Af Kirsten Damgaard, psykolog medlem af Forum for Islamforskere i Danmark (FIFO).
Det overraskede for nylig integrationsminister Mathias Tefaye, at det danske samfund længe har været påført en islamisk dogmatisk skilsmisse-problematik.
Det drejer sig om, at islamisk indgåede ægteskaber ikke fra muslimsk side accepteres som opløst, såfremt skilsmissen udelukkende er foregået efter dansk jura.
Kvinden er fakta skilt i det danske retssystem, men ikke i sit hjemland eller i andre muslimske lande, før der har været en sharia-domstol ind over. Og naboer og familie vil ofte heller ikke anse hende for skilt.
Vives rapport Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske praksisser 2020 undersøger det muslimske begreb ”nikah”. Det er et begreb, der kan tolkes og forklares på mange måder.
Grundlæggende er konceptets funktion at understrege, at det er ægtemanden – altså patriarkatet – der bestemmer, om et ægteskab kan opløses eller ej. Vives rapport peger på hvorledes muslimske kvinder ikke opnår den ret der tilkommer dem ifølge danske retfærdighedsbegreber.
Sharia-domstole
Nå, kunne vi ikke være ligeglade med det, tænker mange vel. Det vedrører jo kun muslimer, det må de selv ligge og rode med. Men vi kan ikke være ligeglade, for mange af de individer det berører, er danske statsborgere.
Når man ikke er ordentlig skilt ligger ens pengesager i rod. Der er fx traditionelt særeje i et islamisk indgået ægteskab, og ægtemanden skal betale hustruen en ægteskabs-indgåelses-gave – mahr- som dog ofte først udbetales ved en evt. skilsmisse. Det siger sig selv at forhold omkring forældremyndighed og arv også er konfliktende, hvis ikke ægtemanden anser sig som fraskilt.
En islamisk skilsmisse fra den danske kvindelige imam Sherin Khankan vil heller ikke nødvendigvis blive accepteret i et land med islamisk lov. For i sunni islam er der ikke noget hierarkisk præsteskab og dermed ikke nogen lærd der systemisk sidder over en anden lærd. Den lærdes autoritet skyldes udelukkende hans personligt erhvervede anerkendelse.
Islamisk jura er beroende på de pågældende lokale domstole, og familierne vælger frit hvilken selvetableret domstol de vil konsultere. Nogle er mere kvindefjendske end andre. I hjemlandene er nogle islamiske domstole kun religiøse domstole, andre kan give et offentligt anerkendt skilsmissebevis. Allerede om hvor skilsmissen skal foregår, kan der altså være uenighed.
To konfliktende systemer
Islamisk ideologi skal i egen selvforståelse altid trumfe den verdslige (vestlige) jura. Herhjemme vurderer imam Mostafa Chendid at 70-80 af herboende imamer ikke vil anerkende, at en skilsmisse fra en dansk domstol også skal gælde religiøst.
Så dansk-skilte muslimske kvinder tør ikke rejse på familiebesøg i hjemlandet, kan ikke blive islamisk gift på ny og har i det hele taget meget bøvl med deres retsstilling i og med de to systemer karambolerer.
I USA interviewede jeg for en del år siden professor Farhat J. Ziadeh. Han havde undervist 18 år på Princeton University i arabisk og islam, og brugte efterhånden meget af sin tid som tilkaldt ekspert i retssalene på den amerikanske østkyst, når islamisk lov kolliderer med anden jura.
Det er forventeligt, at det danske samfund bliver nødt til at etablere en lignende konsulentfunktion, såfremt vi vedvarende vil anerkende nikah-ægteskaber. Indvandrere i Danmark – især efterkommerne – skilles i højere og højere grad.
På konferencen Islam and Europeanization – legal perspectives, som jeg deltog i på Københavns universitet i Oktober 2019 talte professor Dr. Shaheen Sardar Ali fra UK for europæisk accept af flerkoneri. I Storbritannien bor fx meget veluddannede muslimske kvinder, der ønsker et nikah-ægteskab som nr. to hustru, idet de ikke har tid eller lyst til at fuldtidsægteskab, men ønsker den moralske accept til et sexliv, som et ægteskab giver i deres etniske kreds.
Jeg kan sagtens se det juridiske spindelvæv det danske samfund yderligere kunne ryge ind i, såfremt vi også vil udvide vor tolerance overfor islam til anerkendelse af flere hustruer. For det giver tilsvarende skilsmisser, fx med tre ægtepartnere med tre forskellige statsborgerskaber og dertil konfliktende udlægninger af islam og rettigheder til børn og ejendom. Og folk dør og arv med udlændinge er allerede kompliceret.
Kan det løses?
Et forslag til at udrydde denne muslimske kulturberigelse er at kræve dansk vielse ifølge dansk jura, for alle der ønsker permanent ophold i Danmark og tilsvarende dansk skilsmisse for alle der vil være her permanent (men det afhjælper ikke den manglende religiøse anerkendelse (i hjemlandet)).
Andre foreslår at ægtemænd, der ikke vil give islamisk skilsmisse efter en “dansk” skilsmisse skal udvises (det duer imidlertid ikke til naturaliserede eller danske statsborgere).
Et tredje forslag er at fratage trossamfundene deres anerkendelse/godkendelse såfremt de ikke vil foretage islamiske skilsmisser udenom ægtemandens tilsagn (men trossamfundene skifter jo imamer/lærde og det er deres personlige vurdering skilsmissen hænger på ).
Et fjerde forslag er kun at tillade nikah indgået i Danmark efter dansk ægteskabsindgåelse (men tilflyttere arriverer jo hertil og er nikah-gift og vi skal internationalt anerkende den form ).
Mit gæt er, at det danske samfund atter og vedvarende, kommer til at punge ud for den manglende integration. Vi har importeret problemet, så for at skaffe retfærdige skilsmisser til folk, der er kommet hertil, eller deres efterkommere, vil velfærdssamfundet betale juridiske konsulenter for at visse indbyggere ikke skal fanges op i konsekvenserne af deres islamiske kultur.
