Et hemmeligt notat fra Klimaministeriet er for nylig lækket. Det forventes heri, at vi danskere skal være økonomiske garanter for, at private investorer i energiøen som fx PFA, Pension Danmark, Andel og Nykredit kan minimere et evt. tab på deres investering.
Hvis energiøen giver underskud, skal vi betale mere i skat eller elafgift. Hvis underskuddet bliver større end dækningsgrænsen, mindskes ens pension, da ens pensionskasse selv skal dække dette underskud.
Behovet for økonomiske garantier er besynderligt. I klimaaftalen af 22/6-20 med tillæg- begge indgået med de fleste partier- er netop anført: ”Det er en betingelse for projekterne, at de er rentable”. Pensionskasserne tror åbenbart ikke på denne rentabilitet. De ønsker garantier!
Energiøen i Nordsøen er en del af Danmarkshistoriens største anlægsprojekt til 210 milliarder danske kroner. Lektor Jan Bentzen, specialist i samfundsøkonomiske beregninger fra Århus Universitet har med data fra Klimaministeriets publikationer beregnet, at underskuddet i projektets første etape er 12 til 21 milliarder kroner og fuldt udbygget 48 til 77 milliarder kroner over 30 år.
Nærværende forfattere har altid betragtet og publiceret om energiøen som et håbløst projekt uden professionel kvalitet.
Vor skepsis er baseret på:
- Klimaministeriet anvender salamiteknik
Det kæmpestore byggeprojekt igangsættes i små bidder. Det sker uden en samlet, detaljeret projektbeskrivelse, uden et detaljeret budget og uden en professionel beskrivelse af, hvad øen skal bruges til og hvilke anlæg, den skal rumme. Det letter de rådgivende og udførende ingeniørers arbejde, men det umuliggør overordnet projektstyring og økonomiovervågning. Projektkritik bliver også vanskelig.
Skyldes det mangel på visse faglige kompetence i Klimaministeriet, politisk modstand på højt niveau eller en blanding heraf?
Det er muligvis fornuftigt at opføre en samlestation for elkabler fra de mange danske vindmøller i Nordsøen og for elkablerne til Danmark og de nærmest omliggende lande. Disse funktioner kræver dog ikke en ø med havn ca.100 km ude i Nordsøen. Lignende opgaver er klaret med en platform a la de velprøvede olieplatforme i Nordsøen.
Det synes ikke fornuftigt med en multimilliard- investering i produktion af så store mængder vind-el, førend man har begrundede forestillinger om, hvad denne varierende og ustyrlige el skal bruges til, og til hvilken pris den vil kunne sælges på et frit marked.
Der foreligger særdeles luftige tanker om storstilet produktion og lagring på øen af brint og andre kemikalier. De nødvendige processer hertil har også været kendt og udnyttet i knap 100 år, men aldrig – ikke engang i forsøgsanlæg – har disse processer været baseret på en uforudsigeligt varierende el-forsyning.
I 2020 ydede de danske havvindmøller i gennemsnit 743 MW varierende imellem 0 (nul) og 1639 MW. Enhver produktionstekniker vil vide, at en produktion ikke kan gennemføres med en sådan energiforsyning. Der må nødvendigvis være en back-up el-produktion parat til at tage over, når vindmøllerne ikke producerer. Hvor er den beskrevet og hvad vil den koste?
- Fremtidens el-pris i Nordeuropa
Den politiske klimaaftale af 22/6-20 med tillæg beskriver det politiske ønske om, at Danmark i stor skala skal kunne eksportere og senere lagre og konvertere grøn dansk el samt fastholde vor nuværende forsyningssikkerhed i verdensklasse. Der er stor politisk tiltro til projektets økonomi: ”Udbygningen vurderes derfor snart at kunne ske på markedsvilkår”.
Ingen kender el-prisen i Nordeuropa de næste 30 år. Professionelle aktører i nutidens marked forestiller sig 23 øre/kWh, medens Klimaministeriet er optimist og regner med en langt højere pris på 33 øre/kWh.
En betydelig del af dansk produktion af vind-el forventes solgt til de omliggende lande. Klimaministeriet synes dog ikke at have analyseret vindforholdene i Nordvest Europa. Forfatterne har brugt nogle måneder til dette og finder, at vindsituationen i området er ret ens på samme tid. Vore nabolande udbygger også deres vind-el. Det betyder i fremtiden, at alle lande stort set på samme tid vil have samme behov for enten at købe eller sælge vind-el. Det begrænser i høj grad mulighederne for større eksport eller import af el.
