Vi troede lige, at det gik så godt. Vi havde fået overbevist os selv og hinanden om, at vi bare kunne det dér med corona – holde afstand, spritte af osv.
Vi bekræftede hinanden i, at danskernes ansvarlighed og samfundssind havde vist sit værd.
Vi havde fået smittetallet bragt længere ned end de fleste lande i Europa – blandt andet målt på den såkaldte incidens, dvs. antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere.
Men nu har vi fået noget af en våd klud i ansigtet.
Den risikovurdering, som Statens Serum Institut offentliggjorde i går, rystede vores tro på egen fortræffelighed, når det gælder håndteringen af corona.
Med en daglig vækst i corona-tilfældene på cirka 4 procent. Med et kontakttal på 1,2, hvilket betyder, at 10 smittede sender smitten videre til 12 andre. Og med risiko for omkring 4.000 smittede ved juletid, hvis der ikke bliver bremset op.
Hvordan kunne det ske? Hvad gik galt med vores adfærd?
Mere skal der ikke til
Der gik faktisk ikke særlig meget galt. Og det er netop pointen.
Der har jo ikke været vilde corona-farlige udskejelser blandt danskerne i de seneste måneder. Men især en del unge har taget lidt lettere på det med at holde afstand, ikke se for mange forskellige personer osv.
Og mere skal der ikke til.
Coronavirus er lumsk, fordi den er ’letbevægelig’. Der skal ikke så meget uopmærksomhed og løssluppenhed til, før smitten igen tager fart.
I Tyskland, der ligesom Danmark har hørt til i ’dydsmønstrenes’ rækker, oplever de det samme.
Da den anden coronabølge ramte, troede tyskerne, at de kunne nøjes med en ”lockdown light” for at bremse den.
Men de har nu fået lidt af den samme lektion, som vi har i Danmark. Smitten truer med at komme ud af kontrol på samme måde, som det skete i foråret.
Succes for de håbløse tilfælde
Omvendt ser man nogle europæiske lande, der i første omgang reagerede alt for svagt på corona med stor smitte til følge, men som nu har en vis succes med at få smitten bragt kraftigt ned.
Det gælder således Frankrig, Østrig – ja, selv Belgien, der har været betragtet som et af de mest håbløse corona-tilfælde i Europa.
Disse lande er på ingen måde frontløbere, når det gælder styr på coronasmitten. Men på det seneste er det altså lykkedes for dem at bremse kraftigt op med ret hårdhændede midler.
Overmod
Men hvorfor er det begyndt at skride for lande som Danmark og Tyskland, der ellers havde fået ganske godt styr på smitten?
En del af svaret er: overmod.
Succesen med at få smitten ned i første omgang har skabt en vis ubekymrethed blandt især unge. Man regner med, at hvis der skulle komme noget ekstra smitte, kan man hurtigt få den under kontrol – både på det individuelle plan og på samfundsplan.
Dette overmod har ikke bare grebet unge mennesker, men til en vis grad også politikerne. Meget godt illustreret ved de tyske politikeres forestilling om, at de kunne nøjes med en ”lockdown light”.
Noget lignende gælder Danmark, hvor regering og folketing var for langsomme og for halvhjertede i deres reaktion på den nye stigning i smitten.
Man skulle have sat væsentligt hurtigere ind mod den særlige smittetrussel på Københavns Vestegn. Og man skulle have været mere resolut med at få sendt børn og unge hjem fra skoler og læreanstalter.
Corona er lumsk, fordi smitten bevæger sig hurtigt. Og den er lumsk, fordi man kan bilde sig ind, at det er lettere at få styr på smitten, end det faktisk er. Så begynder både borgere (især unge) og beslutningstagere at slappe lovlig meget af.
Så mens politikere og alle mulige andre stod og glædede sig over, at man tilsyneladende havde styr på tingene, kom det næste udbrud bragende. Sådan som det nu er sket i Danmark og andre lande, der tilhørte eliten af ’corona-bekæmpere’.
Men det har altså givet grimme overraskelser. Smitten har igen nået et alvorligt omfang. Og der er grund til at frygte et stigende pres på sundhedssystemet.
Corona er dobbelt lumsk
Samfundsforskeren Michael Bang Petersen, virologen Allan Randrup Thomsen og andre har været inde på, at den fornyede stigning i smitten kunne hænge sammen med, at minksagen skabte splittelse i befolkningen.
I stedet for at stå sammen om at bekæmpe smitten fortabte man sig i splittelse og stridigheder omkring minkene.
Minksagen har sikkert bidraget til, at opmærksomheden blev ledt væk fra den egentlige kamp mod smitten. Men det har nok mest haft betydning ved, at politikerne blev så opslugte af minkslagsmålene, at de reagerede for sent på faresignalerne vedrørende smitten.
Derimod virker det ikke sandsynligt, at befolkningen skulle falde af på den i kampen mod corona, fordi nationen var splittet i minksagen. Langt de fleste danskere, der har ønsket at bekæmpe smitten, har formentlig den samme holdning nu som før.
Den nye smittebølge har i høj grad været båret af ubekymrethed og overmod specielt blandt unge – kombineret med en virus, der spreder sig let.
Corona er ikke bare lumsk. Den er dobbelt lumsk.
