Tre forsømte brødre, en dekadent far, to jaloux kvinder og et mord – den storslåede roman “Brødrene Karamazov” i ny oversættelse

Det siger sig selv, at en anmeldelse af en nyoversættelse af en romanklassiker fra 1880, som har været oversat til dansk adskillige gange, må have fokus rettet på oversættelsen frem for selve værket. Så læseren må finde sig i en noget længere og lidt mere nørdet anmeldelse!

 

Tre forsømte brødre, en dekadent far, to jaloux kvinder og et mord – og meget, meget mere

Om romanen og dens forfatter derfor i al korthed: kæmperomanen ”Brødrene Karamazov” var Dostojevskijs svanesang. Han døde kort efter udgivelsen af en blodstyrtning. Med sit store værk ønskede han at samle trådene fra alle sine store romaner. 

 

Brødrene Karamazov handler i korthed om tre forsømte brødre, en dekadent levemand af en far, to jaloux kvinder og et mord. Men der er ikke kun tale om en kriminalroman. Faktisk skal man meget langt hen i bogen, før man når til fadermordet. Det er ikke gerningsmanden, der bliver fundet skyldig. Men den uskyldigt dømte føler sig alligevel i allerhøjeste grad skyldig. Sådan lidt a la Præsten i Vejlby. Kernen i værket består i, at de tre Karamazov-brødre repræsenterer hver deres eksistentielle og psykologiske position. Romanen bidrager med dybe fortolkninger af filosofiske, eksistentielle og teologiske spørgsmål.

 

Verdens bedste roman?

Det kan derfor ikke undre, at romanen altid har stået meget højt hos teologer, præster og andre, som beskæftiger sig med mennesket i alle dets afskygninger. Sigmund Freud har kaldt den ”den mest storslåede roman, der nogensinde er skrevet”. En hjemlig anmelder betegnede den for nylig som ligefrem ”verdens bedste roman”. Et meningsløst udsagn, for hvordan vurderer man det? Det handler jo ikke om højdespring eller kuglestødning. Slår man op i 1001 bøger du skal læse før du dør, er Brødrene Karamazov ikke nævnt, derimod flere andre af Dostojevskijs værker. 

 

Man kan heller ikke påstå, at Dostojevskij er verdens bedste forfatter. Der er mange, der skriver bedre end ham. Men der er næppe tvivl om, at forfatterskabet har haft stor betydning for eftertidens litteratur, som f.eks. hos James Joyce, Franz Kafka, Virginia Woolf og Orhan Pamuk.

 

Den mest nøjagtige oversættelse?

Denne anmelder læste for omtrent 40 år siden Brødrene i Georg Sarauws oversættelse fra 1940’erne. Det var en stor læseoplevelse. Når man nu ikke sidder med den russiske grundtekst, har det været en støtte under læsningen af Marie Tetzlaffs nyoversættelse at kunne sammenligne de to tekster. Derved får man et indblik i, hvor forskelligt romanen er blevet oversat. Forlaget Sisyfos fremhæver, at Tetzlaff er den, der kommer tættest på Dostojevskijs oprindelige tekst. Oversættelsen bygger på en udgave fra 1991. 

 

En oversættelses kvaliteter må vurderes ud fra forskellige parametre. Er den let at læse? Er den tekstnær? M.h.t. det første: Sarauws oversættelse er tydeligvis noget nemmere at gå til, fordi den på sin vis er lidt udglattende, lidt mere ”pædagogisk ” sat op. Slet og ret en fordanskning af originalen. Til gengæld vinder Tetzlaffs klart på tekstnærhed. Først og sidst fornemmer man, at Dostojevskij er en russisk forfatter. Russere skriver på en anden måde end danskere. F.eks. ved at gentage spørgsmålet i et svar. Her i dialogen mellem faderen og sønnen Aljosja (Aleksej): Tror du, at jeg bare spiller nar? – Jeg tror, at De ikke kun spiller nar”. Eller et andet sted: De hævdede det jo også selv – Jeg hævdede det også selv. Denne typiske russiske tone får Sarauw ikke med. 

