Den Dybe Stats Permanente Kup

I snart samfulde tre år har medier, politikere og Hollywood-skuespillerinder været hypnotiseret af Trump. De afskyr manden, kalder ham racist, uappetitlig, vulgær, mentalt utilregnelig, svindler, anti-demokratisk, anti-semitisk, Kremls agent, farlig, landsforræder og meget mere.

 

De opfatter i virkeligheden præsident Trump som illegitim og konspirerer derfor for at få den afskyelige mand fjernet fra Det Hvide Hus. De har på enhver tænkelig måde forsøgt at skandalisere ham, grave alskens snavs frem om ham og hans familie samt konstrueret den ene usandsynlige historie efter den anden om mandens mørke gerninger.

 

Bestræbelserne startede allerede før Trumps indsættelse som præsident i januar 2017 med Det Demokratiske Partis fabrikation af det såkaldte ”Trump Dossier”, der angiveligt på grundlag af fortrolige russiske kilder afslørede, hvordan Trump var i lommen på Putin og derfor ville føre en Rusland-venlig politik.

 

Da denne konspirationsteori to år senere faldt sammen, fordi flere kongresudvalg og den langvarige undersøgelse med vidtgående beføjelser under ledelse af tidligere FBI-chef Robert Mueller, som konspiratorerne havde sat deres lid til, ikke var i stand til at finde nogen ”Russia Collusion”, måtte man finde på noget andet. Trump skal afsættes, fordi man ”ved”, at han er illegitim, og der arbejdes febrilsk dag og nat for at grave oplysninger frem, der kan bruges som påskud til at få ham afsat. 

 

Lige nu larmer Demokraterne og deres medier op, at Trump har brudt USA’s Grundlov, fordi han har ført en telefonsamtale med Ukraines nye præsident – en samtale Trump øjeblikkeligt offentliggjorde, så enhver kan se dens indhold.  

 

Det har fra begyndelsen stået klart, at ledende personer i USA’s hemmelige tjenester har været særdeles aktivt involveret i disse bestræbelser. I samarbejde med Demokraterne og udvalgte medier har de mere end pustet til ilden. Det drejer sig om James Comey (FBI), John Brennan (CIA), Mike Rogers (National Security Agency) og James Clapper (National Intelligence).

 

Normalt ville noget sådant og med rette have haft mediernes stærkt kritiske bevågenhed, men når det gælder om at få skaffet Trump af vejen, suspenderes hævdvundne journalistiske regler. Nu er de hemmelige tjenester og deres lyssky gerninger tværtimod i kridthuset hos medierne. Deres manøvrer bag kulisserne anses som udtryk for patriotisme, og kritik af disse tjenester sidestilles med landsforræderi. En kendt konservativ journalist, Tucker Carlson, er blevet stemplet som Putins mand (”Putin´s asset”) på grund af sin kritiske holdning til tjenesternes uhørte politiske indblanding – i realiteten kupforsøg.

 

En anden kritisk journalist, den venstreorienterede Matt Taibbi, som heller ikke rider med på den hysteriske heksejagt, har for nylig skrevet:

”Forestil Dem, hvis noget lignende havde fundet sted i januar 2009, og det drejede sig om Barack Obama [der som nyvalgt præsident af cheferne for de hemmelige tjenester får forelagt en rapport, som er lavet af en privat organisation], og som beskylder ham for at have forbindelser til Al- Qaeda. […] Forestil Dem derpå, at disse oplysninger blev udsendt af Fox News nogle dage senere. Og forestil Dem endelig, at en af de fire efterretningschefer blev ansat som betalt medarbejder ved Fox News. Demokraterne ville gå fuldkommen grassat (”lose their minds”) under sådanne omstændigheder.” (Der hentydes til FBI-chefen James Clapper, der notorisk har løjet under ed, og som nu er betalt medarbejder ved CNN. Men også CIA-chefen John Brennan, der ligeledes offentligt har løjet, lader sig villigt (mis)bruge af CNN og andre med ubeviselige påstande om Trumps forræderi.)

 

Demokraterne og deres lydige medier har på ingen måde kritiseret, men tværtimod samarbejdet med de hemmelige tjenester om at diskreditere deres politiske modstander. Mange har troet på beskyldningerne mod Trump og rost de hemmelige tjenesters handlinger, som bl.a. har bestået i at bekæmpe den folkevalgte præsident med ulovligt lækkede fortrolige oplysninger – oplysninger der i øvrigt har vist sig at være fuldkommen falske og vildledende.

 

Hvorfor forstår journalister, medier og en stor del af offentligheden ikke, at hemmelige tjenesters aktive deltagelse i et politisk komplot for at fjerne en folkevalgt præsident er fuldkommen uacceptabelt i et demokrati? Det drejer sig jo ikke om personen Trump, som har sin tid, men om grundlæggende principper for, hvordan en demokratisk retsstat styres – og ikke mindst om respekt for vælgernes valg. Der er tale om et dødsstød mod et demokratis livsnerve, en annullering af et frit valgs resultat – ja, en uhørt undsigelse af og revolte mod landets lovlige præsident.

 

De hemmelige tjenesters knap nok skjulte revolte mod nationens folkevalgte leder har ifølge Taibbi fundet sted på baggrund af samme tjenesters uhørte udvidelse af deres operationsfelt i de foregående år. De har således kidnappet og likvideret udlændinge vha. droner, de har gennemført paramilitære operationer i udlandet uden Kongressens viden, og de har oprettet et internationalt net af hemmelige fængsler og iværksat hemmelig masseovervågning af amerikanske statsborgere i USA under dække af at bekæmpe udenlandsk undergravende virksomhed. Alt dette fandt sted under Obama.

 

I modsætning til Obama har Trump faktisk ikke misbrugt sin position til at udspionere politiske rivaler. Han har ikke anvendt informanter til at overvåge personer, han ikke brød sig om. Og han har heller ikke forsøgt sig med manøvrer som udnævnelse af en særlig undersøger med vidtgående beføjelser til at få undersøgt ledende demokraters forhold. 

 

Som Matt Taibbi skriver, har ledende medier som CNN, MSNBC, New York Times og Washington Post i flere år de facto kørt parløb med FBI og CIA for at skabe kunstige ”nyheder” som ”Russia Collusion”– fablen, der fra begyndelsen var komplet utroværdig, og som siden er blevet fuldkommen diskrediteret. 

 

Trumps kritik af navngivne journalister og medier er ikke, som hysterikere påstår, et angreb på ytringsfriheden. Det er derimod de forholdsregler, som Facebook, Google og Twitter i samarbejde med private interesseorganisationer som The Atlantic Council træffer under påberåbelse af at ville bekæmpe såkaldte ”fake news” med henvisning til, at de ”skaber uenighed”.

 

Men den slags synes ikke at anfægte kampagnejournalisterne. I øvrigt heller ikke danske journalister, som trofast trasker i anti-Trump mediernes fodspor.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…