De svenske myndigheders forklaring om coronasmitten står i skærende kontrast til den svenske virkelighed

Colourbox

Har Sverige ramt rent, og er Danmark en bananrepublik?

 

Sådan lød overskriften på en artikel i Jyllands-Posten, og det drejede sig naturligvis om håndteringen af corona krisen. Det ser ud til at være en ret udbredt holdning, jeg har selv fået kommentaren ”Jeg holder med Sverige”, til en af mine artikler. Så lad os se på hvordan det går i de to lande.

Flokimmunitet

I starten af epidemien, var der ikke de store forskelle på svensk og dansk holdning. Den svenske læge og chefepidemiolog, Anders Tegnell, mente, ligesom sine kolleger i Danmark, at det ikke var sandsynligt at epidemien ville nå til Sverige. I Danmark udtalte Søren Brostrøm, den 28. januar: ”Der er meget lille sandsynlighed for, at coronavirus spredes i Danmark”.

 

Da den så kom alligevel, var de enige om, at man ikke kan stoppe en virus, hovedparten af befolkningen måtte smittes, og blive immune, før epidemien ville dø ud af sig selv. Det ville medføre et stort antal dødsfald og en risiko for at sygehusvæsenet blev overbelastet, men det måtte man afbøde bedst muligt. Når det i Østasien så ud til at man havde haft held til at inddæmme smitten, var det en illusion, der ville blot komme langt større udbrud senere.

Politiske holdninger

Det var ikke sundhedsmyndighederne i de to lande, der gjorde forskellen, det var politikerne. Den svenske statsminister, Stefan Löfven, rettede ind efter embedsmændene, og sagde i en tale til det svenske folk, at dødsfaldene ville blive talt i tusinder, men det må vi acceptere.

 

Anderledes med Mette Frederiksen, det blev ikke med hende som statsminister, at landet fik tusindvis af dødsfald og et sammenbrudt sundhedsvæsen. Hun greb til skrappe midler, lukning af skoler, børneinstitutioner, storcentre, restauranter osv.

 

I Sverige var man godt klar over, at det ville være en katastrofe blot at lade epidemien rase, så der greb man også til afbødning, gymnasier og universiteter blev lukket, forsamlinger skulle begrænses til 500, senere til 50 og fodboldsæsonen blev udskudt. Men forretninger, restauranter, biografer m.m. blev ikke lukket.

Hvordan er det så gået?

I Danmark blev smittetrykket bragt ned under 1,0, allerede omkring den 23. marts, således at antallet af nye smittede har været faldende siden. 26. april nåede Danmark op på 422 dødsfald, og har for nuværende omkring 10 døde pr. dag. Til gengæld er der ingen udsigt til flokimmunitet. Danmark har omkring 50.000 immune (se detaljerede forudsætninger nedenfor), hvilket svarer til knap 1%, og med det nuværende smittetryk vil det ikke vare år, men årtier, før vi når op på flokimmunitet.

 

Har Sverige så opnået flokimmunitet? eller er de lige ved at nå det? De har haft 2.194 dødsfald, og ligger i øjeblikket på omkring 100 døde pr. dag, 10 gange så mange som i Danmark.

 

I de senere dage har Anders Tegnell, gentagne gange, bedyret at man snart ville opnå flokimmunitet i Stockholm, og den 22. april præsenterede Folkhälsmyndigheten en rapport, hvor de fortalte at der nu var 6.189 registrerede tilfælde i Stockholm, og at der for hver registreret i virkeligheden var 1.000 der havde været smittet. En journalist spurgte, hvordan der kunne være mere end 6 millioner smittede i Stockholm, når Stor-Stockholm kun har 1,5 millioner indbyggere, og hele Stockholm Län kun 2 millioner? Det kunne Folkhälsmyndigheten ikke svare på, så rapporten blev trukket tilbage, for at kontrollere beregningerne. I den opdaterede rapport var de 1.000 blevet reduceret til 75, men uden nogen form for forklaring eller begrundelse (30 havde nok været mere korrekt).

