Ruth Bering: Trilles familie havde for travlt, så en dag tog hun sit pivedyr og flyttede ind hos os

Det er det samme hvert nytår. Jeg forstår ikke, at min hund, Basse, ikke er blevet hæs, for han har gøet i dagvis over skyderiet.

 

Han er hund nummer otte, da vi har haft to hunde to gange.

 

Kun en hund har vi købt, de andre er kommet på en sjov og herlig måde.

 

Enten fordi ejerne ikke kunne have dem, og de skulle have et godt hjem, eller af andre grunde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Basse passer på den lille- Det var inden, Basse kom til os. Familien var travl og havde ikke tid til ham

 

Et andet eksempel var en sød blanding af en Collier og en Cocker Spaniel, som boede her i nærheden. Ejerne havde et værtshus i Aalborg, og havde ikke tid til hende, så de lukkede hende ud, når de kom hjem.

 

Hun spadserede sine ensomme ture rundt i kvarteret og kom også forbi vort hus. Vi havde dengang en Labrador, en rar hund, og når Trille, som hun hed, nåede til vort hus, satte hun sig foran døren og så forventningsfuld ud.

 

Jeg giver aldrig fremmede hunde noget, men Trille ville gerne ind, og Buller og Trille kunne lide hinanden. Så enden på det blev, at vi i bedste forståelse med familien havde hende om dagen, så hun ikke var alene.

 

Men til sidst ville Trille ikke være hjemme mere. En dag ringede Lis – vi blev venner gennem Trille – og sagde, at nu kunne vi lige så godt beholde hende, for hun sad foran døren og ville ud. Så fik hun sit pivedyr i munden og besked på, at hun skulle gå op til Ruth. Det gjorde hun, og hun levede lykkeligt de sidste otte år af sit liv hos os.

 

Så mødte jeg Sanne Salomonsen

Jeg kan ikke se på, at en hund ikke behandles godt. En blind, jeg ofte så i bussen til Aalborg, havde en dejlig gylden hund, og vi ved, hvad det koster at oplære en hund til det job. Han var ikke rar ved hunden, så jeg ringede til Dyrehospitalet. Find ud af, hvad det er for en hund, sagde de.

 

Jeg var ikke sikker, så jeg så efter alle hunde, og det var på den måde, jeg mødte Sanne Salomonsen i Aarhus. Da jeg kom gående, så jeg et stykke foran mig en dame med en hund, magen til den blinde mands. Da jeg nåede hende, sagde jeg: undskyld, De kunne vel ikke sige mig… så vendte hun sig om, og det var Sanne. Sød kvinde. Jeg forklarede hende, hvad det drejede sig om. Det skal du gøre noget ved, sagde hun. Hendes hund var en curly retriever. Den blinde havde ingen hund i en tid, men har fået hund igen.

 

Nordjyske Stiftstidende

Den eneste hund, vi købte, var Mitte. En mellempuddel med stamtavle og det hele, men det går jeg ikke så meget op i. Peder fløj hjem fra København med Mitte på skødet i en taske. Tilfældigvis kom han i flyet til at side ved siden af daværende chefredaktør på Nordjyske Stiftstidende, Alf Schiøttz-Christensen, som blev nysgerrig efter at se, hvad Peder kiggede efter i tasken. Nå, det er det, I kan bruge min avis til, sagde han med et smil, da han så, at i bunden af tasken lå et eksemplar af … Nordjyske Stiftstidende.

 

Jeg har måttet sige farvel til en del hunde i tidens løb. Det er lige svært hver gang. Man vokser sammen i hverdagen, og hunden bliver en del af det hele, og sådan skal det også være.

Ruth Bering, Peder og to af deres 8 hunde

 

Del på Facebook