 

Desjatin, grundling, gilding  

Et væsentligt ankepunkt mod den nye oversættelse er, at den hverken bringer indholdsfortegnelse eller en oversigt over persongaleriet. Det sidste er ikke mindst nødvendigt med en russisk roman, hvor læseren hurtigt kan miste tråden. En russer har nemlig mindst fire navne: et fornavn, et kælenavn, et patronym og slægtsnavn. Sarauw tager os ved hånden. Det gør Tetzlaff ikke. Man kunne også savne nogle forklarende noter til brødteksten. Hvor mange ved f.eks., at en desjatin er en hektar, at en grundling er en slags karpe, at en gilding er en kastrat? Det er ej heller os alle, der har et indgående kendskab til samtidens russiske forfattere. 

 

Læs også
Kritik af den spanske borgerkrig og republikkens terror er ikke det samme som et forsvar for Franco-regimet

Tetzlaff holder meget af ordet utyske. Det forekommer lidt ude af sync med vor tid. Modsat er tumpet, tumpede fjolser, tumpethed mere i tidens tone og bedre end en mærkelig mand, sådanne narer, tøjlesløshed (Sarauw). Ligesådan Jeg smadrer dem frem for Jeg skal klø dem. Men hvad er bedst: en munk i blondebukser eller munkerøv? – eller at betegne en suppe som en spand lort eller det rene opvaskevand?

 

Børn og gamle – ligstank eller ej

Ved genlæsningen slog det mig, hvor stor en rolle børnene indtager i romanen. Vi møder dem et stykke inde i romanen, og de vender stærkt tilbage mod slutningen, hvor én af skoledrengene, Iljusja, træder frem. Skildringen af hans sygeleje, død og begravelse er noget af det mest bevægende i det store værk. En slags forløsning efter mange, mange timers krævende læsning. 

 

Den yngste Karamazov-bror. Aljosja, har et særligt forhold til drengegruppen, der ender med at forsones med moppeofferet Iljusja, hvis ynkelig far er blevet ydmyget af den ældste Karamazov-bror, Dmitrij. Aljosja slutter med at sige til de sørgende: Åh, mine børn, mine kære venner, vær ikke bange for livet! Livet er godt, når man gør noget godt og sandt! Da en af drengene, Kolja, spørger Aljosja, om alt dét der med opstandelse og gensyn virkelig passer, er svaret: Vi genopstår helt sikkert, vi ser helt sikkert hinanden, og muntre og glade vil vi fortælle hinanden alt, hvad vi har oplevet.

 

På en forunderlig måde knytter Dostojevskij forbindelse mellem den gamle munk Zosima (Sarauw bruger det russiske ord starets, mens Tetzlaff kalder ham ældste) og den lille dreng Iljusja. Da den gamle munk dør, begynder hans døde krop hurtigt at stinke ganske slemt – til forfærdelse for nogle og til skadefryd for andre. Da drengen dør, er der næsten ingen lugt. Man kan ikke lade være med at spekulere over, hvad forfatteren har villet med at fortælle om denne forskel. 

 

Livet er andet og mere end corona-vaccine

Nyoversættelser af klassiske, uomgængelige værker fortjener altid opmærksomhed. Især hvis de er motiverede. Den vigtigste grund til at læse Tetzlaffs er, at man får genlæst en væsentlig roman – men på dets egne betingelser. Brødrene Karamazov er en voldsom læseoplevelse. For følsomme gemytter ligefrem en sjælsrystende oplevelse. Et indblik i en meget fremmed, i hvert fald meget udansk verden. De stærke følelser, de eksplosive følelsesskift i personerne, hvor der aldrig er langt fra latter til tårer, den russiske sjæls grænseløse lidenskab. Det er måske alt sammen ikke så ringe endda i en corona-grå tid, hvor vi højst kan svinge os op til håbet om en vaccine, der måske kan gøre vores hverdag lidt mere normal. Nej, livet er så meget andet og mere end dét!

 

Læs også
Hvad vil det sige at være en mand – Ole Bjerg kommer med et særdeles kvalificeret bud

Vi er nu gået ind i et år, hvor vi kan markere eller ligefrem fejre 200-året for Fjodor Dostojevskijs fødsel. Det bliver spændende at se, hvad der kommer til at ske i dén forbindelse. Forrige år var desværre kendetegnet ved, at det meste blev aflyst. Måtte det ikke ske den 11. november. Man kan begynde fejringen med at fordybe sig i denne nyoversættelse. 

 

Fjodor Dostojevskij, Brødrene Karamazov – nyoversat af Marie Tetzlaff.

Sisyfos 2020, 800 sider, 449 kroner.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…