En af de varme julisøndage i denne sommer bragte Nordjyske Stiftstidende et interessant sommerinterview med vores skatteminister, Karsten Lauritzsen (V), der på det tidspunkt ferierede i sit sommerhus i det nordjyske med det sigende navn ”Skattely”.
Samme søndag bragte et af de landsdækkende dagblade en kronik skrevet af forfatter og journalist Bente Troense. Helt uafhængigt af hinanden fandt jeg en rød tråd, der binder de to historier sammen, nemlig når det gælder synet på ældresegmentet i vores samfund – også kaldet pensionister – og af nogle politikere er mærkatet ”ældrebyrden” sågar blevet klæbet på den voksende gruppe af ældre i det danske samfund.
Skatteminister og andre unge politikere er uden erhvervserfaring
Skatteministeren først. Han kan sige sig helt fri for at være en del af ”ældrebyrden”, ligesom han i lighed med andre purunge politikere faktisk også kan sige sig fri for at have været en del af arbejdsstyrken. Hans indsats på arbejdsmarkedet indskrænker sig til et par feriejobs hos Fakta og Løgstør Rør. Ligesom mange af sine kolleger i Folketinget kom han via en ungdomspolitisk rugekasse direkte fra eksamensbordet ind i landets lovgivende forsamling, hvor han dygtigt og målrettet og i en meget ung alder kunne kalde sig minister. Lige nu er han altså skatteminister i et land, der på trods af mange borgerlige regeringer i de senere årtier fremdeles har verdens højeste skattetryk. Det vil skatteministeren og den øvrige regering gerne gøre noget ved, men kan ikke finde et flertal for det.
Kan en liberal skatteminister leve med, at mange borgere skal aflevere et godt stykke over halvdelen af deres indkomst til det offentlige?
Karsten Lauritzsen glæder sig over skattelettelser til de laveste arbejdsindkomster. Og han forstår da også godt, at nogle gerne vil lette topskatten. Underforstået: Det er ikke så vigtigt. Kassedamen skal aflevere sin dagløn mandag, tirsdag og det halve af onsdagen til det offentlige. Det er urimeligt, påstår han med rette. Han glemmer blot, at han selv har været med til at gøre skattetrykket så hårdt. At den lidt højere lønnede skal helt frem til midt på torsdagen, før han får lov til at beholde nogle af sine egne penge er åbenbart ikke noget, der kræver politisk handling her og nu (!). Hvor er det borgerligt liberale forsvundet hen – tilsyneladende er det gemt væk i en tæt røgsky af pragmatisme og dette at søge magten for magtens egen skyld. Den unge toppolitiker har sandelig været lærenem og er hurtigt blevet en del af det etablerede.
Pensionister opfattes udelukkende som en byrde
Så er der lige det med pensionisterne. De relativt mange, der kun har deres folkepension, tilhører bestemt lavindkomstgruppen i samfundet, som ministerens hjerte banker så heftigt for. Men nej, pensionister gør jo ikke samfundet rigere, siger skatteministeren. Formålet med en skattelettelse er at skaffe mere arbejdskraft, og det får man jo ikke ved at give de ældre en skattelettelse. At de gennem et langt arbejdsliv har været med til at skabe grundlaget for vores velfærdssamfund forsvinder også i de politiske tåger.
Pensionister opfattes udelukkende som en byrde og skal derfor betale mere til fællesskabet end folk i arbejde. Skattelettelser for de aktive på arbejdsmarkedet betyder samtidig øget efterspørgsel og stigende varepriser – dem kompenseres pensionisterne heller ikke for, idet deres indkomster ikke reguleres i takt med, at priserne og lønningerne stiger. Nettoresultatet er, at de ældre i samfundet proletariseres mere og mere.
Hvor er modet og viljen til at føre borgerlig liberal politik?
Hvor er de borgerligt liberale politikere, der har mod og format til at føre borgerlig liberal politik, vise respekt for den enkelte uanset alder og sætte karrièren ind på at kæmpe for frihed under ansvar – herunder et generelt lavere skattetryk, hvor det offentlige ikke sætter sig på mere end halvdelen af folks indtjening og pensioner?
Tilbage til Bente Troenses kronik. Hun beskriver et midaldrende sportstrænet ægtepar, der sidder i flyveren på vej hjem fra en aktivferie i syden. De skal udfylde et spørgeskema – herunder angive alder. Der er rubrikker for hvert voksent tiår og så en rubrik, der hedder 50+ (!). Det udløser følgende bemærkning fra ægteparret udtalt med dyb foragt i stemmen: ”Tror de, vi er pensionister?” – Som om det er ensbetydende med at være smittet af en farlig bacille.
Beklageligvis deler vores lovgivende forsamling, hvor det vrimler med folketingsmedlemmer og ministre, der kun har haft en perifer berøring med det, nogle kalder det virkelige liv, dette syn på pensionister. Det afspejler skatteministerens udtalelser om, at pensionister jo ikke gør samfundet rigere, og det skal de have lov at betale skatteregningen for! Kun politikere uden livs- og erhvervserfaring kan udtale sig sådan om en stor gruppe medborgere, der med flid, dygtighed og loyalitet har skabt et godt fundament at bygge videre på for de yngre generationer.
Men det negative syn på alder er såmænd ikke noget nyt fænomen. Allerede Benjamin Franklin (1706-90) udtalte følgende: ”Alle vil leve længe, men ingen vil være gammel.” – Pensionisterne længe leve!! Én byrde er i hvert fald tungere end ”ældrebyrden”, nemlig skattebyrden!