Nationalt sammenhold – et lys i skyggen af coronakrisen

Smørblomster langs Stengærde ved Tornby Kirke

Af Flemming Jansen

 

Danmark, det øvrige Europa, USA og store dele af resten af verden gennemlever lige nu en dyb krise forårsaget af en pandemi startende med angrebet fra en helt ny og ukendt virus i en fjern kinesisk provins. Inden det her overhovedet begyndte, læste jeg med stor interesse den seneste roman af Hanne Vibeke Holst, ”Som pesten”. Den handler netop om en pandemi, der begynder med, at en dansker bliver smittet af en form for svinepest, mens han arbejder på et landbrug i Ukraine. Han bringer smitten med sig hjem, og det, der længe ikke regnes for den helt store risiko, udvikler sig med lynets hast til en pandemi, der lægger hele Europa øde, mens diverse magtkampe og konspirationer udspiller sig bag kulisserne både i WHO, i diverse regeringskredse og i medicinalindustrien.

 

Sundhedskrise og økonomisk krise, som rammer dybt ned i mange menneskers hverdag

 

Spredningen af corona-virus minder næsten uhyggeligt meget om den gyser, der præsenteres for læseren i Hanne Vibeke Holsts roman. Ligesom det er tilfældet med virkelighedens corona, er det ligeledes i romanen en helt ny og ukendt virus, der udfordrer. – Om der så også i virkelighedens verden  er usmagelige magtkampe bag kulisserne, som svarer til det, der beskrives i romanen, skal jeg lade være usagt, men vælger indtil videre at trøste mig med, at romangenren jo trods alt er fiktion (!). – Vi har nu i snart lang tid oplevet, hvordan den ukendte virus har spredt sig og allerede nu har skabt forfærdelse i mange ikke mindst europæiske samfund. Indtil videre har det været værst i Italien, men også Spanien og flere andre lande – herunder Danmark – oplever usikre tider med nedlukning af skoler, arbejdspladser m.v. over en bred front samt krav om isolation og aflysning af så at sige alle arrangementer, der involverer, at flere end ganske få mennesker samles. Det, der begyndte som en alvorlig sundhedsmæssig krise, har således nu udviklet sig til også et være en økonomisk krise, som rammer dybt ned i samfundslivet og i mange menneskers hverdag.

 

Kulturarven vakt til live – et lys i mørket

 

Ja, corona-pandemien kaster lange, mørke skygger, og vi ved ikke, hvornår Danmark og verden er på den anden side af den, og hvor meget vi skal igennem undervejs. Imidlertid har den ekstraordinære situation også fået kræfter til at vågne, som ellers har ligget underdrejet i meget lang tid. Vi oplever således i denne svære tid et nationalt og et medmenneskeligt sammenhold, som er meget stærkt. Det viser sig på mange måder og i mange sammenhænge. Fællessangen og den nationale sangskat har via medierne fundet vej til de mange hjem, der skal stå deres prøve både som rammer omkring et familieliv, som skole og undervisningssted og som hjemmearbejdsplads. Alt tyder på, at vi har fundet hinanden som mennesker og som folk igen. Hvor er det f.eks. livgivende hver morgen at kunne være i selskab med Danmarks Radios Pigekors karismatiske dirigent, Philip Faber. Mange har grundet hans daglige tv-optræden hver morgen muligheden for at begynde dagen med morgensang i de fleste tilfælde bestående af en salme og en højskolesang. Det er på alle måder en samlende og livgivende faktor i en tid, hvor vi ellers skal holde afstand til hinanden. – Det samme gælder de virtuelle gudstjenester, som folk strømmer til. Det er opløftende og vidner om, at den kristne tro ligger meget dybt i mange danskere og viser sig, når livet bliver svært, og der er brug for tro, håb og kærlighed til at fremkalde et eksistentielt lys i mørket. Vores fælles dybe værdier kommer virkelig frem i lyset i denne ellers mørke tid.

 

Læs også: I skovens dybe stille ro

 

Fantastisk vilje til at stå sammen i en fælles kamp mod den usynlige fjende

 

Andre har taget initiativ til, at hele befolkningen i fællesskab d. 16. april skal synge en sang for at hylde Dronning Margrethe på hendes 80 års fødselsdag, hvor al festivitas ellers er aflyst. – Mange familier går ture i den danske natur samtidig med, at de følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at holde afstand. Man oplever i det hele taget en fantastisk vilje til at stå sammen om at komme bedst muligt igennem en svær periode. Politikerleden og den interne politiske fnidder er lagt på hylden. Også regering og opposition står sammen og kæmper en fælles kamp for Danmark og danskerne på tværs af partiskel. Det vidner om, at vores demokrati er stærkt og rodfæstet, så selv om mange af de grundlovssikrede rettigheder for en tid er sat ud af funktion, så er der ingen tvivl om, at på den anden side af corona-krisen venter et Danmark, hvor vi alle igen vil være omfattet af de fundamentale frihedsrettigheder, som vores grundlov sikrer os.

 

Det gamle ord om, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget må derfor siges stadigvæk at gælde, hvis vi da ellers formår at tage det genfødte folkelige og nationale fællesskab med os over i det samfundsliv, der venter forude. Foråret er over os, og lyset er hastigt på vej tilbage. Det giver håb om og tro på, at vi sammen kan komme styrket ud af denne prøvelse, selv om det for nogle desværre også har betydet smertelige tab af menneskeliv. Det nationale sammenhold og det medmenneskelige fællesskab har imidlertid efter alt at dømme stået sin prøve. Det er opmuntrende og perspektivrigt midt i en ellers dyster og svær tid.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…