Kina melder om sensationelle resultater i kampen mod corona – det rejser nogle ubehagelige spørgsmål for os andre

Sundhedspersonale i Wuhan hilser på præsident Xi Jinping

Tirsdag aflagde den kinesiske præsident Xi Jinping besøg i den kinesiske millionby Wuhan.

 

Det var her, corona-virus slog voldsomt igennem i februar, hvorefter den spredte sig til størstedelen af verden – herunder Danmark og andre europæiske lande.

 

Dengang blev det kinesiske regime kritiseret hårdt og med rette. Informationer om den nye sygdom blev censureret bort af magthaverne. Man var alt for længe om at reagere på den skræmmende udvikling. De læger, der advarede mod faren, blev tvunget til tavshed eller ligefrem straffet.

 

Dengang stod Wuhan som symbolet på corona-faren og det kinesiske systems svigt. På det tidspunkt skulle Xi Jinping ikke nyde noget af at vise sig i byen.

 

Men tirsdag ankom han i triumf.

 

”Kina er på vej til at bringe epidemien under kontrol”

Kina har 1,4 milliarder indbyggere. Over 80.000 er blevet smittet, over 3.000 af dem er døde. Men på det seneste er der sket en vending i situationen, som man må kalde sensationel.

 

Tirsdag, hvor præsidenten ankom til Wuhan, registrerede man kun 19 nye smittetilfælde og 17 corona-dødsfald i det kæmpestore rige. Siden begyndelsen af marts er udviklingen gået markant fremad.

 

Onsdag gik smittetallet så en smule op igen til 24 nye tilfælde. Men det er jo kun lidt, og det skyldes tilsyneladende folk, der er kommet fra udlandet.

 

Man skal tage højde for, at ikke alle de tal, der kommer ud fra Kina, er lige pålidelige. En del af det kan være propaganda-overdrivelser. Men der er klare tegn på, at man har gjort bemærkelsesværdige fremskridt i kampen mod corona.

 

Kinesiske eksperter siger det. Internationale eksperter siger det. Chefen for verdenssundhedsorganisationen WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, sagde mandag, at Kina er på vej til ”at bringe epidemien under kontrol”.

 

Dette indtryk blev tirsdag bekræftet af en dansk erhvervsmand, der blev interviewet på TV2 News. Han gengav enslydende meldinger fra kinesiske samarbejdspartnere om en meget positiv vending i situationen.

 

Kan vi lære noget af Kina?

Så nok ved vi ikke med sikkerhed, hvor store sejre Kina her i marts har vundet i kampen mod corona. Men tendensen synes at være klar:

 

Mens Europa, herunder Danmark, oplever en daglig forværring af situationen, er det gået stærkt den modsatte vej i Kina – og altså også i byen Wuhan og Hubei-regionen, hvor det hele startede.

 

En del af årsagen er, at man er gået meget langt i at begrænse og regulere rejseaktiviteten. Der har således været lagt en jernsing omkring Wuhan og Hubei-provinsen.

 

Det rejser spørgsmålet: Kan vi lære noget af Kina?

 

Kina har stort ansvar for corona-smitten

For os i Vesten er det et ubehageligt spørgsmål. Vi tænker naturligvis på, at de forfærdelige problemer med corona opstod i Kina – og at man undertrykte afgørende informationer.

 

Vi i Vesten kan også konstatere, at Kinas kamp mod corona til tider er blevet ført med meget hårdhændede midler. For eksempel er mennesker tilsyneladende blevet spærret fysisk inde i deres hjem.

 

Og omvendt: I Danmark har sundhedsmyndigheder, politikere, medier og borgere gjort en kæmpeindsats for at begrænse smitten – uden Kinas hårdhændede metoder. Denne indsats er bygget på åbenhed og ansvarlighed.

 

Men noget kunne altså tyde på, at Kina har opnået en opbremsning i corona-smitten, som vi i Vesten indtil videre ikke har kunnet levere.

 

Måske trak vi den for længe?

Danmark bliver ikke Kina. Danmark skal ikke være Kina. Men er der noget vi kan lære af Kina? Altså hvis meldingerne om den kinesiske succes i kampen mod sygdommen ellers holder nogenlunde vand.

 

For et samfund som vores er det afgørende at værne om individets frihed. Det præger vores håndtering af en kæmpekrise som denne.

 

Vi vil naturligvis corona-faren til livs. Men vi vil nødigt bruge metoder, der i større omfang indskrænker individets frihed.

 

De danske myndigheder har været tilbageholdende med at regulere borgenes adfærd i forhold til corona med nedlukninger, forbud og straf. Det samme gælder i andre europæiske lande. Længe lå vægten på oplysning, opfordringer og advarsler.

 

Det er et udslag af den værdi, vi tillægger friheden. Men måske trak vi den for længe? Måske gjorde andre europæiske lande det samme i endnu højere grad?

 

Åbenbart har Kinas autoritære og bastante metoder kastet nogle resultater af sig, som Europa foreløbig ikke har kunnet nå. I Europa bliver problemerne ved med at vokse, og det er svært at se nogen ende på det.

 

En tanke værd

Nu er man herhjemme i gang med at stramme op med rejserestriktioner og lignende. Men set i bagklogskabens lys skulle man måske have lukket Danmark endnu mere af endnu tidligere og være gået skrappere til værks i forhold til smittefaren?

 

Formålet med at stille disse spørgsmål er på ingen måde at kritisere danske politikere, myndigheder og borgere. Der er som sagt blevet gjort en formidabel indsats.

 

Men måske skal vi over for trusler af dette omfang justere lidt på vores kultur. Måske skal vi lidt hurtigere være parate til at erkende, at vi må sætte hensynet til effektive løsninger noget højere og hensynet til den enkeltes valgfrihed i hverdagen noget lavere.

 

Danmark er ikke som Kina, og Danmark må aldrig blive som dagens Kina. Men hvis det ellers holder stik, at Kina har opnået store resultater i kampen mod corona på rekordtid, så kan det være en tanke værd, om vi skulle have håndteret denne kæmpekrise noget mindre blødt.

 

https://www.lefigaro.fr/sciences/xi-jinping-entrevoit-la-victoire-face-au-coronavirus-20200310

 

https://www.bild.de/bild-plus/politik/ausland/politik-ausland/coronavirus-koennen-wir-von-chinas-krisen-management-lernen-69309664,view=conversionToLogin.bild.html

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…