FRA KATASTROFE TIL TRAGEDIE. Putin har brug for en ny taleskriver
Putins tale i Kreml forleden, hvor han og det indbudte publikum fejrede anneksionen af fire ukrainske regioner, var en rablende gennemgang af Vestens ondskab og fordærv på den ene side og det uskyldsrene Rusland som offer på den anden side. Som beskrivelse af den virkelige verden var den sine steder nærmest absurd, men som et spejl af Putins sammensværgelsesforestillinger er den interessant.
Selve fejringen af anneksionerne, der blev beskrevet som en befrielse af millioner af russisksindede, der i årevis har været udsat for ukrainsk ”folkemord”, forekom kunstig på baggrund af virkeligheden i disse områder slagmarken, hvor russiske tropper var på vild flugt eller overgav sig i tusindtal. Hans påstand om, at de russiske soldater ”med hjertet” var gået i krig mod Ukraine, var absurd, når virkeligheden var og er, at russiske mænd i titusindvis forsøger at forlade russisk territorium for at unddrage sig mobilisering.
Indholdet i talen var nærmest sovjetisk, hvor henvisninger til Marx og Lenin var udskiftet med påkaldelse af Jesus og de russiske hærførere og zarer, som i sin tid sørgede for erobringen af det nuværende Ukraines territorium, og som storrusseren Putin kalder Lille-Rusland. Deri er ikke alene indeholdt en foragt for Ukraine som nation, men også en fornægtelse af den nuværende ukrainske stats eksistensberettigelse. De militære nederlag er derfor en kæmpeydmygelse.
For at bortforklare de forsmædelige militære nederlag til den ikke eksisterende stat sagde Putin, at Rusland i virkeligheden angribes af det samlede Vesten med USA i spidsen. Rusland står ifølge Kreml for ”humanitet, nåde og medfølelse”. Denne treklang har hundredtusindvis af såvel ukrainsk- som russisktalende ukrainske borgere fået at føle i form af en umenneskelig, nådesløs og ubarmhjertig ødelæggelse af deres boliger for ikke at tale om de mange dræbte, herunder flere hundrede børn.
Putin omtalte for flere år siden det sovjetiske imperiums opløsning som en ”katastrofe”. Denne gang brugte han ordet ”tragedie”. I begge tilfælde udtrykker han altså dyb beklagelse over, at en række ikke-russiske nationer brød ud af det russiske folkefængsel og erklærede sig selvstændige. Han er med andre ord helt blind for, at for estere, litauere, ukrainere, georgiere, armeniere, kazakher og kirgisere var det totalitære sovjetiske imperiums sammenbrud det modsatte af en katastrofe og en tragedie, nemlig en befrielse.
Hans billede af Rusland som det evige offer for vestlige angreb siden middelalderen er lige så ensidig. Den russiske stat med Moskva som centrum og udgangspunkt er jo historien om en enestående ekspansion i form af erobring og kolonisering af ikke-russiske folkeslag, hvorved det russiske imperium kom til at omfatte en sjettedel af Jordens overflade i 1900-tallet.
Blandt nogle i Vesten tales der om, at ”Rusland” lider af en angst for statens undergang, og der peges bl.a. på det russiske imperiums opløsning i 1917. Men årsagen var militære nederlag under en uduelig zar, der ligesom Putin levede i en drømmeverden, og under den efterfølgende regeringschef, som også var en drømmer. I øvrigt blev Rusland støttet af USA, England og Frankrig og ikke ødelagt af onde vestmagter, som Putin nu påstår.
Russiske kommunister genskabte derpå det russiske imperium, som de drømte om at udbrede over hele Jorden. Det betød, at mange ikke-russiske nationer mistede deres statslige selvstændighed. Det er faktisk disse nationer, herunder Ukraine og Polen, der har grund til at lide af undergangsangst.
Kreml-regimets krig mod Ukraine, hvis selvstændighed og grænser Rusland anerkendte i 1991, er derfor folkeretligt en forbrydelse, og den faktiske krigsførelse mod civilbefolkningen udgør en række krigsforbrydelser. (5. okt. 2022)
https://www.youtube.com/watch?v=8VyCBe-iSXo
Senere samme dag holdt Putin en kort tale på Den Røde Plads:
