Jødernes og palæstinensernes historie og fremtid i Mellemøsten

Endnu engang sætter jeg mig i forundring stolen, og forundres over tingenes tilstand. Årsagen denne gang er konflikten i Mellemøsten, der igen er blusset op for Gud ved hvilken gang. Den optræder næsten med matematiske præsionsintervaller.

 

Overblikket er, at efter anden verdenskrig, havde mange af de overlevende europæiske jøder fået nok af Europa, både i øst og i vest. Pogromer i Polen og Rusland, Hitlers organiserede pogrom, men også en almindelig uvilje mod jøder i andre lande. De valgte at forlade Europa for at slå sig ned i Palæstina, det Palæstina som Balfour deklarationen fra 1922, havde udpeget som et muligt hjemland for jøderne.

 

Exodus

Hovedparten af de jøder der ankom med skib, for eksempel S/S EXODUS, til Palæstina i tiden efter 1945, var jøder fra Østeuropa, de såkaldte ‘ostjuden’, de var i høj grad ugleset blandt andre jøder grundet, at de kom fra fattige kår i lande som Polen og Sovjetunionen. Jøderne i Sovjetunionen havde haft en væsentlig indflydelse på oprettelsen af Sovjetrepublikken, ca 77% af Lenins ministre i hans første regering i Sovjetunionen var af jødisk herkomst. Det er faktisk her man skal søge årsagen til Hitlers sammenkædning af bolsjevisme og jøder. Stalin ryddede op blandt de jødiske deltagere gennem sine mange blodige udrensninger i 30ne og 40ne.

 

Attentatet i Paris

Attentatet mod en ung tysk ambassadefunktionær i Paris Ernst Eduard Adolf Max vom Rath, blev begået af Herschel Grynszpan, der var søn af en ludfattig familie fra Polen, som var flyttet til Tyskland. Grynszpan var blevet sent fra Tyskland til familie i Paris af sine forældre. Attentatet blev brugt som påskud til krystalnatten i Tyskland den 7 november 1938, hvor jøder, jødisk ejendom og synagoger blev myrdet, smadret og brændt. Krystalnatten skylder sit navn de mange glasskår der flød i gaderne fra de smadrede jødiske forretningsvinduer, de funklede som krystaller i brandenes lysskær.

 

Den meget voldsomme tilstrømning til Palæstina forsøgte de britiske myndigheder at kontrollere, i bevidstheden om, at en alt for voldsom tilvækst ville kunne skabe uro og uoverskuelige problemer, ikke kun for Palæstina, men i særdeleshed for den britiske administration af området, og de fastboende arabere.

 

Kontrollen gled briterne af hænde som bekendt. De mange jøder specielt fra Østeuropa begyndte en guerillakrig, hovedsagelig rettet mod den britiske administration i Palæstina. Denne guerillakrig fik sit klimaks ved Irguns bombning af Hotel King David mandag den 22 juli 1946 kl 12.37, hvorved 91 blev dræbt og 46 såret.

 

Udråbelsen af Staten Israel

Den 14 maj 1948 udråbte David Ben Gurion staten Israel, og blev dets første ministerpræsident. Chaim Weizmann blev Israels første præsident. I 1948 blev antallet af jøder i Palæstina opgjort til ca 650.000. Oprettelsen af Israel blev anledningen til uafhængighedskrigen 1948-1949. Våbenhvilen der fulgte blev underskrevet af Transjordanien (Jordan), Egypten, Libanon og Syrien.

 

Staten Israels oprettelse medførte, at mange palæstinensiske arabere, der boede i den nyoprettede stat, valgte at forlade denne. De fik status som flygtninge, og det er de stadig den dag i dag. Deres ledere, deriblandt Yasser Arafat (Rahman al-Qudwa) foregøglede dem, at de kunne jage jøderne ud af Palæstina. Arafat var en fjern slægtning til muftien af Jerusalem, der under anden verdenskrig plejede et nært forhold til Hitler.

 

Hitler og araberne

Hitler søgte at få støtte til sin jødeudryddelse politik hos netop muftien af Jerusalem, med løfter om at yde hjælp til oprettelsen af en arabisk stat i Mellemøsten. Det meste af Mellemøsten var på den tid styret af de gamle kolonimagter, hovedsageligt Frankrig og Storbritannien. Muftien blev holdt hen gennem hele krigen, og ved Tysklands nederlag bortfaldt alle løfter om en selvstændig arabisk stat i Mellemøsten, støttet af Tyskland.