 

Virkeligheden er en ganske anden, i Sverige er omkring 5% af befolkningen blevet immune, og i Stockholm omkring 11%. Samtidig er der sket det, at smittetrykket i Sverige er faldet meget mere end forventet, folk vil ikke smittes og tager deres egne forholdsregler, uanset hvad regeringen siger. Selv om meget af Sverige stadig er åbent, så bliver kunderne væk og økonomien kører på vågeblus. Smittetrykket har i de sidste 10 dage, ligget omkring 1,0, altså med et konstant antal nye smittede pr. dag. Med den nuværende hastighed på knap 10.000 nye smittede pr. dag, vil det tage 550 dage før Sverige når op på 60% immune, og det er i virkeligheden ikke nok til at opnå flokimmunitet, de skal op på 80%.

Danmark har en stor fordel

Så der er i virkeligheden ikke den store forskel på situationen i Sverige og i Danmark. Vi er havnet i den samme suppedas. Begge lande har bremset smittetrykket så meget, at der er uendeligt lange udsigter til at opnå flokimmunitet. Om det varer 2 år eller 10 år, kan vist være ligegyldigt, forhåbentlig er der kommet en vaccine længe forinden.

 

Begge lande bliver nødt til at sadle om, og opgive drømmen om flokimmunitet. Virussen må inddæmmes, og de økonomiske omkostninger bliver langt, langt mindre, hvis man vil gøre som i Østasien, og opspore alle smittekæder og lukke dem. Gør man det, vil man langt hurtigere kunne lukke op for store dele af samfundet igen. Her har Danmark en væsentlig fordel frem for Sverige. Med omkring 600 nye smittede pr. dag i Danmark, bliver det langt lettere at opspore smittekæderne og få dem lukket, end det bliver i Sverige, med 10.000 nye smittede pr. dag. Der er heldigvis også flere og flere røster i Danmark for at genoptage inddæmningsstrategien, nu mangler der bare en politisk beslutning, men sundhedsminister Magnus Heunicke sagde idag, ifølge Berlingske: ”Ifølge SS’s retningslinjer starter vi med at teste nære kontakter til smittede…” . Professor Lone Simonsen og lektor Viggo Andreasen skriver på Videnskab.dk ”Alternativ corona-strategi: Vi kan banke smitten helt i bund med karantæne og smitteopsporing” (1).

 

Nogle nørdede detaljer

Skulle der være læsere, der selv modellerer forløbet af epidemien, er der nogle nyttige oplysninger fra Sverige. I dagene 26. marts til 3. april testede man 738 tilfældigt udvalgte stockholmere for smitte med corona virus. Man fandt at 2,5% havde, eller havde haft, smitten.

På det tidspunkt var 44% af alle registrerede smittede fra Stockholm, og selv om man er lidt gavmild, og antager at stockholmerne udgør 20% af den svenske befolkning, så betyder det at kun 1,14% af alle svenskere (113.686) var blevet immune. I dagene 30-31. marts var der blevet registreret 4.231 smittede, så ’mørketallet’ var 27.

Tiden fra smitte til død, varierer for det meste fra 2 til 4 uger. 17 dage senere var antallet af døde 1.268 (for hele landet), hvilket svarer til en dødelighed på 1,12% af alle smittede, 21 dage senere var tallet 1.560, eller en dødelighed på 1,37%.

Der er foretaget en ny tilsvarende undersøgelse, med langt flere deltagere og dækkende hele landet. Den løb fra 21. til 24. april, men de tilsvarende dødstal vil først være kendte 17 eller 21 dage senere. Der er dog næppe grund til at forvente at dødeligheden er lavere en 1,0%, hvilket svarer til 10 gange dødeligheden for en slem influenza epidemi, således som, det meget udskældte, WHO også hævder.

Dødeligheden er langt den vigtigste parameter i de simple, klassiske epidemimodeller. Kender man den, er det nemt at kalibrere modellen til det hidtidige forløb, ved at justere smittetrykket over tid. Men det gør det naturligvis ikke nemmere, at spå om det fremtidige smittetryk.

 

1) https://videnskab.dk/kultur-samfund/alternativ-corona-strategi-vi-kan-banke-smitten-helt-i-bund-med-karantaene-og

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…