Rasmus Paludan og Stram Kurs har taget de etablerede danske partier på sengen.
Kun få havde forudset, at han på rekordtid kunne indsamle det antal vælgererklæringer, der er nødvendige for at opstille til folketingsvalget.
Nu venter alle i spænding på de første meningsmålinger, der kan give indtryk af, om partiet har en reel chance for at komme i Folketinget.
Men selv, når der kommer målinger, kan der være usikkerhed om hans muligheder.
Er der noget, som har karakteriseret Paludans første tid i dansk politik, er det uberegnelighed. De traditionelle målestokke for, hvilke chancer et parti har, gælder ikke rigtig for ham.
Det hænger sammen med, at han laver politik på en helt anden måde, end man er vant til.
Uberegnelig
Paludan leverer ikke kun politiske budskaber. Han leverer happenings. På møder og demonstrationer provokerer han bevidst, så han udløser aggressioner fra specielt muslimske indvandrere.
Han serverer således ofte sine islamkritiske budskaber i muslimtætte områder. Det kan for eksempel få folk med muslimsk baggrund til at råbe: ”Det her er vores område!” Eller det kan få dem til at bruge vold mod politiet, som på Nørrebro, og trusler mod Paludan og hans folk.
Paludans budskab bliver dermed: ”Dér kan I selv se!”
Denne form for anskuelsesundervisning virker stærkere end traditionel politisk kommunikation. Den er i høj grad noget nyt i dansk politik. Og det gør Paludan-effekten særlig uberegnelig.
Et mere muslimsk land
Men Paludans happenings kommer ikke ud af den blå luft. Deres baggrund er meget alvorlige problemer i det danske samfund.
Det gælder først og fremmest det fundamentale problem, som alt for ofte forties af politikerne:
Drevet frem af Dansk Folkeparti har Danmark har ført en strammere indvandringspolitik end de fleste andre lande. Og asylstrømmen til Danmark er på det seneste faldet mærkbart. Alligevel sker der fortsat en kraftig ændring i befolkningens sammensætning.
En stadigt stigende andel af befolkningen i Danmark er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige, især muslimske lande. Danmark bliver i den forstand et mere og mere muslimsk land.
Denne fortsatte udvikling hænger sammen med, at den ikke-vestlige, herunder muslimske, befolkning er yngre og føder flere børn.
Danmarks Statistik forudser, at der i 2060 vil være over 867.000 indbyggere i Danmark, som har ikke-vestlig baggrund.
Paludan og parallelsamfundene
Al erfaring viser, at de muslimske indvandrere i meget høj grad vil være præget af en anden kultur end den, som hidtil har været grundlaget for det danske samfund.
Det gælder således et fundamentalt andet syn på religionens rolle i samfundet, et fundamentalt andet syn på individets frihed og et fundamentalt andet syn på kvinders status.
Denne kulturbaggrund er grundlaget for muslimske parallelsamfund, der i betydeligt omfang lever deres eget liv i forhold til det omgivende danske samfund.
Paludan taler ikke bare om dette. Han viser det ved at gå ud i disse parallelsamfund og levere krasse provokationer, der for eksempel bekræfter hans pointe ved at få beboere til at råbe: ”Det her er vores område!”
Samtidig taler Paludan meget mere direkte om islams rolle, end man har været vant til i dansk politik.
Modige mennesker
Der er grund til at tage afstand fra Paludans brug af skældsord, Koran-afbrændinger og andre fornærmelser i den forbindelse.
Men man kan ikke fornægte, at han bringer ting op til overfladen, som en stor del af politikerne ganske enkelt lukker øjnene for, samtidig med, at de spiller hellige.
Dansk Folkeparti har gennem årene måttet lægge øre til meget, fordi man tog fat i de fundamentale problemer ved den ikke-vestlige, specielt muslimske indvandring.
Usædvanligt modige mennesker, der tidligt pegede på, at den var gal, har måttet finde sig i at blive stemplet som nærmest onde af folk, der i den grad har svigtet deres land og dets kultur.
Kan man tie Paludan ihjel?
Med Paludan står de mere eller mindre politisk korrekte nu med en ny udfordring. Skal de gå i polemik mod ham og dermed gøre ham mere interessant? Eller skal de forsøge at tie ham ihjel?
I længden har det aldrig fungeret at forsøge at tie politiske bevægelser ihjel, hvis de har en vis folkelig opbakning. Og i tilfældet Paludan byder det på nogle særlige vanskeligheder.
Det hænger sammen med hans brug af happenings. Når han går ud i bestemte områder, sker der som regel noget. Ofte noget, der sætter kraftigt gang i følelserne. Den slags vil uundgåeligt finde vej til medierne – især nu om dage, hvor man har alle muligheder for at kommunikere tekster og billeder via nettet.
Så det kommer nok til at knibe for dem, der måtte have lyst til at tie Paludan ihjel. Med mindre man vil gå så langt som til at ramme ham løbende med politiforbud mod demonstrationer. Det sidste må man dog gå ud fra er udelukket i et land med Danmarks demokratiske traditioner.
Foreløbig venter alle på nogle meningsmålinger, der kan give et fingerpeg om Paludans gennemslagskraft.
