Velskrevet og indsigtsfuld bog om et af fortidens teologiske koryfæer udfylder et hul i nyere dansk kirkehistorie

Far til Bukdahl – søn af Bukdahl

Nils Gunder Hansen er professor i tekst- og kulturanalyse ved Syddansk Universitet og tidligere eksistens- og litteraturredaktør på Berlingske. Han interesserer sig for tværfaglige forbindelseslinjer mellem litteratur, etik., idéhistorie, sociologi og teologi. Det lyder måske lidt langhåret. Men han er en god skribent, der formår at gøre vanskeligt stof tilgængeligt. Han skriver ofte i korte afsnit, hvilket letter forståelsen – og læselysten –  når tingene bliver mere komplicerede. Og det gør de.

 

Det er nok kun de indforståede, der i vore dage forbinder noget med navnet Jørgen K. Bukdahl (f. 1936).  Flere kender den rabiate litteraturanmelder Lars Bukdahl (f. 1968) . Han er søn af Jørgen K., som selv var søn af Jørgen Bukdahl (1896-1982). Bogens hovedperson døde allerede som 43-årig i 1979 og fik aldrig skrevet den disputats, som hans store evner pegede frem mod. Han udgav kun én bog i sin levetid, men et væld af anmeldelser og artikler. Hans store problem var, at han ikke kunne samle sig om ét emne. Han var altædende læser, mere belæst end nogen universitetsprofessor.

 

Den altædende teolog –  Fra Marx over Søren Kierkegaard til Hegel

Hvorfor nu beskæftige sig med ham? Gunder Hansen har aldrig selv mødt Jørgen K. Bukdahl, men har altid været fascineret af ham. Hans idol lever gennem historier, som familie, studiekammerater og andre fortæller videre. Mange sjove historier. Bogen begynder med en biografisk skitse, der giver et godt indtryk af geniets fremvækst. Der sad et så ualmindeligt godt hoved på ham, at han kunne afslutte sin teologiske embedseksamen, som det hed dengang, med den højeste udmærkelse. Hansen kalder det for et ”præ”. Den normale betegnelse blandt teologer er ”egregie”.

 

Føromtalte bog var en lille introduktion til Karl Marx og udkom i 1967. Jørgen K. Bukdahl var i bund og grund hermeneutiker, hvilket betyder fortolker. Altså et menneske, der altid forholder sig forstående og fortolkende, oversættende til den virkelighed, det møder. For den unge Aarhus-teolog gik vejen fra Marx over Søren Kierkegaard til Hegel.

 

Dengang islam og ateisme ikke var alvorlige diskussionsemner

Ikke mindst afsnittet om Jørgen K.s forhold til kirke, kristendom og teologi er interessant i et kirke- og mentalitetshistorisk perspektiv. Det er også her, at man fornemmer, hvor fortidig Jørgen K. Bukdahl forekommer. Hans tid var på alle måder en anden end vores. Han stammer fra dengang, hvor 97 % af befolkningen var medlemmer af Folkekirken, hvor islam (muhammedanerne!) ikke var et påtrængende problem i verden, og hvor ateismen førte en meget tilbagetrukket tilværelse.

 

Jørgen K. var det, man kalder for en typisk sekulariseringsteolog, sådan som der var mange af på den tid. Som f.eks. P.G. Lindhardt. Hans teolog kan kondenseres i en sætning med prægnant dialektisk spændstighed: ”Hvis ikke Jesu opstandelse var umulig, var den ikke værd at tro på!”.    

 

Bogen er ikke noget fuldt portræt, hvilket forfatteren udmærket er klar over. Der mangler en gennemgang af Jørgen K.s mange breve og artikler. Men det er en bog, som fortjener at blive læst og diskuteret uden for den snævre kreds. Man er i godt selskab med Nils Gunder Hansen og Bukdahl’erne. Hvor er det godt, at der også udgives bøger af dén kaliber.  

 

Nils Gunder Hansen, Tanker af en anden verden. Jørgen K. Bukdahl.

Gyldendal 2019, 258 sider, ill., 300 kroner.

 

Læs også
Vi får at vide, at den muslimske kultur var en berigelse af Spanien – men sandheden er en ganske anden
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…