Ny film: Livets uretfærdige tilfældigheder

**** fire stjerner ud af seks  

 

Anders Thomas Jensen er både manuskriptforfatter og instruktør på RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE og har mange erfaringer bag sig i begge roller. Han har skrevet manuskript til bl.a. ”Ser du månen, Daniel” (2019), Susanne Biers ”Den skaldede frisør” (2012) og ”Hævnen” (2010) og ”Solkongen” (2005). 

 

Og så har han i sin seneste film samlet en række fine danske skuespillere med Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i spidsen. 

 

Genren karakteriser instruktøren selv som ”en fabel sat i realistiske rammer” – og hovedtemaet er, ”hvordan det påvirker vores liv, når det utænkelige sker”. 

 

Handling
Markus (Mads Mikkelsen) er udstationeret i Mellemøsten og har netop fået at vide, at hans hjemkomst er blevet udskudt i tre måneder. Den tidsplan bliver imidlertid kuldkastet, da hans kone dør i en togulykke, og Markus må haste hjem til teenagedatteren, Mathilde (Andrea Heick Gadeberg).  

   

Eller ER det nu også ‘bare’ en tragisk og helt tilfældig ulykke, som den officielle forklaring lyder på? Kunne der i stedet være tale om et terrorangreb? 

 

  Den opfattelse har i hvert fald statistiker-nørden Otto (Nikolaj Lie Kaas), der selv var om bord på det forulykkede tog, og han beslutter sig for at forfølge sagen. Til det formål har han brug for eksperthjælp, der bliver hentet hos to excentriske eksistenser og kollegaer, Lennart (Lars Brygmann) og Emmenthaler (Nicolas Bro). 

 

Trekløveret  opsøger Markus på hans bopæl, og da denne bliver konfronteret med teorien om et nøje planlagt attentat, som hans kone tilfældigvis er blevet involveret i, tager begivenhederne fart. 

 

God og tankevækkende underholdning
“Retfærdighedens ryttere” er en meget mærkelig film, fordi den på den ene side er rendyrket og barsk og rørende realisme, på den anden baldrende utroværdig, grotesk og helt absurd. Gentagne gange fik jeg mindelser til Quentin Tarantino og hans sammenkædning af vold, komik og humor – men samtidig tages meget vigtige temaer op: Tilværelsens uretfærdighed – det ene øjeblik er alt ‘normalt’, det næste er gulvtæppet trukket væk under fødderne –  betydningen af en familie, af kærlighed, venskab, overbærenhed, omsorg og tilgivelse.  Tillige hævn som en magtfuld drivkraft i menneskelivet, og hvordan krig traumatiserer.  

 

Filmen er både god og tankevækkende underholdning – og rollerne er som sagt  besat med nogle af vores bedste danske skuespillere. Deres karakterer vækker interesse, og manus er vidunderligt uforudsigeligt. 

 

Helt bestemt en seværdig dansk film. 

 

Læs også
NY FILM: Greta Thunberg – et fænomen der ikke lige sådan er til at indkredse 

Længde: 116 minutter  

  • Medvirkende:  Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Andrea Heick Gadeberg, Lars Brygmann, Nicolas Bro m.fl. 
  • Instruktør:  Anders Thomas Jensen
  • Manus: Anders Thomas Jensen
  • Biografpremieredato: d. 19. november 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…