Et kulturkonservativt standpunkt kan være svært at få ud over rampen. Thomas Mann gør det med bravur i en række essays affattet under 1. verdenskrig.
Thomas Mann: ET UPOLITISK MENNESKES BETRAGTNINGER. Et udvalg. Oversat af Karin Højersholt. Hæftet med flapper. 253 sider. Pris kr. 298. Forlaget Multivers. Udkommet d. 14.3.2019.
**** fire stjerner ud af seks
Jeg skylder Mikael Jalving æren for, at jeg blev opmærksom på den tyske forfatter Thomas Manns bog ”Et upolitisk menneskes betragtninger” med udvalgte kulturkonservative essays. Jalving skrev sådan her på sin blog:
”Jeg åbnede Thomas Manns mesterlige broderopgør fra 1918 med titlen Et upolitisk menneskes betragtninger (…) og så begyndte mit hjerte atter at slå.
Titlen bedrager. Bogen er en helt igennem politisk analyse af datidens Tyskland og Europa flere år inde i Den Store Krig, som Første Verdenskrig blev kaldt, før man vidste, at der kom én mere. Thomas Mann skriver op imod sin bror Heinrich Mann, hvem han døber ”civilisationslitteraten”, hvilket vi i dag ville oversætte til hipsterliberal, rødvinssocialist eller overklassehumanist.
Civilisationslitteraten er besat af universelle principper som demokrati, oplysning, pacifisme og menneskerettigheder, men glemmer, at menneskets lod indeholder andre mindre retoriske, mere konkrete og særegne kræfter, som ikke er styret af politikere oppefra, men vokser i den enkelte og i folket. Irrationelt, skønt lige så uudryddeligt som ”forplantning, død, religion og kærlighed.”
At forsvare en kulturkonservativ position er ingen nem sag
Med en så utvetydig ros var det bare en bog, jeg måtte have fat i, for som læsere af de alternative medier ved alt om: At forsvare en kulturkonservativ position i en tsunami af mainstream postmodernisme, poststrukturalisme og multikulturalisme er ingen nem sag. Til trods for at al sund fornuft siger, at identitet ikke er forankret i luftige ideologier og utopier.
Thomas Mann (1875-1955) skriver sine essays fra efteråret 1915 til foråret 1918. Han er på dette tidspunkt helhjertet solidarisk med sit krigsbegejstrede fædreland, og et essay om den militaristiske prøjserfyrste Frederik den Store bliver af bl.a. broderen Heinrich opfattet som et forsvar for Tysklands invasion og besættelse af det neutrale Belgien i 1914.
Heinrich svarer indirekte Thomas i et essay om Dreyfus-affæren, hvor de intellektuelle krigstilhængere (herunder broderen) mellem linjerne bl.a. kunne notere sig, ”at de var medløbere og æstetiserende opportunister, som profiterede på, at anstændige folk var bragt til tavshed.” (s. 9)
Den følsomme Thomas var mildt sagt ikke begejstret. Med hans egne ord: Det var som at få smidt syre i ansigtet.
Den rette tolkning af virkeligheden
Ligesom i tilfældet med brødrene Hitchens, nu afdøde Christopher og Peter, konkurrerer de to begavede Mann-brødre altså om den rette tolkning af virkeligheden. Thomas Mann ud fra et konservativt og nationalsindet perspektiv, den lidt ældre Heinrich i en politisk radikal, progressiv og international optik.
Patrioten Thomas Mann solidt og konkret forankret i det tyske fædreland versus pacifisten, humanisten og globalisten Heinrich Mann.
Thomas Manns tilgang i krigsårene
En række citater hentet i de forskellige essays kaster yderligere lys over Thomas Manns tilgang i krigsårene og hans evne til at slå hovedet på sømmet:
”Det humanitære er ikke altid identisk med det humane.” (s. 17)
”For antiradikalisme – dette være sagt uden ros og dadel – er det specifikke, det distinktive og afgørende træk eller særkende ved den tyske ånd (…)” (s. 67)
”Det har til enhver tid forekommet mig aldeles utænkeligt, at man kunne mene andet, end at ”menneskelighed”, en menneskelig måde at tænke og anskue verden på, selvfølgelig udgør modsætningen til politik af enhver art.” (s. 91)
”(…) den sandhed, at det væsentlige i livet, at den menneskelige virkelighed aldrig så meget som strejfes af politik.” (s. 100-101)
”(…) min protest mod en modbydelig forfladigelse og kastration af menneskelighedsbegrebet!” (s. 113)
Thomas Mann citerer en artikel af Johannes V. Jensen: ”Tysklands høje præstations- og udviklingsniveau, siger han, afhænger i langt højere grad, end det er tilfældet med nogen anden europæisk stat, af modstand som den særlige kulturbefordrende faktor, der generelt har frembragt den nordeuropæiske kulturtype.” (s. 142)
”Kærlighed! Menneskelighed! Jeg kender den, denne teoretiske kærlighed og doktrinære menneskelighed, der fremhvisles mellem tænderen som udtryk for den væmmelse, man føler ved sit eget folk.” (s. 151)
”Kun den, der slet intet er, har en interesse i at betone ligheden mellem mennesker (…)” s. 157)
”Det [folket – LN] tjener gerne uden på nogen måde at føle sin menneskeværdighed forringet dér, hvor der stadig består mulighed for at tjene med overbevisning.” (s. 160)
”Kun” fire stjerner
Når det alligevel ’kun’ bliver til fire stjerner, hænger det sammen med, at æstetikeren Thomas Mann indimellem lader til at blive så forelsket i komplicerede, indholdsmættede sætninger, at det kniber med at (be)gribe hans tankegang. Han gør det selvfølgelig for at få det hele med og aldeles præcist udtrykke sine synspunkter, men stilen nærmer sig undertiden næsten juraens kancellisprog.
Eller måske er det bare mig, der er blevet en dårligere og mindre arbejdsom og tålmodig læser – stadig mere præget af det generelt faldende lixtal i såvel presse som (fag)litteratur! For ikke at tale om de sociale mediers cirkus-dansk.
