges krav, så for at være på den sikre side, ville det nok være bedre også at opsige denne konvention.
Selvforsørgelse
For konventionens artikel 23 kolliderer med partiets ønske om udlændinges selvforsørgelse:
”Med hensyn til offentlig hjælp og understøttelse skal de kontraherende stater indrømme flygtninge, der lovligt bor indenfor deres område, samme behandling som deres egne statsborgere.”
Statsborgerskab
Artikel 34: ”De kontraherende stater skal såvidt muligt lette flygtninges optagelse i samfundet og naturalisation. De skal navnlig på enhver måde bestræbe sig for at fremskynde behandlingen af naturalisationssager og nedsætte afgifterne for og omkostningerne ved denne behandling til det mindst mulige.”
Menneskerettighedskonventionen
På Lipperts spørgsmål om, hvad der skulle ske med Menneskerettighedskonventionen, svarede Vermund: Ingenting. Den er god nok.
Mener partiet virkelig det?
Det er nemlig den konvention, der forhindrer, at Nye Borgerlige kan få partiets punkt 3, udvisning ved første dom, opfyldt.
Det kan da umuligt være undgået partiets opmærksomhed, at det er den konvention, ikke kun Danmark, men mange EU-lande opponerer imod, fordi konventionen forhindrer nationalstaterne i selv at bestemme, hvem der skal bo i deres land.
Især artikel 8 fritager forbrydere ansvar for egne handlinger og er samtidig en møllesten om befolkningernes hals:
- Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
- Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.
Familie var tidligere defineret som ægtefælle og børn i opholdslandet. Men med Menneskerettighedsdomstolen sædvanlige aktivistiske stil og omhu for forbrydere, har en forbryder, der har mor, far, onkler, tanter, søskende, niecer og nevøer i opholdslandet, men ikke mange i hjemlandet, store chancer for at få lov til at blive.
Til gengæld giver Domstolen ikke en døjt for alle de plusord, der er nævnt i stk. 2 om forudsætningen for befolkningernes tryghed.
Er uheldet ude, er ofre for udenlandske forbrydere simpelthen prisgivet.
Men også artikel 3 er en af forbrydernes favoritartikler: Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.
Den artikel påberåber stort set alle sig, hvis de er dømt til udvisning. De, der skal dømme i disse sager, er (eller burde være) udmærket bekendt med landerapporterne, altså om der udøves tortur i forbryderens hjemland eller om straffene er uforholdsmæssigt lange. Men til gengæld kan ”umenneskelig” og ”vanærende” udsættes for et skøn, der ofte kommer den dømte til gode.
Udvisning ved første dom
Det er tæt på umuligt at slippe af med kriminelle.
Forbud mod at udvise ved første dom, fremgår ikke af nogen konvention, men er hen ad vejen blevet opfundet af den aktivistiske Menneskerettighedsdomstol.
Udlændingenes forbrydelser mod befolkningen skal være mere end grove, og selv når dette kriterium er opfyldt, skal udlændingene have flere betingede udvisninger. Og ikke nok med det. Hvis en forbryder udvises for bestandigt i stedet for en åremålsudvisning, så han kan komme tilbage til Damark igen, vil Domstolen oftest forhindre, at en udvisning overhovedet kommer på tale.
Når det så endelig lykkes at få Menneskerettighedsdomstolen accept af en udvisning, skal forbryderen ikke så langt. Kærshovedgård er destinationen.
Når det gælder udvisning af kriminelle, der er borgere i et andet EU-land, er det håbløst at udvise dem, hvis fængslerne i de pågældende lande ikke overholder en fængselsstandard for vestlige/nordiske lande.
Af samme grund vil aftalen mellem EU-landene om, at lade afsoning foregå i hjemlandet, blive forhindret, jf. de rumænske kriminelle, der af Højesteret slap for at afsone i deres hjemland på grund af fængselscellernes for få kvadratcentimeter.
Inden disse lande blev budt ”velkommen i familien”, havde det nok været en god idé forinden at undersøge fængselsforholdene, så EU-lande ikke hænger på andre landes forbrydere.
Slagord er glimrende, indtil de møder virkeligheden
Som det fremgår af ovenstående, er det næppe muligt – ja, jeg tør godt sige umuligt – at få de ovenstående krav opfyldt.
På nettet er der utallige forslag fra Dansk Folkeparti om at tage fat om nældens rod. Ingen partier har støttet Dansk Folkepartis forslag.
Udmeldelse af EU? Glem det. Folketinget består med enkelte undtagelser af EU-begejstrede partier.
Opsigelse – eller blot reformering – af de konventioner, der ikke først og fremmest tilgodeser danskerne? Glem det.
Så hvor enig, man end måtte være i Nye Borgerliges ufravigelige krav, vil de næppe opnå 90 mandaters tilslutning.
Men med lidt lykke og held vil partiet sikkert kunne få gennemført nogle flere lapperier.
Vi skal tættere på svenske tilstande, før alvoren går op for alle politikere.
