Vore dages folkevandring bevirker, at man er nødt til at stille spørgsmålet: hvem har ret til at bo i Danmark?
Tidligere var det lidt mere enkelt.
Dem, der var født i landet, havde indfødsret og havde dermed statsborgerskab og alle de rettigheder og pligter, der tilhører en borger i Danmark.
Statsborgerskab var altså ikke noget man fik, fordi man ved egen kraft havde opnået en ret til det.
Det var en konsekvens af, at man var født i landet. En historisk tilfældighed kan man sige og ikke en rettighed.
Statsborgerskab var en gave
Når folk, der ikke var født i landet, af forskellige årsager gerne ville opnå statsborgerskab her, måtte det diskuteres i Folketinget, om de skulle have det.
Var man enige om, at det var en god ide at give statsborgerskab til en borger på baggrund af vedkommendes kvaliteter, så kunne han eller hun få det. Der var altså oprindeligt ikke en liste af punkter, man skulle opfylde for så til sidst at have ret til statsborgerskab.
Statsborgerskabet var en gave, som det danske folk i form af Folketinget gav til dem, som man fandt værdige. Sådan var grundloven udformet.
Idag er statsborgerskab blevet en rettighed
I dag hvor vi er vant til at tænke i rettighedsbaner har man for længst lavet lister og fremgangsmåder over, hvordan man kan få familiesammenføring, permanent ophold og statsborgerskab i Danmark.
Alt sammen baseret på en tankegang om, at hvis man gør sådan og sådan, så udløser det en automatisk rettighed til at få det, man vil have.
Jeg er godt klar over, at det er en tankemæssig supertanker fra 17-tallet, der skal vendes, hvis vi skal væk fra rettighedstankegangen. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til det på et tidspunkt.
For i denne folkevandringstid er det simpelthen for farligt for et lille land at gøre det muligt for en enorm mængde mennesker at få ret til at være i Danmark.
28-års reglen blev afskaffet
For nogle år siden havde vi faktisk en ganske fornuftig regel, der gjorde, at det i praksis kun var danskere, der kunne få fremmede ægtefæller til Danmark. Man skulle nemlig have haft et dansk pas i 28 år for at kunne få familiesammenføring.
Den regel er imidlertid blevet afskaffet, fordi Danmark blev sagsøgt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der i 2016 afgjorde, at de danske regler diskriminerer personer, der er født uden for Danmark og først opnår statsborgerskab senere i livet. De kunne ikke nå at bo 28 år i landet, før de ønskede familiesammenføring.
Men er det egentlig ikke ganske rimeligt at gøre forskel på dem, der har boet i Danmark hele livet og dem der er kommet til senere? Ikke ifølge rettighedstankegangen, hvor alle skal have lige muligheder for at opnå en bestemt ting.
Nationen er som en familie
Tænk, hvis vi gjorde det på samme måde mht. medlemskab af en familie. Tænk, hvis et barn kunne opnå ret til adoption eller en person kunne opnå ret til at blive del af en anden familie ved at bestå nogle eksamener eller tjene nogle penge.
Ville det ikke være mærkeligt, hvis der flyttede et fremmed menneske ind i huset, fordi vedkommende havde opnået en rettighed, som resten af familien ikke havde noget at gøre med?
Problemet ved medlemskab af en nation eller en familie er, at det er noget man skal inviteres til eller får som gave. Man bliver gift ind i familien, fordi en person kommer til at holde af en. Eller man adopteres ind, fordi man har et særligt forhold til en, der ønsker at adoptere. Så grundlæggende holder rettighedstankegangen ikke i disse forhold.
Af praktiske årsager er vi dog nødt til at håndtere sagerne på udlændingeområdet indenfor den gængse tankegang. Og her arbejder vi så på at opstille så mange krav til dem der søger permanent ophold, familiesammenføring eller statsborgerskab, at det i realiteten kommer så nært som muligt til et forhold, som man ville have til en familie, hvor man ønskede at blive medlem. For eksempel ved at opstille krav om ophold i landet i forholdsvis lang tid. Men vi er der ikke helt, og kan aldrig komme det ad denne vej.
Derfor ville jeg ønske, at vi på langt sigt kunne få ændret supertankeren og komme væk fra rettighedstankegangen og hen til en opfattelse af, at tilhørsforhold til en nation er som til en familie, og at medlemskab kun kan gives som en gave på baggrund af tæt samhørighed.
