Der er langt imellem snapsene i islam-debatten i de etablerede medier. Ikke mindst fordi islamforskerne på universiteterne som hovedtendens (der ER heldigvis undtagelser) ikke har været deres opgave voksen (jf. her)
Til gengæld er der kommet flere gode bøger inden for det sidste tiår som fx Mehdi Mozzafaris ”Islamisme” (jf. her) og Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaards ”Moskeernes mange ansigter – hvilke roller og funktioner har moskeerne i vores samfund (jf. her)
Men de relativt få, der rent faktisk VED noget om islam og kalder en spade en spade – i stedet for at dyrke det socialkonstruktivistiske fortolkningscirkus – har tilbøjelighed til at trække sig fra debatten, hvis de da ellers nogen sinde har stukket hovedet i løkken. At udøve islamkritik nu om dage er ingen skovtur.
Derfor er det også så forfriskende – og håbgivende – at iranske Jaleh Tavakoli (født 1982), talskvinde for Frit Iran, skærer helt inde til benet og afslører de mange mørke skjolder i sin nye bog ”Islams offentlige hemmeligheder”.
Værket er blevet fint anmeldt i Den Korte Avis (jf.her), men fortjener mere omtale, fordi mainstreammedierne alias den etablerede presse enten ikke evner eller orker – eller tør? – sætte sig ind i de faktiske forhold i islam-industrien.
Citatmosaik
Hvor er det så, at forfatteren har fat i en lang ende? Fx her:
”Virkeligheden er dog, at der ikke er nogen egentlig forskel på mainstream teologisk islam og ’islamisme’ (…)” (s. 8)
”Hvad vi troede var et Israel-problem, har vist sig at være et islam-problem.” (s. 75)
Den åndelige leder for Det Muslimske Broderskab Yusuf al-Quaradawi: ”Uden dødsstraf for frafald, ville der ikke være noget islam.” (s. 78)
Islam er grunden til, at byer plastres til med koranklodser, og at selv skoene nu skal af i lufthavnene. (jf. s. 170)
”At lyve for Vesten og alle andre er for præstestyret [i Iran] ikke et spørgsmål om moral, men om en religiøs ret og pligt (taqiya)”. (s. 172)
Kritiske bemærkninger
Tavakoli har lavet et fremragende stykke dokumentations-arbejde (bl.a. af og på de sociale medier), og netop på den baggrund skal der stilles skarpt på de ret få steder, hvor hun i min optik går galt i byen.
”Nærmest fikseret på at være værdineutrale har politikere på især venstrefløjen, men også højrefløjen, ignoreret de kulturelle og religiøse forskelle i verden”. (s. 20)
Dokumentation, tak. Karakteristikken holder hverken for Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller Dansk Samling. Her er højre-venstre-automatpiloten på spil. Definitioner og præcision ville være velgørende. Især i dansk regi af stråmanden ’højrefløjen’.
Det er også naivt at hævde, at muslimer kan tage afstand fra den skrifttro tilgang til islam på samme måde som jøder i forhold til jødedommen. Når der er dødsstraf for frafald i islam, kan en muslim af indlysende grund kun meget vanskeligt lægge afstand, hvilket da også ligger til grund for de ganske få muslimske, kritiske røster i debatten.
”På den anden side har de alternative medier og blogs desværre en tendens til at overdrive, hvilket også fører til polarisering” (s. 30)
Dokumentation, tak. Karakteristikken holder således ikke for de mest fremtrædende alternative medier og blogs. Hverken for Den Korte Avis, Snaphanen og Uriasposten eller for bloggere som Morten Uhrskov Jensen og Mikael Jalving og en klummeskriver som Asger Aamund.
Tavakolis påstand om tendens til overdrivelse kan selvfølgelig være taktisk: Begge (konstruerede) ’fløje’ får én på bærret og se bare, hvor neutral og afbalanceret lige-i-midten-hævet-over-vandene-jeg-selv-er. Det såkaldt tredje neutrale midterstandpunkt, er der mange, som gerne af helt forståelige grunde vil påberåbe sig. Og som da også gør det.
”(…) jeg har manglet en mere seriøs tilgang til kritikken af islam.” (s. 79)
Hm! Hvor er vi lige henne nu? Rækken af ikke-apologetiske, saglige og seriøse islamkritikere er ikke meget lang, men rummer dog adskillige navne. Nævnt i flæng: Mogens Camre, Ole Hasselbalch, Lars Hedegaard, Torben Hansen, Tina Magaard, Helle Merete Brix, Poul Højlund, Bent Jensen, Kirsten Sarauw, Ruth Bering og Thomas Hoffmann. For ikke at tale om Karen Jespersen og Ralf Pittelkow.
Så hus forbi her også.
”Politikerne har ansvaret for politiets manglende overblik og præstation.” (s. 117)
Både ja og nej. Politikerne bliver desværre et meget langt stykke ad vejen vildført af islam-apologetiske universitetsansatte lektorer og professorer, der i modsætning til de ikke-apologetiske islamkritikere, har fri adgang til mainstreammedierne. Islam-apologeterne (hvis beroligende påstand det er, at islam ikke har en essens) fortæller således ikke sandhederne, men ulykkeligvis er journalisterne for dårligt rustede til at gennemskue de fortielser og manipulationer, som Akademia disker op med. I parentes bemærket: Hvis flere politikere brugte mindre tid på at medvirke i ”Vild med dans”, ”Quizzen med Signe Molde” og alle de andre mere eller mindre lødige underholdningsprogrammer, ville der måske være tid til at læse ikke bare Tavakolis bog, men også den nys oversatte bog forfattet at Douglas Murray: ”Europas undergang”?
Med disse få og ret små skønhedspletter i ”Islams offentlige hemmeligheder” anført:
En KÆMPE respekt herfra over, at Jaleh Tavakoli frygtløst og sandhedssøgende har analyseret ikke bare islams helligskrifter og diverse muslimske organisationers virke, men også vores såkaldte elites gennemførte svigt og strudsepolitik. Uden antydning af tvetunget tale.