“Måske er opvasken selve livet” – Suzanne Brøgger imponerer i ny samtalebog

I en samtalebog fortæller forfatteren, musikeren, samfundsdebattøren mv. Suzanne Brøgger om sit arbejde og privatliv.

 

Alf van der Hagen: SUZANNE BRØGGER – SAMTALEMEMOIRER. På dansk ved Karen Fastrup. Hæftet med flapper. 356 sider. 299,95 kr. Gyldendals Forlag. Udgivet d. 20.08.2020

 

***** fem stjerner ud af seks

 

Jeg ville have forsvoret det. Jeg har ikke kunnet slippe samtalebogen med Suzanne Brøgger og har på hendes anbefaling bestilt de første 10 bøger hjem fra biblioteket, herunder de af hendes værker, jeg endnu ikke har læst.

 

Jeg er selvfølgelig helt på det rene med, at Suzanne Brøgger for adskillige af Den Korte Avis’ læsere er et hadeobjekt på grund af hendes position i indvandrerdebatten. Hun ligger helt på linje med Carsten Jensen og dermed hans selvafslørende udtryk for fædrelandskærlige danskere: ’Kældermennesker’. Den knast kommer jeg tilbage til.

 

Men først en præsentation og begrundelse for, hvorfor jeg giver samtalememoirerne (næsten) topkarakter.

 

Den norske forfatter Alf van der Hagens samtalebog med Suzanne Brøgger udkom på norsk i 2019. Heri fortæller den 75-årige Suzanne Brøgger for første gang om hele sit liv. Også de mere pikante privatlivsdetaljer – herunder mødet med ægtemanden Keld Zeruneith, der forlod hustru og børn efter at have været til te hos Suzanne i landsbyen Løve.
Selv fortæller Brøgger, at det bliver den eneste gang i hendes liv, hvor hun åbner sig på denne måde.

 

Suzanne Brøgger er noget helt for sig selv
At Suzanne Brøgger er noget helt for sig selv, er man ikke i tvivl om efter at have læst denne bog. Ikke bare har en stribe af mænd – og sikkert også kvinder! – forelsket sig i den eksotiske og glamourøse femme fatale, men så meget mere væsentligt: Hun er et usædvanligt vidende, klogt, dannet, kultiveret – og berejst – menneske, der kan sine klassikere. Hun er kommet langt ud-og-ned i næsten alle hjørner: Græsk og nordisk mytologi, buddhisme, mystik, kristendom, salmer (hun har selv skrevet salmer), Holberg-, Kierkegaard-, Grundtvig-, Sophus Clausen- og Karen Blixen-kender, suppleret med Kafka, Nietzsche, Schopenhauer og mange, mange flere af de navne, som har sat fodspor i historien.
Og så er hun en habil jazz-pianist, der har spillet sammen med nogle af de store musikere. Når hun altså ikke tegner, maler, broderer, strikker, hækler, kokkererer – i en stor glæde ved dagligdagens små gøremål og det helt almindelige hverdagsliv.
Alt dette ved siden af det meget omfattende og succesfulde forfatterskab.

 

Mand og barn
På det helt rette tidspunkt i sit liv er hun blevet begavet med den lysende Keld Zeruneith, som første gang kom ind på min lystavle, da hans bog om digteren Emil Aarestrup, ”Den frigjorte” blev udgivet i 1981. Sikken et power-par!

 

Og sandelig om hun ikke også nåede som 41-årig at få det barn, som hun brændende ønskede sig, men havde opgivet på grund af manglende mage. For et barn får man selvfølgelig med en mand, så nej tak til solo-moderskab her.

 

Hvis nogen skulle have nået kvalme- og dyb-misundelses-punktet efter al den medgang, lykke og succes, så klap hesten. Brøgger har mange lig i lasten, ikke mindst fra sin barndom, hvor moderen med jævne mellemrum truede med at begå selvmord, og pasningen af mindre søskende – og dermed ansvaret – blev væltet over på Suzanne. Tænk, hvad det gør ved et barn.

 

Flere af Brøggers bøger har også udløst tab af familie og venner, der ikke kunne acceptere at blive udleveret i diverse skrifter.