 

Yasser Arafat og andre palæstinensiske ledere har holdt og holder stadig liv i forestillingen om, at Israel kan fjernes fra verdenskortet, en utopi som ingen gang har på jorden..

 

Det der kan forundre en er, at de mange palæstinensiske terrorgrupper der gang på gang sætter lus i skindpelsen ved deres raket bombardementer, ikke kun rammer jøderne i Israel, men også dræber de palæstinensere der har valgt at blive boende i Israel, og nyde godt af det eneste demokratiske land i Mellemøstens , med dets politiske, sociale og velfærdsfordele det tilbyder alle dets borgere.

 

Palæstinensere i Israel

Palæstinenserne i Israel har adgang til de samme rettigheder og goder som også jøderne i Israel har adgang til. De kan vælges til Knesset, Israels parlament, deres børn har ret til skolegang, og videreuddannelse. Ældreforsorgen er også for dem, ligesom sygehuse, læger etc. alt det som en velordnet demokratisk velfærdsstat tilbyder sine borgere, jævnfør for eksempel Danmark.

 

Man holder X antal tusinde palæstinensiske flygtninge som gidsler i en udsigtsløs kamp for en utopi der aldrig vil gå i opfyldelse, lige meget hvor længe man holder den i live. I stedet for denne udsigtsløse gidseltagning, under hvilken de lever under kummerlige vilkår i flygtningelejre uden udsigt til et normalt liv, kunne disse palæstinensiske gidsler ‘frigives’ så de kunne skabe sig en normal tilværelse og fremtid, der hvor de måtte vælge at bo i Mellemøsten. Alt andet er blot sejpineri.

 

Af og til må man forundres! Det at holde disse mange palæstinensiske flygtninge fanget som gidsler tjener intet formål overhovedet. Hvem er det, der lukrerer på disse menneskers lidelser, hvad tror de at de opnår derved? Det må guderne vide, for andre gør det ikke.

 

En begyndende optøning

På det seneste er der opstået lidt af en optøning af forholdet mellem Israel og nogle arabiske stater, i retning af anerkendelse af staten Israel. Det er en positiv udvikling som kun kan ses på men glæde og tilfredshed. Mere af det tak! Jo før jo bedre, at resten af de arabiske lande indser, at fredelig sameksistens i Mellemøsten er vejen frem til økonomisk og social fremgang og velfærd for alle, des bedre er det det for dem og resten af verden.

 

Skibet Exodus

S/S Exodus var et skib der sejlede jødiske emigranter til Palæstina. Den 11 juni 1947 afgik hun fra Frankrig mod Palæstina med 4.515 jødiske emigranter, hovedsagelig overlevende fra de tyske koncentrationslejre. Skibet blev ved ankomsten stoppet af britiske krigsskibe blandt andre HMS Ajax, (kendt fra slaget på La Plata floden, Uruguay, hvor Tyskland mistede sit første større krigsskib KM Graf Spee, 13.12.1939), bordet og de ombordværende blev sendt tilbage til Europa.

 

S/S Exodus hed egentlig S/S President Warfield, hun havde sejlet mellem Norfolk i Virginia og Baltimore i Maryland i perioden 1928-42. under krigen gjorde hun tjeneste delvis i Royal Navy delvis i US Navy.

 

Navnet Exodus er en reference til anden Mosebogs historie om israelitternes udvandring fra Egypten.

 

Her findes en oversigt over jøder i de bolsjevistiske organer, der er mange gengangere.

ILLUSTRATED SUNDAY HERALD, London, February 8, 1920.

https://concen.org/oldforum/thread-32152.html

 

I samme blad findes denne artikel af Winston Churchill:

https://en.wikisource.org/wiki/Zionism_versus_Bolshevism

Zionism versus Bolshevism.

 

A Struggle for the Soul of the Jewish People

By the Rt. Hon. Winston S. Churchill.

 

Kirsh,Jonathan. ”The Short, Strange Life og Herschel Grynszpan: A Boy Avenger, A Nazi Diplomat, and a Murder in Paris”. Liveright Pub. Corp., New York, 2013.

 

Mallmann,Klaus-Michael, Martin Cüppers. Halvmåne og Hagekors: Det Tredje Rige, Araberne og Palæstina. Informations Forlag, Kbh. 2008.

Del på Facebook