Vuggestue, børnehave, SFO og klub – sådan ser institutionslivet ud for danske børn. Staten kupper dem 

Hvad gør den massive institutionalisering ved vores børn? Anne Kirstine Sørensen giver svar, der maner til eftertanke – og handling. 

 

Anne Kirstine Sørensen: MODERLAND. Når staten kupper børnene. Indbundet med omslag. 331 sider. Gads Forlag. Vejl. pris 199,95 kr. Udkommet d. 25.10.20. 

 

***** fem stjerner ud af seks  

___________________________________________________________________ 

 

Anne Kirstine Sørensen er født i 1975. Hun er uddannet cand.mag. og tidligere næstformand i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO, der arbejder for, at familierne selv skal have mulighed for at passe deres småbørn. Hun er gift og mor til tre børn, tvillinger født i 2010 og et barn mere i 2011. 

 

Nu har hun skrevet en bog, der er et lidenskabeligt forsvar for den enkelte families mulighed for at til- og fravælge et institutionsliv for ikke mindst de helt små børn. 

 

Med baggrund i sine egne oplevelser som mor – med det tilbagevendende prioriteringsdilemma mellem antal timer brugt på lønarbejde/ karriere versus børneomsorg og dannelse af afkommet – stiller forfatteren skarpt på den pris, børnene betaler for forældrenes institutionalisering af dem.   

 

Ulykken tog sin begyndelse i 60’erne
Ulykken – og med betegnelsen har jeg markeret fælles front med Anne Kirstine Sørensen – tog sin begyndelse i 60’erne, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. I første omgang ofte på deltid, siden hen stadig oftere med fuldtidsarbejde. 

 

Resultatet: Ingen andre steder i verden er børnene blevet institutionaliseret så massivt som i Danmark, og konceptet skal ses som en del af den samfundskontrakt, der er etableret mellem borgere og stat for at opretholde den dyre velfærdsstat.

 

Velfærd tales der meget om – hvad der bliver holdt under låg er, at mange børn og mødre lider under at blive adskilt fra hinanden så bastant og så tidligt, som tilfældet er. At den lidelse, de bliver påført, har samfundsmæssige konsekvenser på den lange bane, er der imidlertid stadig mere, der tyder på: Angst, eksplosion i diagnoser og tsunami-behov for psykologer.
Og nej, i dag er systemet skruet sådan sammen, at det er næsten umuligt at passe sine børn selv og leve af én indtægt i en børnefamilie. 

 

Myten om, at pædagogisk faglighed er det vigtigste, og at børn har bedst af at komme i vuggestue, skal med vold og magt proppes ned i halsen på alle – med effektiv hjælp fra en familiefjendtlig lovgivning. Suppleret med påstandene om, at 1. man ikke bidrager til samfundet, når man passer sine egne børn, 2. alle kvinder helst vil arbejde. Begge myter, som den nuværende samfundsindretning bygger på.

 

Citatmosaik
Følgende citater skulle gerne give en idé om det mere præcise indhold i den analyse, som Anne Kirstine Sørensen leverer: 

 

”Jeg begyndte at se det mærkværdige i, at vi får børn for at opgive vores fælles liv med dem kort efter og reducerer dem til en fritidsbeskæftigelse. At vi samler samfundets børn i grupper, hvor de skal ”passes” af nogen, der ikke elsker dem, og som får løn for det.” (s. 66) 

 

Læs også
Den traditionsrige, danske præstegård er truet. Vil den overleve i en forandret verden?