 

Selvbiografisk skønlitteratur
Grumme livskriser har sat sine spor, men Suzanne Brøgger har evnet at omsætte sine sorger og fortvivlelse i et forfatterskab, der i langt højere grad end jeg har været klar over, er dybt, reflekteret og inspirerende.

 

Skrevet i den helt særlige genre: Selvbiografisk skønlitteratur – ”en blanding af roman, selvbiografi, socialkritik, filosofisk refleksion, surrealistisk fri association og mysticisme” (jf. s. 110).

 

Læs også
Den traditionsrige, danske præstegård er truet. Vil den overleve i en forandret verden?

Her følger 2 x citatmosaik, hvor jeg først giver eksempler på det, jeg er så overmåde enig i – og derpå det modsatte. Sidstnævnte får kommentarer med på vejen.

 

Citatmosaik I
”(…) jeg syntes bare, kirken kan gøre det tusind gange bedre [end et kapel]. Ritualerne har bevist deres bæredygtighed gennem flere hundrede år. De kan bære sørgende mennesker igennem. Vi skal ikke bære det hele selv.” (s. 84)

 

”Bagefter er det mærkeligt at tænke på, at jeg skulle rejse til den anden side af kloden for at forstå, at vi i Norden har en fantastisk kulturarv.” (s. 205)

 

”(…) menneskene kun kan leve videre ved erindringens kraft.” (s. 206)

 

”Men der er nogle af os, som har hørt Bach hele livet, og som vil fortsætte med det, til vi dør.” (s. 233)

 

”Jeg har senere læst, at David Bowie har sagt, at da hans generation blev den, der satte dagsordenen, måtte de erkende, at de ikke havde nogen historisk hukommelse eller kulturel viden. Derfor besluttede de, at kulturel viden heller ikke havde nogen værdi. Den samtidsdiagnose virker helt præcis! Man beslutter, at noget ikke har værdi, fordi man ikke kender værdien af det.” (s. 234)

 

”(…) ja, det kan faktisk hænde, at periferiens historie [i fx Løve] er mere indholdsrig end storbyens her og nu. I København tror folk jo, at de befinder sig i centrum, bare de går på café og drikker fransk kaffe.” (s. 238)

Læs også
Ny bog om et af de modbydeligste mennesker under en af de mest rædselsfulde tidsperioder i historien

 

”Du beskriver overgangen fra hedenskab til kristendom som et historisk fremskridt? Ja, med respekt for det enkelte menneske.” (s. 243)

 

”Vi har ikke noget politisk diktatur i almindelig forstand, men der er ved at vokse en totalitarisme frem, hvori vi risikerer at miste vores autonomi og blive manipuleret af de sociale mediers algoritmer uden at være beskyttet af den dannelse eller det indre liv, som kunne have været modstandskraften mod en sådan manipulation. ” (s. 266)

 

Citatmosaik II
”Hustruen stod for hjemmet, og manden havde sit eget frigjorte liv.” (s. 11)

 

LN: Nej, det var stort set kun aristokratiets og borgerskabets mænd. Disse mænd har udgjort et mindretal.

 

”Min generation er døtre af frustrerede mødre, der ikke fik realiseret sig selv.” (s. 33)

 

LN: Hm! En sandhed med modifikationer med afsæt i en bestemt klasse af kvinders erfaringer.
”(…) det stivnede patriarkat ikke rummer nogle forandringsmuligheder overhovedet.” (s. 119)

 

LN: Brøgger tror desværre fortsat på patriarkats-myten, som bl.a. Jordan Peterson så elegant har skudt ned.

Læs også
Fremragende bog om et gammelt mord på en ung svensk pige og vores flygtige hukommelse

 

”Jeg føler faktisk, at svenskerne har givet mig bedre respons [end Danmark]” (s.157)

 

Men på det sidste er jeg faktisk begyndt at spørge mig selv, om feminismen måske er det eneste alternativ til fascismen.” [sic!] (s. 352)

 

LN: Naturligvis giver svenskerne bedre respons. Feministerne er i fuld gang med at smadre det svenske samfund, så når Brøgger hylder synspunktet, at matriarkalske værdier er bedre, så sår hun sine meninger på gødet jord.

