Den 8. september sidste år fortalte Den Korte Avis en frygtelig historie om en kvinde i Berlin, der ydede frivilligt samfundsarbejde ved at passe et haveanlæg.
Kvinden, der i BILD omtales som Regina G., havde lavet dette arbejde i årevis. Hun havde i øvrigt også lavet frivilligt arbejde med flygtninge. Hun var en livsglad og vellidt person.
Nu ligger hun svært hjerneskadet på en klinik. Det eneste ord, den engang så livsglade kvinde nu kan sige, er ifølge sønnen: ”wunderschön” – ”vidunderligt”. Selv i hendes forfærdende situation fornægter hendes positive livssyn sig ikke.
Forklaringen på denne frygtelige begivenhed er simpel og rystende:
For det første er hun altså kvinde.
For det andet arbejdede hun.
Og for det tredje kom der ulykkeligvis en afghansk mandlig migrant på 29 år forbi det anlæg, hvor hun arbejdede. En mand med rødder i et islamistisk kvindesyn og en ekstrem voldskultur.
Gerningsmanden ville sende hende i Paradis
Denne mand mente, at det var i strid med Allahs bud, at en kvinde arbejdede. Han besluttede at straffe hende på stedet for dette. Så han trak en kniv og stak hende flere gange i halsen.
En fremmed mand, der forsøgte at komme Regina G. til undsætning, blev også hårdt såret.
Regina G.’s hovedpulsåre blev ifølge BILD ødelagt, så der ikke kom det nødvendige blod til venstre hjernehalvdel. Hun mistede taleevnen og er lammet i den ene side.
Ifølge offerets søn havde gerningsmanden sagt til politiet, at han ville ”sende hende i paradis” – altså ved at sende hende i døden i stedet for at lade hende arbejde.
Ikke en lyd fra journalister og feminister
Renate G. er nu indlagt på en neuroklinik. Hun forsøger at lære de mest elementære færdigheder fra bunden af: hvordan man sidder, står, går, hvordan man spiser og taler.
Men hendes behandling koster mange penge, som det offentlige langt fra dækker. Derfor appellerer sønnen nu om hjælp ”for at give min mor i det mindste en del af hendes gamle liv tilbage”.
Det var jo nok en historie, som skulle kunne interessere danske medier og fortalere for kvinders rettigheder. Men herfra kommer der stort set ikke en lyd.
Det er tilsyneladende vigtigere for journalister og feminister at fortie en forbrydelse, som i den grad ryster den politiske korrekthed, end det er at tale åbent om det voldsomme kultursammenstød, der ligger bag en sådan forbrydelse.
Det gælder i denne uhyggelige sag, men det gælder også mere generelt. Hvornår har danske medier for eksempel beskæftiget sig nøgternt og sagligt med sammenhængen mellem migrantmiljøer og omfanget af seksuelle forbrydelser – herunder gruppevoldtægter?
Afghanske migranter ligger således i top i Tyskland, når det gælder gruppevoldtægter.
Han var vist psykisk syg
Det uhyggelige knivoverfald på Regina G. gav de overmåde politisk korrekte tyske myndigheder problemer. Man skulle jo nødig til at tale om en hadforbrydelse begået af en muslim mod en kvinde, fordi hun ikke opførte sig efter islams love.
Så man fandt et gammelt trick frem, som også ofte bliver brugt, når man vil tilsløre, at terroraktioner sker i islams navn:
Man kom hurtigt ud med en melding om, at der var indikationer på, at den knivstikkende afghaner var psykisk syg. Flere medier gengav denne udlægning. Men det har vist sig, at den var helt uden sagligt grundlag.
Det kom frem, at statsadvokaturen ikke kendte til nogen tegn på, at manden var psykisk syg. Intet tyder på, at han var blevet henvist til psykiatrisk behandling.
Islamismens mørke kræfter
Man fornemmer hos politiet en påfaldende iver efter at få gjort gerningsmanden til et psykiatrisk tilfælde – og en tilsvarende mangel på lyst til at se hans morderiske overfald som et udtryk for, at han er rabiat islamist.
Men man kunne ikke blive ved med søforklaringerne. Så efterhånden hed det sig, at man intensivt har efterforsket muligheden for et islamistisk motiv. Og man omtaler, at knivstikkeren tidligere har været involveret i flere episoder, der har forbindelse til islamisme.
Man efterlades med det indtryk, at myndighederne på rygmarven forsøgte at placere gerningsmanden under etiketten ’psykisk syg’. Det er en almindelig metode til at vise politisk korrekthed. I dette tilfælde talte politiet ligefrem om tegn på psykisk sygdom, som om dette var en fastslået kendsgerning.
Denne metode er også blevet forsøgt i terrorsager. Man prøver og prøver, men trods alle anstrengelser, trænger virkeligheden jævnligt igennem.
Men forsøgene på tilsløring er dybt kritisable – og farlige. Dermed bidrager man til at fortie den massive kvindeforagt og voldskultur, som indvandringen har båret ind i muslimske parallelsamfund i vores lande, hvor en ekstrem og dogmatisk islam råder.
På en klinik i Berlin ligger en kvinde, som er et uhyggeligt vidnesbyrd om denne kvindeforagt. Hun var et venligt og hjælpsomt menneske. Nu har islamismens mørke kræfter ødelagt hendes liv.
