Der er noget både fascinerende og yderst frastødende over henrettelser. Litteraturen er righoldig. Som en samlet oversigt over emnet set med danske briller er dette værk uomgængeligt.
”Hovedet faldt i eet Hug”
I den vældige strøm af bøger, der udgives i dette lille land, hænder det, at selv værdifulde værker undslipper en anmelders falkeblik. Sådan gik det med denne bog. Udsendt for snart tre år siden af et forlag, som er kendt for at fremstille smukt udstyrede bøger. Så bedre sent end aldrig, for godt arbejde fortjener anerkendelse, og så må man se stort på aktualiteten.
I Danmark har vi for længst afskaffet dødsstraffen. Men i perioden 1537-1892 blev der foretaget små tretusind henrettelser – civile som militære. En tidligt pensioneret sønderjysk bibliotekar har brugt mere end en menneskealder på at samle de mange grumme fortællinger om henrettelsernes historie fra reformationen og frem til en novembermorgen i 1892, hvor den sidste dødsdom i fredstid blev eksekveret, da øksen skilte hovedet fra kroppen på misdæderen Jens Nielsen i Horsens Tugthus, kun overværet af øvrigheden, fængselsfunktionærer og de fleste fangerne.
Lagt på hjul og stejle
Henrettelser var ellers et fuldt offentligt foretagende. Øvrigheden lagde vægt på, at folket på tætteste hold kunne se, hvad der skete med en forbryder. Så man tog selvfølgelig også de små børn med! Kendt er H.C. Andersens fortælling om, hvordan han sammen med de andre disciple fra Slagelse Latinskole drog til Kanehøj ved Skælskør den 8. april 1825 for at overveje henrettelsen af tre unge mennesker. Det glemte han aldrig, ej heller vi, der læser hans gribende beretning herom.
Den vel nok kendteste henrettelse skete på Fælleden i 1772, hvor Struensee og Brandt p.gr.a. en kgl. affære fik hænder og hovedet hugget af, dernæst parteret og lagt på et hjul, hovedet på en stang (stejle) og udstillet for publikum. De hængte blev som regel hængende i galgen, til de faldt ned.
Sværd og økse, bål og brand, galge, knibning og radbrækning
Det har altid været ”finere” at blive halshugget med sværd end med økse. Det krævede et stort håndelag og så at sige en vis rutine at betjene sværdet på forsvarlig vis, og da antallet af henrettelser faldt, var øksen fra 1791 det eneste anvendte instrument. Det var mere sikkert, selv om der kunne ske fejl som f.eks. ved Anders Nielsen Sjællænders på Sølvbjerghøj i 1882. Det var glat den dag…
Vi får en oversigt over danske bøddeldynastier og deres honorarer. Mestermanden krævede naturligvis ekstrabetaling for særlige ydelser såsom knibning af delinkventen med gloende tænger, afhugning af hænder, radbrækning og deslige. De fleste blev henrettet for at have slået andre ihjel, f.eks. nyfødte børn født i dølgsmål. Stakkels kvindfolk. Men tyveri kunne være nok. Værst var straffen for trolddom og sodomi. Ved sidstnævnte blev også dyret brændt levende på bålet.
Hvorfor man anskaffede en barbarisk straf
Det er ikke en bog, man læser ud i ét og fra ende til anden. Statsautoriseret vold kommer hurtigt til at hænge én ud af halsen. Men hvis man vil vide noget om et mørkt kapitel i vor historie i alle dets brutale og bedrøvelige detaljer, kan man bruge bogen som opslagsværk. Den sidste tredjedel består af en komplet fortegnelse over ting- og rettersteder, navne på civile henrettede og meget andet.
I 1930 blev dødsstraffen anskaffet. I særlig grad læseværdigt er kapitlet om den lange diskussion om argumenterne herfor. Sæderne mildnes. Man fandt på anden underholdning. Heldigvis.
Niels Kragh-Nielsen, Straffet på livet. Henrettelser i Danmark 1537-1892.
Gads Forlag 2018, 612 sider, rigt ill., 400 kroner.