Sydkorea har succes i kampen mod corona – så langt går man for at vinde over virus

Verdenssundhedsorganisationen WHO opfordrer igen Danmark til at teste langt mere for corona-virus.

 

Sundhedsminister Magnus Heunicke har da også bebudet, at man skal den vej. Han har talt om ”en ny og offensiv teststrategi”.

 

Tanken er helt rigtig. Men desværre er lanceringen af den i stort omfang druknet i taktisk politisk snak.

 

Hvad mener Venstre egentlig?

Politiske Iagttagere udlægger Heunickes udmelding som en taktisk manøvre og giver sig af med at tygge drøv på, hvilke snedige motiver der kan ligge bag. Det har fyldt en stor del af mediedækningen.

 

Topembedsmændene i sundhedssystemet erklærer deres vilje til at styrke testaktiviteten, når nu ministeren kræver det. Også det virker meget taktisk motiveret – de samme embedsmænd er ikke ligefrem gået i spidsen for at teste mere.

 

Martin Geertsen, sundhedsordfører for det store oppositionsparti Venstre, kommer med en taktisk melding om, at Heunickes offensiv for testning fylder ham ”med stille undren”. Javel. Men hvad mener Venstre om sagens substans?

 

Meget mere end taktik

Taktik er en del af politik. Regeringen og Magnus Heunicke har utvivlsomt nogle taktiske motiver til at komme med den nye melding om at følge WHO og teste meget mere.

 

I den forbindelse har sundhedsministeren næppe haft noget imod, at han kunne give embedsmændene et rap over snuden for at køre deres eget løb og være fodslæbende over for det politiske krav om flere tests.

 

Men dette handler om meget mere end taktik. En kraftigt øget brug af tests er helt afgørende for at kunne rulle corona tilbage. Og den er en helt afgørende betingelse for, at vi kan fjerne nogle af den seneste tids mange regler og restriktioner og vende tilbage til mere normale tilstande i vores samfund.

 

Det er i vidt omfang druknet i medielarm og taktiske manøvrer.

 

Sundhedsstyrelsen ignorerer meget vigtige resultater

Der er ingen grund til at blive ved med at diskutere, om det er en god idé at teste mere. Det har WHO for længst slået fast. Og denne vurdering bygger på, at teststrategien har givet overbevisende håndfaste resultater i en række østasiatiske lande: Sydkorea, Taiwan, Kina, Singapore.

 

Det er fuldstændig absurd, at disse landes konkrete og positive erfaringer fylder så lidt i den danske debat. I Sundhedsstyrelsens nylige statusrapport, ”COVID-19 i Danmark”, spillede de ingen rolle.

 

Her kommer et eksempel på, hvordan det foregår i det virkelige liv. Det stammer fra et brev skrevet af en mand, der bor i Sydkorea.

 

Test på test på test

Han fortæller, at corona-smitten ramte et såkaldt call center i hovedstaden Seoul. Et sådant center håndterer telefonopkald i store mængder.

 

Centeret har 207 ansatte. Den 8. marts blev en ansat smittet med corona-virus.

 

Alle ansatte på kontoret blev derefter testet (en del viste sig at være smittede). Men ikke nok med det: Man testede folk, der arbejdede på etagerne over og under den etage, hvor call centeret lå.

 

Man testede også mennesker, som ansatte i centeret havde været i kontakt med. Ja, man testede sågar en del personer, som disse kontaktpersoner havde været i kontakt med! Man undersøgte altså et led længere ude i den eventuelle smittekæde. Nogle kontaktpersoner blev sat i karantæne.

 

Call centeret ligger i en bygning, hvor der også bor folk i lejligheder. Disse mennesker blev også testet.

 

Man testede mange mennesker, der foreløbig ikke havde vist mærkbare symptomer på corona. Og man testede i flere led for at sikre sig, at man fik hele den potentielle smittekæde med. (https://wattsupwiththat.com/2020/03/24/the-italian-connection)

 

Det er effektivt

Det kan lyde meget besværligt. Men det er effektivt. Og den danske metode, hvor myndighederne forbyder alle mulige aktiviteter i samfundet (arbejde, butikshandel, sport), er jo endnu mere besværlig og har store økonomiske omkostninger.

 

Den omfattende testaktivitet er baggrunden for, at de nævnte lande i Østasien har nået så store resultater i kampen mod corona.

 

I stedet for den meget aktive teststrategi har myndighederne i Danmark satset på, at folk gradvis ville blive immune over for corona-virus.

 

Nu sker der noget

Men nu ser det ud til, at presset for at teste meget mere begynder at virke. Det er uendeligt meget vigtigere end alle de taktiske krumspring, som medierne fylder os med.

 

Biologer på flere danske universiteter melder, at de ret hurtigt kan mobilisere personale og apparatur, som kan bruges i en kraftigt øget testaktivitet. (Politiken)

 

Også virksomheder melder sig på banen.

 

Dette er meget opløftende – og helt nødvendigt. Den bremse, som Sundhedsstyrelsen tilsyneladende har lagt på teststrategien, får nu mindre og mindre betydning.

 

Sundhedsstyrelsen er såmænd også ved at fornemme, hvad vej vinden bærer.

 

Dette er selvfølgelig først og fremmest vigtigt, fordi det giver større muligheder for at angribe corona-smitten

 

Men det giver også nye muligheder for at befri det danske samfund og den danske økonomi fra det jerngreb, som man er blevet holdet fast i. Med en stærk testaktivitet kan man hole smitten nede uden så mange restriktioner.

 

Nu venter vi spændt på, hvor meget det bliver til. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…