Meningsmåling sender Jakob Ellemann-Jensen i gulvet med et brag – én ting kan få ham på benene igen

Politikere fra oppositionen og journalister har på det seneste talt meget om ”minkskandalen”. Det har ligget i luften, at denne ”minkskandale” kunne koste statsminister Mette Frederiksen opbakning blandt vælgerne.

 

Men en ny meningsmåling tyder på, at Mette Frederiksen tværtimod er blevet kraftigt styrket af den seneste tids opgør om corona, som minkene har været en del af.

 

Det burde ikke komme som nogen overraskelse. Men Christiansborg-miljøet har det med at glemme de helt fundamentale ting, som vælgerne lægger vægt på.

 

Der kan ind imellem være stor forskel på, hvad man har været optaget af på Christiansborgs gange, og hvad man er optaget af blandt danskerne.

 

Mette Frederiksen og hendes regering har ganske rigtigt haft problemer i debatten om, hvem der gav hvilke ordrer til at gøre hvad i forbindelse med aflivning minkene.

 

Men det er absolut ikke det, der har optaget vælgerne mest.

 

Langt de fleste danskere har først og fremmest været optaget af coronasmitten, og hvad der skulle til for at få den under kontrol. Det er danskernes sundhed, der for dem har stået i centrum.

 

I gulvet med et brag

Det har blå blok været alt for længe om at se i øjnene og tage højde for. De blå har undervejs talt for meget om det politiske spil og de juridiske regler og for lidt om folkesundheden.

 

Det har tilsyneladende kostet dem mange stemmer. En ny meningsmåling giver en meget stor opbakning til Socialdemokratiet og en stor føring til rød blok over blå blok. (YouGov/BT)

 

Der er en usikkerhed i en sådan måling, men tendensen er ikke til at tage fejl af: Oppositionens leder og statsministerkandidat, Jakob Ellemann-Jensen, bliver sendt i gulvet med et brag.

 

Kan han rejse sig igen? Det vender vi tilbage til.

 

De kan ikke sige, at de ikke blev advaret

Den nye YouGov-måling giver Socialdemokratiet hele 33,2 procent af stemmerne. Ved valget i juni 2019 fik partiet bare 25,9 procent.

 

Venstre bliver derimod ramt af en klokkeren kæberyster: Sølle 14,3 procent bliver det til – mod 23,4 procent ved valget sidste år. Glem bare det konkrete tal, men tendensen er opsigtsvækkende. Den har man også set i andre målinger.

 

Når det gælder forholdet mellem blokkene, har rød blok i denne måling et meget stort forspring til blå blok: 8,5 procentpoints.

 

Dette handler ikke om decimaler. Det korte af det lange er, at Mette Frederiksen indtil videre er den klare vinder af den politiske kamp om corona.

 

Det er hun, fordi hun har talt helt utvetydigt om det, som for befolkningen er altafgørende: sundhed. Jakob Ellemann har undervejs været uklar i sine prioriteringer. I starten snakkede han mere økonomi end om sundhed, og det har kostet mange vælgere. Samme problem har de fleste andre borgerlige partiledere haft.

 

De kan ikke sige, at de ikke er blevet advaret. I hvert fald i Den Korte Avis.

 

Mette F. sagde ”ja, tak”

Ellemann synes nu at have erkendt, at han gik fejl af vælgerne. Han taler mere om at stå sammen i kampen mod den farlige sundhedstrussel.

 

Det er en absolut nødvendig kursændring. Men den kommer så sent, at Ellemann næppe kan overbevise vælgerne om, at han er et mere solidt holdepunkt end Mette Frederiksen i kampen mod coronavirus.

 

Ellemann er røget i gulvet i kampen om corona, og han har kun beskeden udsigt til at rejse sig og vinde den kamp.

 

I politik afgøres særdeles meget af, hvilke temaer der præger debatten.

 

For tiden er det ganske klart virus og kampen for folkesundheden, der har befolkningens store prioritet. Selv om Ellemann og blå blok nu gør et behjertet forsøg på at markere sig i forhold til dette tema, så er det for længst Mette Frederiksen, der har sat sig på det.

 

Det har de blå i høj grad sig selv at takke for. Man overlod i høj grad den afgørende debat til en statsminister, der sagde ”ja, tak” og gav den hele armen.

 

Ellemanns vigtigste allierede

Ellemann og de andre blå ledere må først og fremmest håbe på, at den politiske dagsorden skifter. Sådan at vælgerne i højere grad bliver optaget af andre politiske emner end corona: økonomi, velfærd og ikke mindst udlændingepolitik.

 

Her har de blå en chance for at rejse sig og tage en jævnbyrdig kamp.

 

Ellemanns vigtigste allierede for at kunne nå derhen hedder:  Coronavaccine.

 

Hvis coronavaccinen fungerer, som den skal, vil den skabe tryghed hos danskerne, og det vil ændre den politiske dagsorden.

 

Når eller hvis corona ikke længere er en større akut trussel her i landet, vil den heller ikke i den grad dominere dansk politik.

 

Det giver Jakob Ellemann og de andre blå partiledere en mulighed for at komme på benene igen og deltage i en mere jævnbyrdig kamp.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…