Bispekandidat udgiver bog – om at være præst i den danske folkekirke

Midt under bispevalget i Helsingør udgiver en af kandidaterne en lille bog om Folkekirken. Får man lyst til at stemme på forfatteren efter endt læsning?

 

”Ringe kirkegang, godt sted at være præst” – dét embede søger jeg!

Måske. Men man tænker også, at det såmænd ikke gør så meget, hvis pastor Eva ikke bliver valgt. Så fortsætter hun nemlig som ganske almindelig sognepræst, og dét fornemmer man, at hun er ganske god til at være. Hun fortæller om sin opvækst, især om sin elskede morfar, der var glødende SF’er – portrættet er ikke uden en vis forfriskende ironi. De fleste præster er i modsætning til deres menigheder enten folkesocialister eller radikale. Hun går i hvert fald ikke ind for Messerschmidts ”gamle kristne værdier” – selv om hendes bog er fuld af nostalgi.

 

En præst har ikke grydeklare svar på det hele, betror hun os – hvis vi skulle være i tvivl. Hvis man ikke rigtigt har nogen forestillinger om, hvad en præst laver, er der i bogen mange udmærkede, oplysende og reflekterende indblik i den besynderlige præsteverden. Om at skrive prædikener. Om evigheden. Om forskellen på en psykolog og en præst.  Om sjælesorg. Om Peter Bastian og Thomas Blachmann og musikken og om at komme ud af billedet (hvilket kan være svært, når man er præst, men ikke desto mindre yderst vigtigt). Om præstens mange ”roller”. Om ”Herrens veje”. Kapitlet om ”Sognet” er glimrende og ligefrem opbyggeligt. Gode ord til bekymrede og nedtrykte hyrder.

 

Præsten som en solidarisk synder

Det er svært at være præst, hvis man ikke er interesseret i mennesker. Det er jo en banalitet, men alligevel nødvendigt at nævne. Det handler om tillid og om præstens autenticitet. Han eller hun – i vore dage er det mest en hun – taler Guds ord som en solidarisk synder, et godt udtryk, ikke som en åleglat og fejlfri person. Hun skal evne at kunne smide alt i hænderne, når det brænder på for et sognebarn. Præsten kan faktisk få stor tiltro til sine medmennesker gennem sit arbejde. En god iagttagelse: at få noget foræret. Men også have en stor overbærenhed med ”menneskebørnenes hån og foragt”. Måske lidt for store ord i denne sammenhæng. Præsten er jo trods alt ikke Jesus.

 

Om gudstjenesten mener forfatteren, at der ikke skal laves om på for meget i misforstået leflen for ”de unge” eller tidsånden. Hun kommer med en god sammenligning: operaens kernepublikum kommer ikke for den spektakulære scenografi (måske snarere på trods af!), men for musikken. På samme måde med de trofaste kirkegængerne. Man kommer for indholdet mere end formen. 

 

Er der en redaktør til stede?

Pludselig skifter bogen stil – fra det fortællende til det historisk belærende. Den noget overfladiske gennemgang af gudstjenestens historiske udvikling burde have været udeladt eller omskrevet. Den er fagligt set under niveau. Der burde også have været luget ud i indforståede udtryk som ”ved bordet og badet”. Det skal naturligvis ikke skygge for helhedsindtrykket: de mange frugtbare overvejelser, f.eks. om balancen mellem Folkekirkens tjenstivrighed og behagesyge.

 

Hvis ét af kriterierne for at blive en god biskop er, at man kender til dét at være præst og derfor kan være en god præst for sine præster, så opfylder pastor Eva det til fulde. Om det så er helt nok, vil tiden vise. Hun skriver godt og ikke mindst åbent og ærligt om sejre og nederlag, med humor (som f.eks. i kapitlet ”Højmesse hedetur”, som nok skulle have været i ét ord). Korrekt kommatering er ikke hendes spidskompetence. Men mange vil utvivlsomt have fornøjelse af denne lille bog, som giver en læseværdig indgang til det folkekirkelige maskinrum, set gennem en sognepræsts briller. 

 

Eva Holmegaard Larsen, På indersiden. Præst i Den Danske Folkekirke. 

Eksistensen 2020, 182 sider, 199 kroner.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…