Epidemien løbet løbsk – hvor ender det?

Akutafdelingen på Centralsygehuset i Herning (Foto: Ole Sørensen)

Da corona-epidemien kom til Danmark i marts 2020, havde vi en Epidemilov og en Beredskabsplan, som havde rødder tilbage til Christian IV, men som løbende var blevet reviderede og for nylig var bragt helt up to date. De vigtigste redskaber var: Isolation af smittede, opsporing og karantænesætning af de smittedes kontakter, og karantæne for indrejsende. Isolation og karantæne skulle helst ske frivilligt, men om nødvendigt kunne politiet sikre, at Epidemiloven blev overholdt.

 

WHO appellerede til alle lande om at bekæmpe epidemien, med netop de redskaber som Epidemiloven indeholdt, men Sundhedsstyrelsen vurderede at covid-19 ikke var en ’alment farlig’ sygdom, og satte den på Liste B i Epidemiloven. Epidemiloven kunne kun anvendes for sygdomme på Liste A, men i stedet for en bekæmpelse af epidemien, ønskede Sundhedsstyrelsen, at smitten skulle sprede sig gennem befolkningen, indtil så mange var blevet immune, at epidemien gik i stå af sig selv (flokimmunitet).

 

Epidemien skulle have lov til at brede sig, men ikke for hurtigt

Selv om epidemien skulle have lov til at sprede sig, måtte det dog ikke ske så hurtigt at sundhedsvæsenet blev overvældet. Derfor måtte der indføres nogle restriktioner (forbud mod store forsamlinger, afstandskrav, host i ærmet m.m.) for at bremse smittehastigheden. Vi skulle følge den ”grønne kurve”, ikke den ”røde kurve”.

 

Det er svært at spå om epidemier, og politikerne indførte hårdere restriktioner end Sundhedsstyrelsen havde tænkt sig, med det resultat, at epidemien nærmest gik i stå. Nu kunne man have benyttet lejligheden til at kvæle epidemien helt, men det gjorde man ikke. Man ’dansede med corona’, så den kom igen. Heldigvis kom der også vacciner, så nu var der udsigt til, at man kunne opnå flokimmunitet gennem vaccinationer, i stedet for igennem smitte.

 

Virus er uforudsigelig

Det fungerede fint, alle restriktioner blev ophævet i september 2021, men så dukkede et nyt græsk bogstav op over horisonten: Omikron. Omikron (med tryk på første o) havde svært ved at respektere immunitet fra tidligere smitte eller fra vaccinationer, alle var stort set lige udsat for at blive smittet med omikron, uanset booster-vacciner eller tidligere sygdomsforløb. Den så ud til at være mere smitsom end de tidligere varianter, men medførte mindre sygdom, måske takket være vaccinerne (selv om det sidste næppe kan være forklaringen i Sydafrika, hvor den opstod).

 

Efter halvandet års hårdt politisk pres fra højre side af Folketinget (som øjensynlig ikke interesserer sig for de gamles stemmer), gav regering og embedsværk halvvejs op, og lod omikron blomstre. På knap 2 måneder, fra sidst i november til midt i januar, steg de daglige smittetal (positive tests) fra 4.000 til 40.000, så Mette Frederiksen smed endegyldigt håndklædet i ringen, og erklærede, at fra 1st februar var praktisk taget alle restriktioner ophævet.

 

Hvad sker der nu?

Nu er vi tilbage på den ”grønne kurve” (eller måske på den røde), og takket være den mindre farlige omikron og/eller vaccinerne, kan vi nu holde et langt højere smittetryk end i 2020, uden at sundhedsvæsenet bliver overvældet.

 

I de 22 måneder der gik, frem til nytåret 2021/2022, var den oprindelige Wuhan variant og dens efterkommere til og med delta, dominerende. Det var først midt i december 2021, at de tidligere mutationer blev overhalet af omikron, og efter nytåret tegnede omikron sig for mere end 90% af de nye smittede.

 

I starten af epidemien, i marts og april 2020, var smitten nogenlunde ligeligt fordelt på alle aldersgrupper, men efter et par måneder var det blevet klart for alle, at truslen fra covid-19 var meget skævt fordelt. Det havde direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, sådan set allerede sagt, da man tidligt i marts 2020 planlagde at lade smitten brede sig til hele befolkningen. På en pressemøde sagde Brostrøm at: yngre, raske mennesker har intet at frygte. Så kunne vi gamle drage den logiske slutning, at gamle og syge mennesker havde noget at frygte. Det fik de gamle til at gå i skjul, i løbet af et par måneder var smitten blandt de gamle langt lavere end blandt de unge. Og den tendens fortsatte. For perioden fra marts 2020 til og med december 2021, var der 14,6% smittede (positive) blandt de 0-64 årige danskere, men kun 5,2% blandt de 65+ årige. Så de gamle havde skåret deres kontaktflade 3 gange så hårdt som de yngre.

 

Og tendensen er blevet forstærket siden omikron blev dominerende. Efter nytår 2022 (til 28/1/2022) er 17,5% af de 0-64 årige testet positive, men kun 2,8% af de 65+ årige, så nu er de gamles kontakter skåret ned med en faktor 6, i forhold til de yngres.

 

Et samfund uden gamle

Det er bestemt ikke uden grund at de gamle passer på. Under omikron er indlæggelsesraten for 65+ årige, der tester positive, på 5,8%, og selv om det er en tredjedel af hvad den var under de tidligere varianter, er det dog en betragtelig risiko (for de 0-64 årige er indlæggelsesraten på 0,7%, eller 8 gange lavere).

 

Risikoen for at dø, hvis man tester positiv som 65+ årig, er også reduceret med en faktor på omkring 3, og er nu på 1,5%. Det lyder måske ikke af så meget, men hvem ville sætte sig op i et fly, hvis der var 1,5% risiko for at falde ned? Og det er nok ikke så meget døden de gamle frygter, men snarere tanken om at ende på en intensivafdeling, med slanger ned i lungerne, i ugevis. Den tanke er næsten ikke til at bære.

 

Og epidemien er ikke væk, blot fordi man fjerner restriktioner og mundbind. Tværtimod. Smitterisikoen stiger, og millioner vil blive smittede over de næste par måneder.

 

Vil de gamle blive ved med at gemme sig? Hvis det sker, vil vi om 3-4 måneder have et samfund hvor 80-90% er immune (forudsat at man bliver immun efter at være smittet med omikron, eller dens varianter) og hvor de resterende, smitbare, næsten alle er gamle (65+ årige), der er gemt godt af vejen.

 

Hvis vi gamle i stedet vender tilbage til en almindelig hverdag, må vi se frem til 50-70.000 indlæggelser og 13-18.000 dødsfald. Vil det så være overstået? Er man immun efter en omikron smitte? Er det slut med nye, truende mutationer? Eller begynder vi snart forfra, som vi gjorde da omikron dukkede op for få måneder siden?

 

Man må inderligt håbe, at omikron også er omega i denne omgang, og ikke bliver afløst af pi, rho, sigma med flere, mere smitsomme eller mere dødelige varianter. Men det er kun et håb, og selv om jeg be’r til det, er jeg bange for at Nassim Taleb har ret i, at epidemier hører til de fordelinger der har en ”tyk hale” (er uforudsigelige), og derfor bør bekæmpes (burde være bekæmpet) med alle midler.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…