Nytårsdag kunne den danske befolkning sædvanen tro lytte til den siddende statsministers nytårstale. Årets første dag i 2019 var ingen undtagelse, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) – der inden så længe skal udskrive valg til Folketinget – tonede da også frem på skærmen og leverede en på mange måder udmærket tale. Jeg er dog enig med mange kommentatorer i, at den ikke indeholdt meget konkret, men derimod bevægede sig på det meget overordnede plan. Det kan der imidlertid også være god mening i.
Talen manglede – dens mange gode facetter ufortalt – totalt en politisk selvransagelse i forhold til den desværre efterhånden meget udbredte politikerlede ikke blot i Danmark, men i hele Europa. I stedet for selvransagelsen og lidt respekt og forståelse fik de danskere, der ud fra en ægte og ærlig kærlighed til det land, vi er borgere i, er skeptiske og kritiske over for globalismen og den multikulturelle dagsorden, en løftet pegefinger.
Tillad mig derfor at bruge dagens spalteplads til at holde den nytårstale, jeg lige på dette punkt ville have holdt, hvis jeg var i Lars Løkke Rasmussens sted:
Danmark rummer i dag en halv million flygtninge/migranter
”Vi har lagt endnu et år til vores historie og tager nu hul på et helt nyt år. Ethvert årsskifte kalder på eftertænksomhed og er en oplagt lejlighed til både at se tilbage, gøre status og kaste et blik ind i den fremtid, vi ikke kender endnu, men trods alt har muligheden for at forberede os på og på at forme indholdet af.
Der er opbrud på mange fronter både herhjemme i Danmark og ude i verden. Konventionerne vedtaget i forlængelse af Anden Verdenskrig er under pres. Det er de, fordi verden ikke står stille, men hele tiden er i bevægelse. Flygtningebegrebet er således blevet udvandet, så det i dag kan være svært at skelne mellem flygtninge og migranter.
I Danmark er antallet af udefrakommende flygtninge og migranter således vokset fra nogle få tusinde til en halv million. Hertil kommer løbende de familiesammenføringer, det fører med sig. En del bidrager positivt til det danske samfund og har taget den danske kultur til sig sideløbende med, at de er deres egen rødder bevidst. Det er positivt. De er ingen trussel mod sammenhængskraften i vores land, men derimod en berigelse.
At stå sammen om vores fælles danske værdier er ikke at vende ryggen til verden
Desværre er der også mange, som nægter at give det land, som har taget imod dem, en fremstrakt hånd. Det har givet parallelsamfund, voldelige konflikter og næsten besatte bydele. Det har også bidraget til en krænkelseskultur, som vi så for fuld udblæsning, da en totalt misforstået tolerance fra en ledende medarbejder på Copenhagen Business School imødekom en protest mod, at man sang en klassiker fra den danske sangskat, ”Den danske sang er en ung, blond pige”. – Lad det være sagt straks: Det var en øjenåbner, og det var dejligt at se, hvordan den danske befolkning og den danske offentlighed stod sammen om dette angreb på nogle af vores fælles fundamentale danske værdier.
Det er derfor ikke danskere, der vil værne om og bevare deres kulturarv, der lukker sig inde og er intolerante. Det er dem, der føler sig krænket, og dem, der imødekommer disse krænkede personer båret af et misforstået frisind og en helt skæv opfattelse af, hvad et frit og et værdigt samfund er.
Et sådant frit og værdigt samfund kan vi kun opretholde, hvis vi vil kæmpe for det, vi har kært, og hvis vi vedkender os det værdigrundlag, vi som folk er rundet af. Det er ikke at lukke sig inde i forhold til omverdenen – det er derimod det eneste bæredygtige grundlag for at kunne åbne sig over for verden omkring os, at vi er bevidste om, hvem vi selv er. Inden for uddannelsesektoren er der derfor et akut behov for genoprettelse af det fatale dannelsestab, 1968-generationen søsatte.
Nytårsønske: Lad os tage et opgør med elitens kulturelle selvhad
Mit håb for det nye år og for Danmarks fremtids skyld er derfor, at toneangivende meningsdannere – det være sig politikere, mediefolk eller kulturpersonligheder – tager et opgør med det kulturelle selvhad, der ikke baner vejen for et samfund med ordentlighed og tolerance. Derimod bliver dybe kulturelle værdier erstattet med en relativisme, som gør alt ligegyldigt. – Og lad mig så som politiker også rettet blikket indad og sige følgende:
Undskyld til befolkningen fordi vi ikke har lyttet tilstrækkeligt til jeres meninger, tanker og i mange henseende begrundede skepsis og frygt. Vi har slået det hen som ”højrepopulisme” og mange andre letkøbte etiketter som f.eks. ”landsbytosser”.
Måske er det os, der har været ”storbytosser”? – Tiden er i hvert fald inde til politisk selvransagelse på højeste lederniveau ikke blot i Danmark, men i hele Europa. Således er EU godt for os alle, men vi folkevalgte skal lære at forstå, at EU skal være et handelsmæssigt og økonomisk samarbejde i stor respekt for de enkelte nationalstaters suverænitet. Det skal det, fordi det er sådan, Europas befolkninger ønsker det.
Og så skal vi betale vores fulde kontingent til det NATO, der siden 1949 har været vores bedste forsikring for fred og frihed, inden vi begynder at bruge pengene på et EU-forsvar. Uden USA er Europa prisgivet – det viser historien med al tydelighed. Trump er besværlig, ja – men han sidder ikke til evig tid i Det Hvide Hus.”
Og så lige et citat fra den danske sangskat: ”I alle de riger og lande, hvorhen jeg i verden fór / jeg fægted med åben pande, for hvad jeg for alvor tror”. Disse linjer taler direkte til enhver politiker med respekt for det ansvar, man tager på sig som folkevalgt. – GODT NYTÅR!