Tysk toppolitiker advarer skarpt mod FN’s migrationspagt – ”den åbner døren på vid gab for flygtningestrømmen”

Skærmprint YouTube

Den danske regering har i FN været med til at lave en aftale om migration. Det er meningen, at aftalen skal underskrives i december, og så får den status som en FN-pagt.

 

Men der er al mulig grund til at være på vagt over for dette projekt.

 

Den Korte Avis har tidligere kritiseret det. USA har sagt nej til at skrive under. Det samme har EU-landene Østrig, Ungarn, Slovakiet og Estland.

 

Advarsel fra tysk toppolitiker

Nu lyder der en opsigtsvækkende skarp advarsel mod pagten fra en toppolitiker i Tyskland, der har givet interview til avisen Die Welt.

 

Det drejer sig om Peter Ramsauer (CSU), der er formand for Udviklingsudvalget i Forbundsdagen. Han har  en central rolle i forhandlingerne om pagten.

 

Ifølge Ramsauer er grundholdningen i hele dokumentet, at man må se migration som noget ønskværdigt og normalt. Han føjer til:

 

”Det åbner døren på vid gab for flygtningestrømmen til Europa og til Tyskland.”

 

Konsekvensen vil ifølge ham være en ”fuldkommen udhuling af den tyske asylret. Sådan en aftale kan jeg ikke gå med på.”

 

Han føjer til, at denne holdning deles af mange parlamentarikere i CSU og i den fælles gruppe i Forbundsdagen for CDU og CSU.

 

Dette er helt andre toner end dem, der er kommet fra den danske regering, som gør alt for at fremstille pagten som ganske uskyldig og uden de store konsekvenser.

 

”Hvordan skal jeg forklare folk det?”

Ramsauer nævner konkret, at pagten skal sørge for, at migranter lettere bliver en del af det sociale system i modtagerlandet. Samtidig skal man sænke kravene til migranters uddannelse sammenlignet med modtagerlandets egne borgere. Altså forskelsbehandling.

 

Kommentaren fra Ramsauer: ”Hvordan skal jeg forklare folk det?”

 

Avisen refererer så et af argumenterne til forsvar for pagten: ”Vi opfylder jo allerede alt det, der står i den,” lyder det.

 

”Den hopper jeg ikke på,” siger udviklingsministeren. Man vil fortælle os, at vi jo allerede opfylder det hele, så pagtens krav gælder kun de andre. Men den holder ikke.

 

Den Korte Avis havde forleden samme udlægning af teksten:

 

”Altså groft sagt: Aftalen skal kun betragtes som forpligtende dér, hvor det gavner danske interesser. Men den skal ikke betragtes som forpligtende dér, hvor det strider mod danske synspunkter.”

 

Det er ganske utroværdigt.

 

Aftalen har konsekvenser

Intervieweren peger også på, at pagten ikke er juridisk bindende. Ramsauers svar lyder: ”Selvfølgelig er der en påvirkning (”en normativ kraft”) fra sådan et papir.”

 

Herhjemme lød det tilsvarende i Den Korte Avis fra Dansk Folkepartis udlændingepolitiske ordfører, Martin Henriksen:

 

”Der ligger forpligtelser i aftalen, selv om den ikke er juridisk forpligtende, og den angiver retningen for udlændingepolitikken og kan bruges til at lægge pres på regeringen i internationale fora.”

 

Ramsauer citerer et brev, han har fået fra en tysk lærerinde, der skriver:

 

”Hvordan kan man tro, vi er så dumme? Når kansleren nok så frækt siger, at vi skriver under, fordi det ikke er bindende, så kan det være nok!”

 

Lad os høre fra den danske regering

Peter Ramsauer kræver, at FN skal tage pagten af dagsorden uden at træffe nogen beslutning om den. Den skal så genforhandles, og denne gang skal det foregå i langt større åbenhed end første gang, hvor der var meget hemmelighedskræmmeri.

 

Den tyske udviklingsminister leverer alvorlige smæk ikke bare til sin egen regering, men indirekte også til den danske.

 

Danske politikere bør afkræve vores regering en holdning til denne kritik. Med et krav om, at man ikke skriver under på FN-pagten, som den foreligger.

 

Danmark skal absolut ikke ”åbne døren på vid gab for flygtningestrømmen”.

 

https://www.welt.de/politik/deutschland/plus184016422/UN-Migrationspakt-Das-oeffnet-dem-Fluechtlingsstrom-nach-Deutschland-Tuer-und-Tor.html

 

https://denkorteavis.dk/2018/regeringen-vil-underskrive-fn-pagt-om-migration-som-vil-svaekke-den-danske-udlaendingepolitik-det-udloeser-opgoer-med-df/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…