Af Martin Henriksen (DF). Folketingskandidat. Kandidat til kommunalvalget på Stevns
Det har undret mig en del, at Venstres formand Jacob Ellemann Jensen og Venstre endte med at støtte en Rigsretssag mod Venstres tidl. næstformand Inger Støjberg. Og en af grundene til at det undre mig er at de juridiske notater, som Venstre selv har bestilt ifølge partiets egen hjemmeside lægger op til en frifindelse af Støjberg. Det havde da været mere oplagt, hvis Ellemann med notaterne i hånden var gået ud i offentligheden og offensivt havde brugt dem til at afvise yderligere parlamentariske og retslige skridt i barnebrudssagen. Men han gjorde det modsatte.
Det er mildest talt interessant at det bl.a. fremgår af det juridiske notat (skrevet af Peer Schaumburg-Müller – midtfor side 7), som jeg går ud fra at Jacob Ellemann Jensen selv har bestilt og læst, at ”… under hensyn navnlig til det forhold, at Inger Støjberg ubestridt ikke har udtalt, at der skulle administreres uden undtagelse, uanset om det var ulovligt, at Inger Støjberg ikke har instrueret Udlændingestyrelsen i en ulovlig administration, og at Inger Støjberg heller ikke med nogen rimelighed burde have indset at der ville blive administreret ulovligt på grund af hendes politiske hensigt, synes det ikke oplagt, at sagen indbringes for Rigsretten, og at sagen i givet fald vil føre til en domfældelse. Inger Støjberg synes – i modsætning til kommissionens konklusioner – at have været i berettiget god tro og kunne uden videre på baggrund af de foreliggende omstændigheder og udsagnene fra embedsfolkene gå ud fra at der ville blive administreret lovligt.”
Se, det er ret klar tale, og det ser man ikke ligefrem hver dag i kringlede juridiske notater.
Det er mig en gåde, at Venstres top efter sådan en “frifindelse” i deres egne notater selv gik ud og åbnede for en Rigsretssag. Venstre kunne ligeså fint med notaterne i hånden havde tilsluttet sig Dansk Folkepartis linje om at komme videre med mere relevante og aktuelle dagsordner og derved med fasthed i stemmen afvist al snak om at støtte en Rigsretssag. Naturligvis kunne Venstre havde gjort det. Og det burde de havde gjort af flere grunde, hvoraf jeg kun nævner et par stykker i dette indlæg.
Barnebrudssagen er ikke en Tamilsag
Sammenligningen med Tamilsagen holder ikke. Flere har igennem hele forløbet fremhævet, at Støjberg-sagen eller barnebrudssagen minder meget om Erik Ninn-Hansens Tamilsag. I den forbindelse bør det fremhæves, at Erik Ninn-Hansen-sagen havde et andet juridisk udgangspunkt, idet man forsøgte at fratage mennesker et juridisk retskrav, de havde på familiesammenføring, fordi daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen ikke ønskede flere udlændinge til Danmark. I Tamilsagen fratog en minister altså en række udlændinge nogle rettigheder. Se, det mener jeg personligt var i orden ud fra mine egne politiske og moralske standarder, for jeg mener på ingen måde at det er rimeligt eller forsvarligt at udlændinge har et retskrav på selv at komme til Danmark eller et retskrav på at hente andre udlændinge hertil. Det siger jeg, fordi jeg mener at det er det danske folk, der har den historiske ret til at høre til Danmark, og fordi det er en ret som udlændinge ikke bør have.
Men ud fra et rent juridisk synspunkt (bemærk venligst her, at jeg ikke er fan af juraens klæbrige evne til at fremstå upolitisk på trods af at jura og jurister for en stor dels vedkommende i virkelighedens verden netop er politiske) var Tamilsagen noget andet, fordi her fratog man nogle “juridiske rettigheder”, hvorimod Støjberg faktisk forsøgte at beskytte nogle unge pigers rettigheder. Rent juridisk, så handler Tamilsagen om at fratage nogle rettigheder, hvor det i barnebrudssagen handler om at give rettigheder til eller styrke rettigheder for unge piger. Derfor er sammenligningen noget rod, og bidrager vel egentlig mest til at misinformere offentligheden.
Læg dertil, at det alt andet lige var et ordentligt og rimeligt hensyn at tage når Støjberg (og i øvrigt også et parlamentarisk flertal bestående bl.a. af V, DF og S) ønskede at beskytte unge piger mod fænomenet barnebrude, som er et reelt problem i verden.
Det er som om at alle i denne langstrakte proces har glemt at selve grundlaget for, at parrene skulle adskilles var et meget bredt politisk ønske om at tage hensyn til pigernes rettigheder ved at gå op imod islams pige- og kvindesyn.
Afslutningsvis vil jeg blot nævne, at jeg har skrevet dette indlæg, fordi jeg som daværende formand for Folketingets Udlændinge-, og Integrationsudvalg har været tæt på sagen, og fordi jeg simpelthen ikke kan begribe at det er kommet så vidt og at det har trukket så meget ud. Danmark har faktisk en række rigtige problemer, herunder bl.a. en række alvorlige coronarelaterede udfordringer, stigende økonomiske vanskeligheder og integrationsmæssige problemer, som i langt højere grad fortjener Folketingets og regeringens opmærksomhed.
Da jeg som MF’er beskæftigede mig med udlændingepolitik, tilkendegav jeg at Støjberg og hendes daværende parti burde være gået endnu længere i forhold til diverse stramninger, men alt det ændre ikke på at Støjbergs intentioner i barnebrudssagen var udtryk for et ønskværdigt etisk og moralsk korrekt ønske om at beskytte unge piger. Den intention delte et bredt flertal i Folketinget, herunder det nuværende regeringsparti, men så gik der desværre politik i det. Tag endelig ikke fejl af at det er sager som denne, der effektivt bidrager til politikerlede og som cementere mange vælgeres billede af Christiansborg som en politisk børnehave.