Søren Krarup light
Ofte tænker man under læsningen, at dét har man da mødt før. Kritikken af kulturradikalismen. Angrebet på Georg Brandes og nutidens politiserende biskopper. Forkærligheden for det nationale, det danske, traditionen. Grundtvigs og Kierkegaards fortræffeligheder. Den uomgængelige kulturarv. Dansk Folkepartis næstformand træder i veltrampede spor, tilsat lidt aktuelt om MeToo-bevægelsens og identitetspolitikkens forbandelse. Jo, det hele er velkendt. Intet nyt under solen.
En vej fra ateisme til kristentro
Skulle man undre sig en smule over, at forfatteren nu svinger det kristne banner, som er korsets dobbelttydige flag – nederlagets og sejrens – er det forståeligt. Da Messerschmidt blev ansat som ung kirkesanger, understregede han, at han da ikke troede på alt dét gamle religiøse vås. Han har nok drukket kaffe under præstens prædiken. Mogens Camre var hans store ungdomsforbillede, og hos ham indgik troen ikke som et personligt anker. Men Messerschmidt er undergået et skifte. Det er altid interessant at følge udviklingen hos et begavet menneske, som er blevet klogere.
Kritik af den åndsfattige borgerlighed
Sørine Gotfredsen skrev for ti år siden en hel bog om den åndløse dansker. Nyligt har Marie Høgh fortalt om, hvordan hun stillede op til folketingsvalget for De Konservative. Da hun ikke valgt, meldte hun sig ud af partiet og bruger nu en del energi på at udsprede budskabet om mangel på ånd blandt de borgerlige. Det havde nok været mere konstruktivt at blive og kæmpe. For hun og Sørine har begge fuldkommen ret.
Messerschmidt tilslutter sig kritikken og tilfører derved sit parti noget af det, som DF mistede med tabet af værdikrigerne Krarup og Langballe. Det er velgørende og berigende at høre en blå politiker tale om andet og mere end regneark, lavere skatter og strammere retspolitik.
DFs næstformand har et særligt hjerte for Grundtvig, som i tidens løb er blevet brug og misbrugt. ”Frihed for Loke såvel som for Thor” er ikke nogen ideologisk hyldest til ytringsfriheden i bred forstand. Næstekærlighedsbegrebet skal forstås ganske konkret. Bogen har mange citater, hvormed forfatteren søger at understøtte sine synspunkter. Men igen – det er hørt mange gange før.
”Tør du være kristen?”
Bogen slutter imidlertid med en stærk og personlig udmelding. Den kommer i Messerschmidts kritik af en gammel Mai Mercado-kronik, hvori det unge konservative folketingsmedlem fremførte, at kristendommen er ”den bedste religion” ud fra en samfundsmæssig nyttetænkning. Nej:
”Man er ikke kristen, fordi kristendommen er bedre end andre religioner, der som varer på supermarkedets hylder kan vejes og vægtes som et forbrugsgode. Nej, man er kristen, fordi forkyndelsen om Jesus Kristus som Guds søn og menneskets frelser, der døde på korset for vor skyld, er sand. Tro er et spørgsmål om sandhed. Ikke kvalitetsoptimering. Og hvis kristendom alene
gøres til en rettesnor for det optimale samfund, ophæver man troen”.
Dét udsagn vil sikkert krænke og ophidse en masse mennesker. Jesus har altid skabt splid. Men man må da i hvert fald konstatere, at det ikke er alle politikere, der er uden ånd og mod. Tak for det.
Morten Messerschmidt, Den kristne arv.
Eksistensen 2021, 116 sider, 120 kroner.