”Jeg lod tilsyneladende min karriere gå til spilde og forsømte at løfte i flok på arbejdsmarkedet.
  Men forud gik en oplevelse af, at den eneste, jeg ville løfte, var min lille dreng.” (s. 98)

 

”Men i kampens hede overså vi, at enhver relation hviler på evnen til at ofre noget af ens eget for den anden. Det gælder i særdeleshed i forhold til børn. Hvis vi ikke kan det, eller kan få lov til det, er vi dømt til meningstab og lidelse (…)” (s. 130) 

 

”Hvordan er vi kommet sådan på vildveje, at vi anser det for naturligt, endda gavnligt, at lade vores små børn, som er endnu mere hjælpeløse end dyreunger, ude af syne i syv, otte, ti timer om dagen, endnu før de kan gå eller bare forstå, at de bliver hentet igen? (s. 145) 

 

” (…) ingen strukturel ulighed tilbage i mænds og kvinders muligheder for at skabe sig en karriere på højt niveau.” (s. 171) 

 

”Kvinder har vidt forskellige ønsker til livet og kan derfor ikke ses som én samlet gruppe med de samme behov.” (s. 178) 

 

”Den danske børnepasningsmodel må anskues som en politisk sanktioneret enhedsløsning, der med økonomiske midler presses ned over hovedet på alle.” (s. 183) 

 

”Det springende punkt her er, at det betragtes som moralsk rigtigt i sig selv at gå på arbejde. Altså, alene det at gå hen på arbejdspladsen og opholde sig der. Mens arbejdet med ens egne børn og de deraf afledte aktiviteter som tøjvask, rengøring, madlavning, oprydning, putning, stå til rådighed alle døgnets timer og så videre, ikke regnes for noget.” (s. 222)

Læs også
Ny bog om et af de modbydeligste mennesker under en af de mest rædselsfulde tidsperioder i historien

 

”At presse forældre væk fra børnene for at udnytte deres arbejdskraft maksimalt og aktivt forhindre dem i at komme tilbage til omsorgsrollen i bare en del af dagtimerne, selv om de selv er parate til at tage lønnedgangen på sig, er i bund og grund en totalitær tankegang. At sætte forældres arbejdsforpligtelse over for samfundet over omsorgsarbejdet med deres børn er at nedbryde familien.” (s. 223) 

 

Cand.jur. og tidligere hjemmegående Liv Navntoft Henningsen: ”Hvorfor er kvindefrigørelse primært blevet et spørgsmål om at frigøre sig fra sine børn?” (s. 254) 

 

”Så i stedet for at skyde skylden på det diffuse begreb ”vækst” og på kapitalismen, som vi ret beset alle nyder godt af med vores generelt høje levefod og materielle standarder set i forhold til tidligere, peger jeg nu på skattetrykket og den skattefinansierede børnepasning.” (s. 263) 

 

Anne Kirstine Sørensen har skrevet en fremragende bog
Anne Kirstine Sørensen har skrevet en fremragende bog, der stikker sonden ned i alle de åbne sår og ømme tæer, og jeg nikker i takt med indholdet i næsten samtlige kapitler i bogen. 

 

De seneste 40-50 års katastrofale udvikling – der har bidraget til at smadre samfundets grundstamme: Kernefamilien – skal have modspil, og ”Moderland” er en kanonkugle i den fælles og nødvendige kamp mod en totalitær stat. Hvis klare mål er at tage børnene og deres dannelse fra mor og far, bl.a. med argumentet om, at det lille mindretal, der kommer fra dysfunktionelle familier, skal ’reddes’ af de mere velfungerende børn(efamilier) i institutionerne. 

 

Eneste indvending
Eneste indvending: Bogen er alt for lang, og der er for mange gentagelser. Hvis forfatteren har ork, vil jeg anbefale en pixi-udgave på max 100 sider, så hun har større chance for at nå de kvinder, der ikke har lyst til at satse på den karriere, som ligestillingsfundamentalisterne har blikket stift rettet mod. 

 

Mødre, som kunne nyde godt af at blive klædt på med argumenter for, hvorfor deres intuitioner og modstand mod af overlade deres børn til fremmede viser, hvor sunde og normale kvinder, de er. 

Læs også
Fremragende bog om et gammelt mord på en ung svensk pige og vores flygtige hukommelse
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…