- Manglende forsyningssikkerhed for el
Danmarks forsyningssikkerhed for el er i dag helt afhængig af el-import fra sikre forsyningskilder. Danskerne kalder fejlagtigt grøn el fra vindmøller for vedvarende energi. El fra havvindmøller er varierende og ustyrlig el og i perioder er der slet ingen el. I den mindst blæsende halvdel af 2020 ydede danske havvindmøller i gennemsnit 18 % af deres nominelle kapacitet (dvs. 18% af det de er bygget til at yde). I den mest blæsende halvdel af tiden var ydelsen i gennemsnit 68% af den nominelle kapacitet. En sådan energiforsyning er ikke anvendelig til stabile produktioner.
Derfor må vi ty til hjælp ved import af el fra vore gode naboer. I 2020 var vort gennemsnitlige el-forbrug 4024 MW. Vor maksimale nettoimport af el i 2020 var 3411 MW. I perioder om sommeren blæser det meget lidt. I vintermånederne blæser det meget, samtidig med at vi har brug for kraftvarmeværkerne til at holde vore huse varme. Derfor måtte vi eksportere op til 3400 MW.
Det er et uafklaret spørgsmål om vore gode naboer også vil eller kan hjælpe os, når vi får et væsentligt større el-forbrug og en større produktion af ukontrollabelt varierende vind-el. Ellers vil vor eneste egenproduktion af stabil el foregå på vore termiske kraftværker, der fyrer med træflis.
Jo flere vindmøller vi bygger, desto større bliver vort stærkt varierende behov for el-import. Dette sker samtidig med, at vor store leverandør Sverige har fået problemer med egen forsyningssikkerhed. Deres el-forbrug vokser og samtidig lukkes flere stabile atomkraftværker. Sverige har derfor nu tidvist behov for el-import fra kulfyrede værker.
Vi må derfor regne med selv at skulle udbygge med flere stabilt producerende energikilder, der kan træde i stedet for vor vind-el, når denne ikke er tilstrækkelig. Det kan være i form af varmekraftværker samt produktions- og lageranlæg til brint og andre kemiske produkter. Disse lagre skal fyldes i perioder med megen blæst og produkterne kan så anvendes til grøn el-produktion i perioder med vindstille eller let vind. Omsætningens store energitab betyder dog, at denne el bliver meget dyr. Prisen for bygning og drift af denne reservekapacitet vil gøre det umuligt i fremtiden at opnå en dansk produktion af grøn el på markedsvilkår. I Danmark har vi dog endnu ikke diskuteret behovet for sådanne nødvendige anlæg. Klimaministeriet burde for længst have udarbejdet og publiceret overvejelser og budgetter om dette oversete problem.
Vi må derfor i de nærmeste år forvente en række black-out perioder efterhånden som vort el-forbrug stiger og vor grønne elproduktion bliver den helt dominerende leverandør. Det er alvor i den grad, at IEA (International Energy Agency) netop har publiceret en rapport: ”Security of Clean Energy Transitions”, hvori der direkte skrives: ”Nok bliver sol- og vindenergi mere konkurrencedygtige på pris, men deres variable produktion betyder, at de kræver back-up fra vandkraft, kernekraft og andre energikilder”. Klimaministeriet og danske politikere synes stadig langt fra at erkende disse basale problemer ved at gøre sol og vind til de dominerende energikilder.
Afslutning
Forfatterne har i efteråret 2020 gennemregnet de rigelige data, der foreligger om klimaforhold i Europa samt publiceret resultaterne. Vore beregninger og overvejelser er samtidig sendt til Statsministeriet, Klimaministeriet og dets Klima-,Energi- og Forsyningsudvalg. Modtagelse er bekræftet, men ellers ingen reaktion.
Vore overvejelser er også sendt til Vindø-konsortiet-de tidligere nævnte pensionskasser mm, som var og er interesserede i at investere i grøn el. De svarede i marts 2021: ”Vi ser således energiøen i Nordsøen som en del af en omkostningseffektiv grøn omstilling”. Den påståede tiltro til omkostningseffektivitet rimer dog ikke med deres ønske om regeringsgaranti for en mindsteforrentning af deres påtænkte investering!
Konklusion
Det er utilfredsstillende for Danmark og alle danskere, at det hidtil største og dyreste anlægsprojekt udvikles langsomt og uprofessionelt både teknisk og økonomisk.
Det er særdeles utilfredsstillende, at danske pensionister og skatteborgere uden videre hemmeligt søges inddraget som garanter for financiering. Vi ønsker derfor, at Klimaministeriet på demokratisk vis offentligt fremlægger de økonomiske projektplaner inden en politisk afgørelse skal træffes!
Ib Andersen Dr.med, Klimahygiejniker
Søren Kjærsgaard Civilingeniør
