Statsminister Lars Løkke Rasmussen har i de senere dage skabt en vis undren over sin politiske optræden. Med uklare meldinger om en SV-regering og med en nedvurderende behandling af sin egen næstformand, Kristian Jensen.
Det virkede, som om han var ved at miste grebet om valgkampen.
Men i søndag aftens TV-duel med Mette Frederiksen havde han strammet op. Han var skarpere end længe set og havde Mette Frederiksen i vanskeligheder flere gange.
Det gav en debat med noget slag i frikadellen. Seerne blev holdt i ånde. Godt.
Men debatten lod også vælgerne i stikken på det allermest brændende punkt: udlændingepolitikken.
Her har danskerne grund til stor bekymring efter duellen mellem de to statsministerkandidater.
De røde og udlændingepolitikken
I debatten scorede Løkke blandt andet points på kritik af den seneste røde regering, når det gælder økonomi og sundhedspolitik.
Han vandt debatten om friskoler og han udstillede, hvor ukonkrete Mette Frederiksens klimaløfter er.
Og Løkke skabte problemer for Frederiksen, da han slog på, at hun ville blive nødt til at give de andre røde partier indrømmelser i udlændingepolitikken.
Det afviste Mette Frederiksen. Men hun undlod omhyggeligt at garantere, at hun ikke ville sætte de offentlige ydelser til flygtninge op – sådan som de andre røde partier kræver.
Meget tyder på, at hun faktisk er parat til at sætte disse ydelser op. Det svækker indvandrernes motivation til at tage sig et arbejde, og de danske skatteydere får lov til at betale.
Partisk ordstyrer
Når Mette Frederiksen var trængt, fik hun dog god hjælp fra TV2’s ordstyrer Cecilie Beck. På et tidspunkt gik hun endda direkte ind i en politisk debat med Løkke om den tidligere røde regerings økonomisk politik.
TV2 havde også sørget for at stuve udlændingepolitikken, den borgerlige mærkesag, hen sidst i debatten. Det gav en mere presset debat om dette emne.
Ikke nok med det: Cecilie Beck gav Mette Frederiksen lov til at svare først i udlændingedebatten og dermed bestemme debattens retning. Derefter kom Løkke ind. Og så fik Mette Frederiksen det sidste ord!
De blå politikere er ikke bare oppe imod de røde politikere. De er også oppe imod de røde og politisk korrekte journalister.
Befolkningen ændres på fødegangene
Men der var noget andet ved udlændingedebatten mellem de to partiledere, som var endnu mere bekymrende. Og her var det både Lars Løkke og Mette Frederiksen, som sagde foruroligende ting.
De talte begge, som om vi er ved at have styr på indvandringen fra ikke-vestlige lande.
Men begge fortav fuldstændig, at der er sat en udvikling i gang, som vil blive ved med at øge den ikke-vestlige, især muslimske andel af befolkningen i Danmark.
Ganske vist kommer der væsentligt færre ind i landet end i årene fra 2015, hvor det brændte allermest på med tilstrømningen.
Men de ikke-vestlige indvandrere er i langt højere grad end danskerne i den fødedygtige alder og får især derfor langt flere børn.
Ændringen af den danske befolkning foregår langt fra kun gennem indvandring. Den foregår i høj grad på fødegangene.
Nathuen ned over både øjne, ører og mund
Det er en proces, som har meget vidtrækkende konsekvenser for det danske samfund. Den vil meget stærkt påvirke det fundament af kultur og værdier, som det danske samfund er bygget på.
Andre kulturer og andre værdier end de danske vil fylde mere og mere og udfolde sig i deres egne parallelsamfund.
Ser vi på befolkningens sammensætning og på udviklingen i kultur og værdier vil Danmark blive et mere og mere muslimsk land. Dette er ikke et skræmmebillede. Det er simpel logik.
Men både Mette Frederiksen og Lars Løkke nægter at se denne logik. De nægter at tale om, hvor stram en styring af udlændingepolitikken der skal til, hvis den skal bremses. De trækker nathuen ned over både øjne, ører og mund.
De to toppolitikere kappes om at lyde så stramme som muligt i udlændingepolitikken. Men de opgiver på forhånd at forholde sig til kernen i problemerne: den dramatiske ændring i befolkningens sammensætning.
Måske fortrænger de sandheden. Måske lader de som ingenting, fordi de ikke aner, hvad de skal stille op med den.
Derfor er der grund til stor bekymring
Dette handler ikke om, at den ene og den anden indvandrer kan være et godt og venligt menneske. Naturligvis er det tilfældet. Det handler om, hvilken retning det danske samfund er på vej i.
Løkke og Frederiksen havde relevante og udmærkede betragtninger om udlændingepolitikken. Og det er en kendsgerning, at Løkke, hans regering og ikke mindst Dansk Folkeparti har ydet en væsentlig indsats for at begrænse den ikke-vestlige migrantstrøm.
Men de to toppolitikere forholdt sig overhovedet ikke til det altafgørende spørgsmål:
Hvor er befolkningen, kulturen og værdierne i Danmark på vej hen?
Derfor har danskerne grund til stor bekymring efter TV-debatten mellem Lars Løkke og Mette Frederiksen.