Mette F. bøjer sig for de røde partier og vil nu lade IS-kvinderne og deres børn komme til Danmark – det er der to grunde til 

Statsminister Mette Frederiksen er kommet i alvorlige vanskeligheder i sagen om de kvinder, der rejste fra Danmark og blev en del af Islamisk Stat, og deres børn.

 

Det drejer sig om tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres i alt 14 børn.

 

Hidtil har Mette Frederiksen pure afvist at tage imod IS-mødrene i Danmark. Hun har kun villet modtage børnene.

 

Men nu gør hun brug af en tidligere socialdemokratisk statsministers berømte ord: ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt.” (Jens Otto Krag).

 

Regeringen erklærer sig villig til at modtage de tre IS-mødre, der er danske statsborgere, og deres 14 børn, hvortil kommer fem andre børn. En klokkeklar kovending.

 

Mette Frederiksen holdt sig væk

Det tager sig selvfølgelig ikke for godt ud, og det er nok grunden til at statsministeren holdt sig væk fra det pressemøde tirsdag, hvor regeringens kursskifte blev fremlagt. Det overlod hun til udenrigsministeren, justitsministeren og indenrigsministeren.

 

Samtidig drejer regeringen også opmærksomheden væk fra IS-mødrene ved i dag at lancere et nyt udrejsecenter til afløsning for Kærshovedgård med de mange problemer. Men det kan meget vel betyde nye problemer.

 

Regeringens kovending hænger sammen med, at IS-mødrene ikke vil tillade, at deres børn føres til Danmark, uden at de selv må komme med – sådan som Mette Frederiksen hidtil har lagt op til.

 

Men regeringen mangler juridisk grundlag for at gennemføre den oprindelige plan om at tage imod børnene, men ikke mødrene. Man vil ikke sætte sig op mod internationale konventioner.

 

PET kommer til undsætning

I stedet lænede man sig på gårsdagens pressemøde stærkt op ad en rapport fra en task-force og en vurdering fra PET, der lægger op til, at man må lade både mødrene og børnene komme til Danmark.

 

PET udmaler et billede af en voksende radikalisering blandt beboerne i de kurdiske fangelejre. Samtidig peger man på en øget risiko for, at nogle af de radikaliserede med dansk baggrund vil søge mod Danmark på egen hånd – og dermed skabe en alvorlig trussel mod det danske samfund.

 

Regeringen henviser nu til denne vurdering og bruger den som argument for, at man er nødt til at tage de pågældende mødre og deres børn til Danmark.

 

Ikke noget nyt

Den sikkerhedsvurdering fra PET, som regeringen nu støtter sig på, kan meget vel være rigtig. Sagen er bare den, at den ikke er ny.

 

Regeringen har længe vidst, at de problemer, som PET påpeger, eksisterede. Alligevel har Mette Frederiksen fastholdt, at kun børnene skal tilbage til Danmark, mens deres IS-mødre må blive dernede i Syrien. Hun har ikke villet have disse rabiate og voldsdyrkende kvinder til Danmark.

 

Hvorfor ændrer regeringen nu sin linje, selv om PET-rapporten ikke rummer noget afgørende nyt?

 

Det handler mest om indenrigspolitisk taktik.

 

Vinduespynt

Mette Frederiksen har ikke lyst til at tage et opgør om sagen med sine venner i rød blok – De Radikale, Enhedslisten og SF.

 

De har krævet IS-mødrene til Danmark sammen med deres børn, og nu har Mette Frederiksen altså givet efter. De røde partier får deres vilje.

 

Al snakken om nye vurderinger fra PET er stort set vinduespynt fra regeringen, der skal dække over, at den bøjer sig for de røde partier.

 

Disse partier har ellers ikke haft mange sejre over regeringen, som de kunne prale af. Spørgsmålet er så, hvorfor Mette Frederiksen bøjer sig i denne sag.

 

Jovist har de røde presset hårdt på for at få en sejr i denne forbindelse. Men det forklarer ikke, hvorfor Mette Frederiksen har valgt at give efter i netop dette tilfælde.

 

Dermed sælger hun jo åbenlyst ud af den stramme udlændingepolitik. Og det er generelt farligt for hende, eftersom Socialdemokratiets stærke aktuelle position i høj grad hænger sammen med, at man er slået ind på en strammere udlændingepolitik.

 

Derfor giver Mette Frederiksen efter

Der tegner sig to grunde til, at Mette Frederiksen i denne sag giver efter for de røde:

 

For det første: Mette Frederiksen føler sig nødsaget til at give sine røde støttepartier nogle lunser med mellemrum. I dette tilfælde råber de røde så højt, at hun vælger at give dem nogle ganske store lunser. Det har sin pris at bygge sin regering på partier med ekstreme politisk korrekte standpunkter.

 

For det andet: Generelt giver det Mette Frederiksen en stor styrke, at hun i sidste ende kan udskrive valg med stor udsigt til at vinde. Men denne sag er ikke velegnet til at vifte med valgtrusler. Den er heller ikke noget godt folkeligt tema at føre valgkamp på.

 

Der vil være en masse juridisk ballade omkring menneskerettigheder, og emnet er langt fra at være et hovedtema for den almindelige vælger.

 

Mette Frederiksen har givet efter for truslerne fra de røde partier. Det hænger sammen med, at hun ikke selv har kunnet finde en tilstrækkeligt stor kæp at true de røde partier med – for eksempel at udskrive valg.

 

Men denne sag rummer en klar fare for hende.

 

Voksende pres

De blå partier vil nu angribe hende for at give efter for de røde i udlændingepolitikken. De vil angribe hende for, at hun selv er en udlændingepolitisk ’slapper’, når det kommer til stykket. Og de vil angribe hende for at løbe fra sine løfter til vælgerne.

 

Efter lang tid med massiv folkelig opbakning, er der nu opstået en situation, som kan give Mette Frederiksen ridser i lakken. Og hendes røde allierede lugter nye muligheder.

 

Det bliver ikke bedre af, at hun for tiden slås med balladen omkring de manglende kviktests på plejehjemmene.

 

Desuden kan hun få problemer med et udrejsecenter på Langeland. Og der er også hård kritik af beslutningen om at stoppe de generelle corona-hjælpepakker.

 

Man kan foreløbig ikke tale om nogen stor krise for Mette Frederiksen. Men hun er kommet under større pres.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…