Hvad er det i kristendommen, som gør, at den har svært ved at imødegå muslimsk masseindvandring i Europa? Det kunne være et interessant spørgsmål at få undersøgt grundigt. Ny bog giver vel indirekte nogle forsøg herpå, men er mest en meget personlig og selvudleverende fortælling om en ung mands vej til erkendelse og ståsted.
Fra valgmenighedspræst til bekendende Asadyrker
Denne bog er en af de mere interessante, jeg længe har læst. Men også en på visse steder ret mærkelig bog. Den begynder med forfatterens åndelige udviklingshistorie. I korthed: Opvokset i et humanistisk akademikerhjem (begge forældre er psykologer; stærk mor, undvigende far, som efterhånden betragtes med tavs foragt). Døbt som 10-årig. Ivrig konfirmand. Mystisk teenageoplevelse af at være ét med altet. De første præstetanker. Beruset af delagtigheden i en fælles vilje på en ungsocialistkongres i Athen.
Læsning af Koranen og Nietzsche. Kortvarigt brud med Folkekirken. Genindtrædelse efter mødet med Søren Krarup og højskoleverdenen (Studenterkredsen – ’geniernes forskole’ og/eller en selvhøjtidelig sekt). Cand.mag. i tysk og religionsvidenskab. Grebet af den nordiske mytologi som deltidslærer på Rønshoved Højskole, som han må forlade i utide. Valgmenighedspræst i Kjellerup i to år. Indre ophobninger af Det nye Testamentes uvirkelige, umenneskelige og ugudelige modsætninger. Afsked med kirke og kristendom. Goddag til Asatroen.
Kristendommens perverse grundpræg overfor islams livsduelighed
Lidt af en rejse, må man sige, af en så ung mand! Hvad er det så, der er galt med kristendommen? Det er verdensforagten – Had din slægt og elsk din fjende – som er dens perverse grundpræg. Himmelfikseringen er den diagnostiske betegnelse for selve grundskaden. Fuldkommenhedssygen og kærlighedsneurosen, som har den konsekvens, at slavereligionens Europa hastigt viger for en mere livsduelig og mandig islam. Og så denne store flok af glade folkekirkepræster, som kryber uden om Skriftens kernebudskab. Nord er velgørende ukollegial, men jo også meget sort-hvid.
Ex-præsten taler det meste af tiden klarsprog. Der er noget at forholde sig til i hans kritik, selv om nogen ville mene, at der blot er tale om en reprise af ætsende Nietzsche-opkog. Der er oplæg til kamp – et vigtigt ord i forfatterens begrebsverden. At kæmpe er at leve. Han blev for få år siden kendt for sit meget præcise og voldsomme angreb på Europas slaphed over for islam.
Den gamle gudeverdens tiltrækningskraft
I bogens anden halvdel beskriver nordiske Nord sit nye ståsted, sit nye kald. Det har været godt at få genopfrisket den nordiske mytologi, men det er nok lidt svært helt at fatte tiltrækningskraften i den gamle gudeverden, selv om den går meget godt i spænd med tidens natur- og økofascination. Andre ville nok mene, at det er en noget tynd kop te at basere sit livsfundament på. Men enhver er som bekendt salig i sin tro. Nords trosskifte skal i hvert fald ikke dissekeres. Må han trives dermed.
Nord skriver godt. Det forekommer mig dog, at hans helt særegne stil og attitude har det med at skygge lidt for budskaberne. Så er det dog en formildende omstændighed, at han sommetider godt selv er klar over, at han er for meget. Det er i hvert fald en bog, som man ikke kan læse uden at blive berørt og rykket. Man skal tage kritikken til sig og ikke springe over, hvor gærdet er lavest. Bogen må derfor anbefales alle åndeligt dovne folkekirkekristne og alt andet godtfolk.
Johan Chr. Nord, Norden kalder. Åbent afskedsbrev til den kristne kirke.
Eksistensen 2019, 158 sider, 179 kroner.
