Personer på tålt ophold er forsvundet fra udrejsecentret Kærshovedgård. Det fortalte TV Påskesøndag på baggrund af en artikel i Jyllands-Posten. Den ”nyhed” bliver med jævne mellemrum serveret for danskerne. Det eneste, der ændre sig, er antallet på, dem, der er forsvundet.
Nu blev det oplyst, at 328 udlændinge i januar var pålagt den såkaldt kriminelle meldepligt.
Men da næsten 3/4 af disse, nemlig 233 personer, er forsvundet, er de derfor efterlyst i kriminalregistret. Ingen ved, hvor de forsvundne er henne.
Hvis de ikke bor på udrejsecentret, har de ganske vist pligt til at melde sig et antal gange om ugen. Pligten træder dog kun i kraft, hvis de selv ønsker det. For sanktionerne kunne dårligt være mildere: en bøde, som de ikke kan betale, eller fængsel i op til et år. Sidstnævnte har vist ingen fået.
Den enes gæt er lige så god som den andens: Rejst til et andet land i det vestlige EU? For i øst får de ikke lov til at komme over grænsen. Gemmer sig hos bekendte? Lever på gaden af kriminalitet og overfald?
Summa summarum, personer på tålt ophold kan frit færdes overalt – også i det danske samfund.
Udlændinge på tålt ophold
Nogle er afviste asylansøgere og har dermed ulovligt ophold. Dem vil hjemlandet ikke tage imod, medmindre de selv erklærer sig villige til at rejse. Det gør de ikke, og så får de bare lov til at være i fred, for politikernes anstrengelser for at få dem sendt hjem synes at kunne ligge på et meget lille sted.
Andre har begået grove forbrydelser imod befolkningen, men da det er lykkedes dem at bilde myndighederne ind, at hvis de sendes tilbage til hjemlandet, vil de blive behandlet på samme bestialske måde, som de har behandlet de danske ofre, anses det for inhumant at tvinge dem hjem.
På tålt ophold er der intet, der hindrer udlændingene i at fortsætte med deres kriminelle adfærd. Er uheldet ude bliver de anholdt, fængslet, dømt og så tilbage til status quo, dvs. tålt ophold. Og så fremdeles.
Til gengæld anses det ikke for inhumant, at befolkningen – de der ikke kan krybe i flyverskjul for forbrydelserne – er tvunget til at lægge krop til de udenlandske kriminelle.
En ren tilståelsessag
At EU’s indfødte befolkningers sikkerhed og ret til at leve i fred er irrelevant i forhold til forbryderiske migranter kommer ikke som en overraskelse for nogen. Og at det ikke blot er en ”mavefornemmelse”, fremgår af Menneskerettighedsdomstolens dom af 28. februar 2008 i sagen Nassim Saadi mod Italien.
Domstolen udtalte, at en persons opførsel, uanset hvor uønsket eller farlig den er, ikke kan tages i betragtning ved vurderingen efter Menneskerettighedskonventionens (EMRK) artikel 3, der forbyder tortur og umenneskelig behandling eller straf. Hvilket forbryderen kan risikere ved en hjemsendelse. Men det vidste han vel, inden han begik sin forbrydelse?
Beskyttelsen efter EMRK artikel 3 er således bredere end beskyttelsen efter artiklerne 32 og 33 i Flygtningekonventionen. I henhold til disse artikler kan en flygtning nemlig udvises, hvis han er til fare for den nationale sikkerhed eller den offentlige orden, henholdsvis hvis han med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.
Domstolen fastslog samtidig, at der ikke kan kræves en højere grad af bevis for, at der foreligger en reel risiko for tortur ved tvangsmæssig udsendelse til hjemlandet, i tilfælde, hvor den pågældende anses at udgøre en alvorlig trussel mod værtsstatens sikkerhed.
Domstolen har slået fast med syvtommersøm, at beskyttelsen af kriminelle udlændinge, herunder terrorister, er absolut i henhold til Menneskerettighedskonventionen (EMRK) artikel 3.
Tydeligere kan det vist ikke siges. En udenlandsk forbryders ret til beskyttelse overstiger langt retten for den indfødte befolkning til at leve i sikkerhed. En ren tilståelsessag.
Det danske Institut for Menneskerettigheder, der nøje overvåger, at Danmark ikke træder ved siden af, men minutiøst overholder hver en artikel i konventionerne, kan også være med, når der skal plæderes for større hensyn til udenlandske forbrydere end egne landsmænd.
Det kan ind imellem være lidt svært at følge tankegangen hos Instituttet (jf. bl.a. side 29), når opfattelsen er, at der er tale om diskrimination, når landets egne indfødte kriminelle efter afsoning ikke skal være på tålt ophold, når nu udenlandske skal. Det er så himmelråbende tåbelig en tanke, at det næppe er muligt at forklare forskellen på en dansk borger og en udlænding på tålt ophold.
Opsigelse af konventioner
Det er det rene idioti, at diverse konventioner af danske politikere er blevet underskrevet uden en stribe af forbehold over for landsskadelige artikler.
Men når skaden nu er sket, er der absolut ingen grund til for danske politikere at stå med hatten i hånden og ydmygt spørge andre EU-lande, om de også ”vil være med”.
Alle lande kan hver for sig opsige konventioner, når de har fået nok af at være tvunget til at skulle beholde andre landes farlige forbrydere inden for deres grænser.
Det kunne måske så være en lærestreg for en udlænding, at hvis man vælger at begå kriminalitet, må man selv – og ikke den indfødte befolkning – bære konsekvensen af forbrydelserne.
