Det har Danmark hidtil undgået – svensk politi afslører, at en kriminel storklan via navngivne politikere har indflydelse helt op i Riksdagen

Danmark og danskerne kan prise sig lykkelige for, at der i Danmark i 1999 under Folketingets åbningsdebat den 7. oktober var et parti, der fik at vide, at de ikke var stuerene, og at de heller aldrig ville blive det.

 

Havde Dansk Folkeparti dengang været stuerene og i lighed med alle andre ukritisk kaldt islamisk indvandring et samfundsmæssigt gode, kan der vist ikke herske megen tvivl om, at vi i Danmark i dag ville have haft svenskerlignende tilstande.

 

I Sverige fik man først et sådant ikke-stuerent parti for få år siden i form af Sverigedemokraterna, men noget tyder på, at det er ved at være for sent.

 

De kriminelle klaner er i dag godt på vej til at infiltrere det svenske samfund i alle led lige fra terror på gadeplan og til de pæne politikere i den svenske Riksdag.

 

Svensk politi udpeger fire folkevalgte som klanernes håndlangere

Af en hemmeligt stemplet rapport om klanernes virksomhed, som blandt andre Aftonbladet har fået indsigt i, fremgår det, at fire folkevalgte medlemmer af den svenske Riksdag har haft og har tætte forbindelser til den største af klanerne, Södertäjenätvärket.

 

Der er tale om to fra det konservative Moderaterna og én fra Mette Frederiksens svenske socialdemokratiske søsterparti.

 

Ingen af de tre sidder længer i Riksdagen, men det gør til gengæld den fjerde mand.

 

Der er tale om kristendemokraten Robert Halef, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Södertälje og har været medlem af Riksdagen siden 2010.

 

Og han afviser ikke uventet beskyldningerne.

 

”Jeg føler mig krænket og min familie føler sig krænket,” siger han til Aftonbladet og understreger:

 

”Jeg fatter ikke, hvorfor mit navn overhovedet står i det register. De har hørt de samme rygter, der blev spredt i 2014 af aviser som Avixlat. Det er ikke andet end mudderkastning,” lyder det fra den 53-årige Robert Halef, der er medlem af det kristne syriske mindretal i Sverige.

 

Södertäjenetvärket – den største af alle klanerne infiltrerer voldsomt

Blandt de mellem 38 og 40 klaner, der findes i Sverige, er Södertäljenetvärket med sine rundt regnet 130 medlemmer i form af indgifte familier og tilløbere Sveriges absolut største.

 

Og det er især denne klan, politiet på grund af størrelsen har koncentreret sig om og afsløret, at klanen har uforholdsmæssig stor politisk indflydelse på både kommunalt og nationalt niveau.

 

Ligeledes har klanen via ansættelser infiltreret både fagforeninger og arbejdsformidlingskontorer.

 

I rapporten beskriver politiet, hvordan Södertäljenetvärket har en bred vifte af kriminelle aktiviteter, der omfatter trusler, vold, afpresning, våben- og narkotikahandel samt økonomisk kriminalitet, fremgår det af reportagen i Aftonbladet.

 

Og forleden oplyste den svenske vicerigspolitichef, Mats Löfving, at der alene i klanmiljøet i år er blevet begået 27 mord.

 

Samtidig advarede chefen for efterretningsenheden i politiets operative afdeling, Linda H. Staff, om udviklingen og sagde direkte, at klanerne nu ”truer den svenske stat”.

 

Endnu har ingen svenske politikere reageret – og dog …

Hvis det i Danmark var blevet afsløret af politiet, at tre forhenværende folketingsmedlemmer og ét nuværende havde forbindelser til banderne, ville der have lydt i ramaskrig fra både politikere og offentlighed.

 

Det er udeblevet i Sverige, måske er svenskerne efterhånden blevet hærdede. Ligeledes er der heller ikke fra hverken den svenske regerings eller Riksdagens side kommer nogen reaktion på klanernes infiltrering af det offentlige liv på snart sagt alle plan.

 

Selv et svensk kirkesamfund optræder på politiets liste.

 

Der er dog en enkelt undtagelse, og det er det forslag til bandepakke, som Papes svenske konservative søsterparti, Moderaterna, har lagt frem.

 

Smid dem ud på den blotte mistanke om bandevirksomhed

Her i avisen skrev vi i fredags om forslaget, som Moderaternas leder, Ulf Kristersson, i torsdags offentliggjorde som partiets udspil til bekæmpelse af bandekriminalitet.

 

Og det er det tunge skyts, Kristersson nu kører i stilling.

 

Således vil partiet kunne udvise bandemedlemmer, som udgør ”en kvalificeret trussel” mod landet, også selvom de ikke er dømt for kriminalitet.

 

”Det vil markant øge risikoen for mennesker, som ikke er svenske statsborgere, at man kan blive smidt ud af landet, hvis man begår kriminalitet eller blot befinder sig i miljøer, hvor der bliver begået meget kriminalitet,” siger Ulf Kristersson til Expressen

 

Forslaget er helt tydeligt rettet mod de klanledere, som ikke får synligt blod på hænderne, men lader andre om det.

 

Der er blot én hage ved forslaget.

 

Sverige uddeler i endnu højere grad end Danmark statsborgerskaber i stor stil, så man står med det problem, som også er velkendt i Danmark:

 

Det bliver efterhånden sværere og sværere at finde nogen, man kan smide ud af landet.

 

Læs mere her:

https://www.aftonbladet.se/nyheter/a/Ln0P84/riksdagsledamot-kopplas-till-kriminell-klan-i-hemlig-rapport

 

https://denkorteavis.dk/2020/vil-smide-bandemedlemmer-ud-af-landet-selvom-de-ikke-er-doemt-nu-har-papes-svenske-soesterparti-faaet-nok/

 

https://denkorteavis.dk/2020/i-sverige-taler-de-politisk-korrekte-pludselig-aabent-om-frygten-for-anarki-og-kup-men-nu-er-det-for-sent/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…