 

Det er mere end bekymrende, at et så begavet og belæst menneske i dag kan tro på feminismen som forløser, samtidig med at den aktuelle, militante, socialistiske matriarkat-udgave af ligestillingstemaet er sluppet af sted med at tegne butikken (læs fx her).

 

”Der er mange nu til dags, som mener, at menneskerettighederne er forældet, og som vil have dem revideret. I Danmark har det været højrefløjspartierne, Dansk Folkeparti og nu Nye Borgerlige, eftersom menneskerettighederne står i vejen for, at man kan mishandle [sic!] indvandrerne.” (s. 254)

 

LN: Her er det så, at kæden hopper af for Brøgger, også fordi hun viser sig stort set at være blank på islam. Det til trods for at hun har rejst meget i Mellemøsten. I øvrigt er det ikke menneskerettighederne, de pågældende partier har noget imod, men konventionerne, der forhindrer, at nationalstaterne kan føre deres egen indvandringspolitik.

Læs også
Et mørkt kapitel i vores historie – sådan er mennesker blevet henrettet i Danmark

 

Suzanne Brøgger tror naivt på islamforskerne på universiteterne, til trods for at de igen og igen er blevet afsløret som islam-apologeter, der ikke vil kalde barnet ved rette navn.

 

”Ja, de ligner muslimske kvinder med hijab.
Før i tiden gik kvinderne også med den slags tørklæder i Norge [det må være Alf van der Hagen, intervieweren, der taler her, og så svarer Brøgger:]
Det gjorde de danske kvinder også.” (s. 257-258)

 

LN: Suk, siger jeg bare. Her røbes en uvidenhed og naivitet, jeg finder intet mindre end rystende efter 30 års islam-debat. Derfor denne henvisning til en kronik, der forhåbentlig kan oplyse om det islamiske tørklædes funktion, skulle denne anmeldelse komme til forfatterens kendskab.

 

Suzanne Brøgger kører frem med ”denne smålige chauvinisme, som har præget Danmark så længe.” (jf. s. 281) – og skyder igen og igen på Dansk Folkeparti. Vi slipper heller ikke for at få udnævnt muslimerne til en stakkels minoritet.

 

Her svigter Brøgger eklatant som intellektuel. Det samme gjorde hun, da hun i protest trådte ud af Det Danske Akademi. Jeg skrev følgende i et læserbrev:

 

Krænkelseskulturen har nu også ramt Det Danske Akademi. Bl.a. Jens Smærup Sørensen, Ida Jessen, Suzanne Brøgger og Astrid Saalbach har forladt det fine etablissement i protest mod, at et medlem, Marianne Stidsen, har været så formastelig at sammenligne MeToo-bevægelsen med terror. Så vidt ytringsfriheden. Forfattere, der i deres ekkokamre så smukt og fromt prædiker åbenhed, tolerance og rummelighed, har åh-så-forudsigeligt kastet masken og vist sig som de hyklere, de er: Ytringsfriheden gælder præcist så længe, de følsomme skribenter i den indspiste kultur’elite’ ikke bliver modsagt i deres verdensbillede.
Den tekst står jeg ved.

 

Anskaf samtalebogen
Efter den bredside: Anskaf samtalebogen og læs den med åbent sind, hjerne og hjerte. Den er fabelagtig – med den ene og selvfølgelig ekstremt vigtige undtagelse: Suzanne Brøgger har ikke gjort sit hjemmearbejde med at sætte sig ind i islam og den trussel, den vestlige civilisation står overfor, fordi de oprindelige befolkninger på grund af manglende dannelse og historisk viden ikke har nogen modstandskraft over for invasionen.

 

Læs også
Jordan B. Peterson er tilbage for fuld skrue i sin seneste bog  

Først når Brøgger forstår, at islam er en dødsensfarlig, politisk ideologi forklædt som religion (læs fx her og her), har hun gjort sig fortjent til den sidste stjerne.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…