Pas på Europa! – imødekom ikke krav om visumfrihed fra islamiske Erdogan

Islamiske despoter angriber ikke mere Vesten med militær. For så ville det gå op for selv politikerne, at deres lande var i krig. Og så ville de vel være nødt til at foretage sig noget.

 

Verdens diktatorer er klar over, at invasioner i Vesten skal gøres på en anden måde end i de gode gamle dage. Derfor foregår krigen ved hjælp af børnefødsler og med oversvømmelse af velfærdsmigranter. Når der blandt disse tilføjes nogle børn, gravide kvinder og aldrende mennesker på krykker, og medierne viser rørende billeder – helst af nogle, der er faldet om – og kan fortælle hjerteskærende historier om hver enkelt migrant, så må skam få den, hvis hjerte ikke brister af medfølelse.

 

Invasionen er vundet. Ikke et skud er affyret.

 

Erdogan og EU

Meget kan man sige om Tyrkiets diktator Erdogan, men når det gælder invasion af andre lande, så er han ikke helt ueffen. Hans succes skyldes ikke mindst, at han besidder en brutalitet og utroværdighed, der slår EU og de vesteuropæiske EU-landes politikere med måben. ”Sådan kan man da ikke opføre sig”. Jo, det kan man, hvis man er islamisk diktator.

De østeuropæiske EU-lande er derimod ikke så nemme at narre. De kender Erdogans slags på travet.

 

Pengeafpresning er også en af hans spidskompetancer, for han mangler konstant penge.

 

Diktatoren – eller sultanen som han også kaldes, efter at han for EU-skatteydernes penge byggede sig et kæmpepalads – stiller derfor nye krav til EU’s pengepung. Men ikke kun penge. Han har også brug for indenrigspolitisk medvind; at fremstå som den store statsmand, der kan tryne EU. Det gjorde han så i 2020.

 

De mange milliarder euro, han plukkede os for, var tiltænkt som en solidarisk hjælp til at forbedre forholdene i flygtningelejrene i Tyrkiet. Mon det er sandsynligt, at det er det, pengene er brugt på?

 

Det er utroligt, at politikere ikke fatter, at man ikke forhandler med diktatorer. De er brutale, korrupte og undertrykker deres egen befolkning. De fængsler (indbildte) modstandere helt vilkårligt og er ferme pengeafpressere. Da de tillige er løgnagtige, er det galimatias at tro, at en aftale med dem er det papir værd, det er skrevet på.

 

De fleste diktatorer har en udløbsdato. Og har nogen nogensinde hørt om en ludfattig diktator? Når de afsættes eller må flygte, er det bestemt ikke pengeproblemer, der trykker dem. Men det er det, de efterlader deres befolkninger med.

 

Visumfri millionbefolkning

Da det gik op for Angela Merkel, hvad hendes ”Wir schaffen das” havde afstedkommet, gik hun i forhandlinger med Tyrkiet for at få stoppet strømmen af menneskemængden mod EU. Udover en enorm stor pose penge, betalt af EU’s skatteydere, blev Erdogan stillet ikke så få andre goder i udsigt, heriblandt et løfte om, at Tyrkiets befolkning skulle kunne rejse visumfrit ind i EU.

 

I foråret 2016 mente Tyrkiet ifølge Finans.dk, at visumfriheden var en hel fast aftale:

”Nu skal EU levere og give tyrkerne lov til at rejse til EU uden visum. Det spørgsmål var afgørende for, at flygtningeaftalen kom på plads”, siger den tyrkiske premierminister  Davutoglu.

 

Det var dengang. Nu er vi i 2020, og ifølge Welt.de, som kalder åbningen af de tyrkiske grænser for migranterne for et lynangreb mod EU, skal Tyrkiet dog stadig opfylde fem ud af 72 betingelser, før der kan blive tale om visumfrihed. Opfattelsen i EU er, at det ville kunne ske til næste år, såfremt Tyrkiet inden da opfylder de 5 betingelser.

Og så kan vi også læse i Welt.de, at visumfriheden med Tyrkiet, vil have en  enorm fordel for EU. Aftalen er, at så snart visumfriheden er på plads, skal Ankara straks tage tilbage alle migranter, der er indrejst i Schengen-området ulovligt.

 

Det må være EU-bureaukraterne, der mener, at det skulle forestille at være en gulerod. I stedet burde EU, frem for at forhandle med en islamisk diktator, havde lagt alle deres kloge hoveder i blød og havde fundet på noget mere spiseligt efter Merkels fatale fejltagelse i 2015.

 

Hvem er de visumfri?

Selv om der i årevis har været den aftale, at offentligt ansatte i Tyrkiet efter 10 års ansættelse visumfrit kan rejse til EU, så er der langt op til resten med en befolkning på 81 millioner. Et gæt kan være 70 millioner, der nu snart får den samme ret, selv om der  dog næppe vil være tale om mere end et par millioner, der vil (kunne) benytte sig af den visumfri mulighed. Men det er sandelig også mere end nok.

 

Er de nye visumfri bare turister, der ferierer i et EU-vestligt land nogle uger om sommeren? Eller bliver de uden at være medlem af EU, EU-borgere, der får de ret til at arbejde, hvis de ønsker det (hvorefter vi sender børnetilskud hjem til landsbyerne)? Hvilket arbejde kan de bestride? De skulle jo nødigt tage brødet ud af munden på raketforskerne fra Syrien.

 

Kan de slå sig ned, så længe de vil, eller gælder visaet, som er sædvanen ved 3.landes besøg, 3 måneder? Hvis de ikke vil hjem igen, vil man så acceptere, at de udtaler ”asyl”, hvorefter hele proceduren går i gang, der selvfølgelig tager år?

 

Der er uden tvivl grund til at have bange anelser ved dette krav om visumfrihed. Hvis man har råd til at holde ferie i Vesteuropa, har man sikkert også råd til at at betale for et visumstempel. Der skal nok vise sig at ligge noget mere bag dette krav, end vi indtil nu har fået at vide.

 

Erdogans migrantangreb på EU burde være behandlet noget mere håndfast, end tilfældet er. EU’s og nationalstaternes ledere har hele vejen igennem optrådt som dikkende lammehaler og har ikke anet, hvad de skulle gribe og gøre i. Derfor gjorde de ingenting.

 

Det gjorde til gengæld fra første færd de østeuropæiske EU-lande. Det fik de ingen tak for. De fik jo EU til at fremstå nøjagtigt så impotente, som dette monster har vist sig at være, når problemerne tårner sig op.

 

Erdogan kan få sine kriminelle tilbage

Vi huser en hel del tyrkere i vores fængsler. Det er formentlig tilfældet overalt i de vesteuropæiske EU-lande. Næppe alle har fået dansk, tysk, fransk, svensk osv. statsborgerskab. Måske var det på tide at give sultanen modstand og sende hans egne kriminelle tilbage i hovedet på ham.

 

Der skal skarp lud til skurvede hoveder. Og det burde være tydeligt for enhver, at hver gang EU har opfyldt et af Erdogans ønsker, har han stået parat med det næste. Han har skam mange krav, se DKA 10.3. Og det vil aldrig stoppe, før Erdogan droppes og der findes en varig løsning, som hverken involverer Tyrkiet eller dets islamiske diktator.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…