Italiens 5-stjernebevægelse vil lave helt ny gruppe i EU-Parlamentsvalget

Lederen af den italienske 5Stjernebevægelse (M5S), Luigi Di Maio, præsenterede fredag den 15. februar 2019 i Rom de europæiske samarbejdspartnere, der stiller op sammen med M5S til EU-parlamentsvalget i maj.

 

Sammen med partier fra fire lande vil M5S udgøre kernen i en ny uafhængig gruppe, som overfor de traditionelle stærke grupper, den konservative PPE, og den socialdemokratiske S&D, vil kæmpe for direkte demokrati i EU.

 

Det drejer sig om et kroatisk parti, Zivi Zid, et polsk, Kukiz 15, et finsk, Liike Nyt-bevægelsen og det græske parti Akkel.

 

Ved EU-valgene kommer Di Maios bevægelse med andre ord ikke til at indgå i en alliance med regerings­partneren Matteo Salvinis parti, Lega.

 

Partierne vil inden valget præsentere detaljerne i et fælles program i 10 punkter, som bl.a. vil omfatte reformer av EU’s institutioner, begrænset magt til EU-kommissionen, kontrol med lobbygrupper, støtte til lokal produktion og miljøpolitik.

 

5Stjernebevægelsen stiller ikke op sammen med De Gule Veste

Gruppen vil ikke omfatte repræsentanter for De Gule Veste i Frankrig. ”Vi vil ikke forhandle med folk som snakker om borgerkrig og væbnet kamp”, har Di Maio sagt.

 

Afbrydelsen af samarbejdet med De Gule Veste er overraskende efter det meget omtalte møde i Paris tirsdag den 5. februar mellem repræsentanter for De Gule Veste og lederen af M5S, Luigi Di Maio.

 

De Gule Vest vil utvivlsomt stille op til Europaparlamentsvalget i maj – måske under listenavnet “Ralliement d’initiative citoyenne” eller RIC.

 

Det var 5Stjernebevægelsens leder, der selv på Twitter gjorde opmærksom på mødet med De Gule Veste, og at ”forandringens vinde nu havde krydset Alperne”.

 

Mødet fik Emmanuel Macron helt op i det røde felt, og allerede onsdag den 6. februar kaldte en fransk regeringstalsmand det ”en provokation”, at den italienske økonomi- og beskæftigelsesminister, Luigi Di Maio, havde organiseret et møde i Paris med repræsentanter for De Gule Veste. Den franske ambassadør i Rom blev ovenikøbet kortvarigt trukket hjem – til konsultationer!

 

Militante støtter til De Gule Veste

I det fransk-italienske aktivistmøde deltog også Christophe Chalencon, der er en af lederne i De Gule Veste. Chalencon har tidligere givet udtryk for, at det ville være ønskeligt om et militærkup kunne fjerne Macron og den franske regering inden EU-Parlamentsvalget.

 

Efter mødet lykkedes det journalister fra det italienske TV-program ”Piazzapulita” med skjult kamera og mikrofon at opfange nogle ret så bemærkelsesværdige udtalelser fra Chalencon. Ifølge Christophe Chalencon var Frankrig på kanten af en borgerkrig (“On est à la limite de la guerre civile”) og franske paramilitære grupper var parate til at kaste sig ind i De Gule Vestes kampagne mod den franske regering.

 

Udtalelserne til TV-programmet ”Piazzapulita” blev sendt omtrent samtidig med, at den planlagte annoncering af den brede europæiske alliance – inklusive De Gule Veste – skulle have fundet sted.

 

Udtalelserne i vakte vild opstandelse i både Italien og Frankrig og kom særdeles ubelejligt for Di Maio. I 5Stjernebevægelsen stod det hurtigt klart, at et italienske regeringsparti ikke kunne lade sig identificere med grupper i Frankrig, der tilsyneladende var parate til at gå i væbnet kamp mod franske myndigheder.

 

I weekenden 16. – 17. februar 2019 har De Gule Veste fortsat demonstrationerne i Paris og i en række andre franske byer. Meningsmålinger tyder på, at et lille flertal af franskmændene nu mener, at De Gule Veste bør indstille aktionerne.

 

Del på Facebook