For omkring tyve år siden pressede politikerne i EU på for at Tyrkiet ind i EU. Det det gjaldt også den danske regering under socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen og med deltagelse af Det radikale Venstre.
Planerne fik opbakning fra stort set hele den etablerede medieverden.
Men den folkelige modstand mod dette projekt var for stærk, både i Danmark og andre lande.
I dag kunne ingen politiker drømme om at gå ind for at få Tyrkiet med i EU.
Befolkningen havde ret. Og den fik heldigvis ret. Projektet blev opgivet.
Erdogan og Trump
Lettelsen over dette får ny næring i disse dage. Den tyrkiske økonomi er i store vanskeligheder. Landets valuta, liraen, befinder sig i frit fald.
Der er nogle økonomiske årsager til dette. Men liraens fald er blevet kraftigt forværret af politiske forhold.
USA’s præsident Trump har iværksat økonomiske sanktioner mod Tyrkiet og dets islamistiske præsident Recep Tayyip Erdogan.
Baggrunden er, at Erdogan har ladet den amerikanske præst Andrew Brunson fængsle. Han anklages for forbindelse til den kurdiske terrorbevægelse PKK og for samarbejde med Erdogans ærkefjende Fetullah Gülen.
Den slags anklager bruger Erdogan i flæng for at skaffe folk af vejen, der ikke bøjer sig for ham. Men i forbindelse med Andrew Brunson har han måske forregnet sig.
Trump har nemlig svaret igen med en voldsomhed, som den autoritære islamistiske Erdogan næppe havde forudset.
Senest har USA øget sin told på aluminium og stål fra Tyrkiet, hvilket har sat ekstra meget skub i liraens fald.
I forvejen har USA udskudt leveringen af de nye kampfly F-35 til Tyrkiet. Samtidig truer man med at smide tyrkerne ud af samarbejdet med at producere dette fly.
Erdogan puster til spændinger i vores samfund
En presset Erdogan antyder, at Tyrkiet kan finde ”nye venner og allierede”. En slet skjult henvisning til Rusland.
Inden da har den tyrkiske præsident skabt vrede hos USA og de andre NATO-partnere ved at købe et russisk luftforsvarssystem i stedet for et af de vestlige.
Gennem længere tid har Erdogan kørt en voldsom antivestlig retorik, især rettet mod EU-landene.
Han har målrettet mobiliseret den meget store tyrkiske befolkning i EU-landene til at slutte op om den tyrkiske stat og vende ryggen til de lande, hvor de har slået sig ned.
Dermed har han pustet til spændinger mellem de tyrkiske parallelsamfund og det omgivende samfund i Danmark og andre lande.
Danmark var et af de mange lande i EU, hvor flertallet af tyrkernes stemmer ved det nylige valg i Tyrkiet gik til islamisten Erdogan.
Konfliktens konsekvenser
Liraens problemer vil næppe føre til en større økonomisk krise på europæisk og globalt plan. Men den bidrager til økonomisk ustabilitet – og helt kan man ikke udelukke, at det går alvorligt galt.
Samtidig skaber Erdogan konflikter i NATO.
Sidst, men ikke mindst, er dette et nyt skridt i Erdogans mobilisering af de tyrkiske indvandrere i Danmark og andre europæiske lande.
Han hamrer løs på, at de skal betragte ham som deres leder – og ikke de valgte politikere i Danmark og andre lande. Og han gør alt for at bruge dem som et redskab til at varetage tyrkiske interesser.
Dermed skaber han en alvorlig trussel mod sammenhængskraften i vores samfund.
En stor samfundsgruppe føler sig mere som tyrkere end som danskere. De bærer mere på de islamistiske værdier, som Erdogan har sat igennem i Tyrkiet, end på danske værdier.
Vores frygt er blevet bekræftet
Vi, der i sin tid advarede kraftigt mod tyrkisk medlemskab af EU kunne naturligvis ikke forestille os de præcise konsekvenser af øget tyrkisk magt i Europa.
Men vores frygt og forbehold er i høj grad blevet bekræftet.
Vi advarede mod islamisering i Tyrkiet, der ville føre til islamisering af tyrkiske indvandrere i Danmark og andre EU-lande. Det er blevet til virkelighed.
Vi advarede mod, at det store Tyrkiet ville bruge sin vægt til hele tiden at lægge pres på de europæiske lande. Det er blevet til virkelighed.
Vi advarede mod, at et autoritært styre i Tyrkiet kunne skabe ustabile forhold i Europa. Det er blevet til virkelighed.
Danske politikere tog grueligt fejl
Men hvad siger de ansvarlige danske politikere fra dengang i dag? Poul Nyrup Rasmussen, Marianne Jelved, Mogens Lykketoft og borgerlige politikere.
Tilsyneladende føler de ikke trang til at ytre sig, og det forstår man jo sådan set godt.
De tog fejl. Grueligt fejl. Men heldigvis var den folkelige modstand stærk nok til at forpurre deres planer.
Selvfølgelig har vi en interesse i et mere fredeligt og fornuftigt forhold til Tyrkiet end det, vi ser i øjeblikket. Men vi skal ikke have Tyrkiet ind i EU. Og vi skal ikke danse efter den autoritære Erdogans pibe.